Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Ligestilling er alt for vigtigt et spørgsmål at overlade til en enkelt minister som bijob

Vi skal holde op med at give Ligestillingsministeriet som en trøstpræmie eller vinduespynt ved ministerrokader. Vi kan ikke redde planeten ved at være verdensmestre på ligestilling, men det er pinligt, at vi sakker langt bagud på området.

Selv om vi siger, at ligestilling er en dansk kerneværdi, så er det tilsyneladende ikke et tilstrækkelig vigtigt spørgsmål, til at tænke det ind i alle ministeriers forpligtelser og handlingsplaner, skriver Lisbeth Knudsen.
Selv om vi siger, at ligestilling er en dansk kerneværdi, så er det tilsyneladende ikke et tilstrækkelig vigtigt spørgsmål, til at tænke det ind i alle ministeriers forpligtelser og handlingsplaner, skriver Lisbeth Knudsen. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ligestillingsministeriet må være det eneste ministerium, der ikke alene har lovpligtige hæve/sænke borde men også fastmonterede hjul under alle møblerne.

12 ministre på 23 år har haft posten som ligestillingsministre i mere eller mindre mærkværdige kombinationsmodeller med andre forvaltningsområder inden den nuværende, Trine Bramsen, blev nummer 13 forleden med kombinationen Transport og Ligestilling.

De godt 15 mænd og kvinder tilknyttet Ligestillingsministeriets afdeling må igen tage turen med alle deres pakkenelliker fra Beskæftigelsesministeriet i Holmens Kanal 20 til Transportministeriet i Færøsk Pakhus med adressen Frederiksholms Kanal 27 i København. 650 meter i ganglinje men en verden til forskel i kultur. Men de har prøvet det hele før. Været på tålt ophold i alt fra Klima- og Energiministeriet til Fiskeri- og Fødevareministeriet og til Socialministeriet, Kirkeministeriet og en oprindelig start i By- og Boligministeriet. For nu bare at nævne nogle af de udvalgte placeringer.

For første gang i mange år gav kombinationen Beskæftigelsesministerium og Ligestillingsministerium da lidt mening i de to år, det nu har varet senest fra 2020 til 2022, lige som da Ligestillingsafdelingen første gang var der i det ministerium fra 2009 til 2010. De kritiske ryster beroliges. Det er ikke de mere eller mindre fantasifulde og sjove ministerie-kombinationer, der betyder noget, men ministerens engagement og gennemslagskraft. Det må vi så vente at se, om det forandrer noget.

I modsætning til, hvad vi måske sådan går rundt og tror, så går det faktisk ikke særlig godt med ligestillingsarbejdet i Danmark. Vi er en fiasko.

Lisbeth Knudsen

Man kunne fristes til at stille spørgsmålet, om vi skulle prøve noget nyt med det Ligestillingsministerium, som reelt er et afdelingskontor. Når der ikke er sket meget på ligestillingsområdet af initiativer og synlighed skyldes det ifølge en minister, der tidligere har haft tjansen, at en ligestillingsminister ikke selv kan gøre ret meget andet end holde peptalks og støttende taler med understregning af, at forandring tager tid, og at ligestillingen jo begynder hos den enkelte og i familierne. Vedkommende skal altid igennem andre ministerkolleger for at kunne gennemføre noget rent lovgivningsmæssigt og står altid med hatten i hånden bagest i køen af alle mulige andre mere presserende sager.

I modsætning til, hvad vi måske sådan går rundt og tror, så går det faktisk ikke særlig godt med ligestillingsarbejdet i Danmark. Vi er en fiasko. På trods af, at vi siden 2013 har haft måltalslovgivning vedrørende kønsfordeling i ledelsen i de største offentlige og private virksomheder, at kønsligestilling er én af 10 værdier i vores Danmarkskanon fra 2016, til trods for, at vi med store armbevægelser har tilsluttet os kampen for FN's 17 verdensmål herunder det om ligestilling, og selv om vi i endnu længere tid har sagt til hinanden, at diversitet er godt for virksomheder, fordi det blandt andet giver større innovation og bedre beslutninger, ja, så viser virkeligheden, at der ikke er sket ret meget.

Vi sidder fast i nogle kulturelle kønsrollemønstre, som det er følsomt at tage et opgør med og sætte til diskussion. Fokus er flyttet til et bredere diversitetsdiskussion. Det er mere moderne at tale om det end om ligestilling.

I World Economic Forums årlige ligestillingsindeks har vi for længst tabt forbindelsen til vores nordiske brødre og søstre, der altid rammer duksepladserne i den gode ende. Det gælder Island, Finland, Norge og Sverige. Danmark ligger nu på en 29. plads i det samlede globale ligestillingsindeks. Sendt 15 pladser ned bare det seneste år i stedet for op af ranglisten. Vi er passeret af virkelige mange lande, når det gælder beslutningsmagt og politisk indflydelse for kvinder og indtager en 32. plads, vi har manglende ligeløn og kvinderne generelt et lavere lønniveau end mændene og på sundhedsområdet halter det også.

Kun på uddannelsesområdet rammer vi topplacering sammen med en stribe andre lande. En af de vigtigste årsager til, at vi har mistet forbindelsen til samlet topplacering, er en meget lav andel af kvinder i ledelse.

Vi sidder fast i nogle kulturelle kønsrollemønstre, som det er følsomt at tage et opgør med og sætte til diskussion.

Lisbeth Knudsen

Hvorfor kommer vi så ingen vegne? Selv om vi siger, at ligestilling er en dansk kerneværdi, så er det tilsyneladende ikke et tilstrækkelig vigtigt spørgsmål, til at tænke det ind i alle ministeriers forpligtelser og handlingsplaner, lige som vi nu gør det med klimahensynet.

Ligestilling og kønsdiskrimination er faktisk alt for alvorligt og stort et spørgsmål at overlade til en enkelt minister som bijob og et afdelingskontor. Det burde være en fagkompetence til stede på området i alle ministerier. Hvad enten det drejer sig om det kønsopdelte arbejdsmarked, barselsorlov til fædre, seksuel chikane i forsvaret, bekæmpelse af kønsbaseret vold og overgreb, #metoo-spørgsmål, indsats mod chikane på de sociale medier, ligelig repræsentation i råd og nævn og udpegninger til statslige bestyrelser eller flere kvinder i ledelser og bestyrelser generelt, internationalt ligestillingsarbejde og kulturel ligestilling.

Vi slæber rundt med en forestilling om, at vi både er gode til ligestilling, og at vi har taget hånd om det, vi lige mangler på huskelisten, ved at have en ligestillingsminister og et kontor med få men ekstremt dedikerede medarbejdere på sagen. Men det har vi ikke. Der er brug for en viden og indsats på området i flere ministerier.

Ligestillingsministre holder i gennemsnit et år eller to, inden de er videre til den næste post eller jobbet flyttes til en ny minister. Vi skal holde op med at give Ligestillingsministeriet som en trøstpræmie eller vinduespynt ved ministerrokader. Vi skal nytænke, hvordan vi leverer på FN-verdensmålet om ligestilling på samme måde, som vi gerne vil være verdensmestre på klimaet.

Hvis Trine Bramsen kunne udtænke en ny plan for ligestillingsarbejdet og en vision for, hvordan vi får taget fat på den kulturelle forandring, der skal til, og introducerer en plan for, hvordan ligestillingsarbejdet bliver en forpligtelse for alle relevante ministerier, så hun i princippet kan afskaffe sit eget job om to år, så vil hun nå langt med sin indsats.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter
journalist (DJH 1975)