Om  
Søren Juliussen
Maia Kahlke Lorentzen

LGBT+-prisen 'Årets laks' går til personer bag forslag om juridisk anerkendelse af medfædre

Søren Juliussen og de andre medstillere bag borgerforslaget om at anerkende medfaderskab i regnbuefamilier bliver hyldet med prisen ’Årets Laks’.

Under priden i København uddeler LGBT+ Danmark hvert år 'Årets Laks', som dette år går til Søren Juliussen og de andre medstillere bag forslaget om medfaderskab i regnbuefamilier.
Under priden i København uddeler LGBT+ Danmark hvert år 'Årets Laks', som dette år går til Søren Juliussen og de andre medstillere bag forslaget om medfaderskab i regnbuefamilier.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Andreas Esbjørnsen

I år går LGBT+-prisen ’Årets Laks’ til forslagsstillerne bag borgerforslaget om juridisk anerkendelse af medfædre.

Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.

’Årets Laks’ bliver hvert år uddelt til borgere og organisationer, som kæmper for ligestilling og ”tør svømme mod strømmen”. Derfor går prisen i år til Søren Juliussen og de syv andre forslagsstillere bag borgerforslaget om at anerkende familier med to fædre på lige fod med andre familier.

Forslaget blev fremsat 7. januar og samlede de nødvendige 50.000 støtter på blot to døgn, og 8. juni stemte et bredt flertal i Folketinget forslaget igennem.

LGBT+ Danmark skriver, at forslagets vedtagelse er en vigtig anerkendelse af forskellige familieformer, og at den ikke var nået uden Søren Juliussens kamp.

”Denne milepæl var ikke opnået uden forslagsstillerne herunder særligt Søren Juliussen, der med sin personlige historie om ikke at kunne blive medfar til sin datter fik stor gennemslagskraft på både sociale og traditionelle medier,” skriver LGBT+ Danmark.

I samme ombæring uddeler LGBT+ Danmark også ’Arbejdslegatet Søhesten’ på 10.000 kr. Det går i år til Maja Kahlke Lorentzen og Cybernauterne for deres arbejde med at forebygge online chikane mod kvinder og LGBT+-personer.

Prisen og legatet uddeles under priden onsdag 17. august kl. 17-22 i baggården Vestergade 18E, København K.

0:000:00