"Mænd dominerer magteliten i vid udstrækning": Sådan ser fire kvindelige toplobbyisters netværk ud

Erhvervslivets mandlige toplobbyister har væsentligt større indflydelse end de kvindelige. Det vurderer CBS-forsker på baggrund af Altingets kortlægning af netværket for fire kvinder, der er topchefer i nogle af de mest indflydelsesrige erhvervsorganisationer. "Det er ikke tilfældigt, at der er så få kvinder i de luftlag," lyder det.

Fra Venstre: LIF-boss Ida Sofie Jensen, administrerende direktør for Danske Rederier, Anne Steffensen, topchef&nbsp;i&nbsp;Landbrug &amp; Fødevarer Merete Juhl og Horesta-boss Pia E. Voss.<br>
Fra Venstre: LIF-boss Ida Sofie Jensen, administrerende direktør for Danske Rederier, Anne Steffensen, topchef i Landbrug & Fødevarer Merete Juhl og Horesta-boss Pia E. Voss.
Christoffer Lund-HansenCindy Shummontien Green

"Mænd dominerer magteliten i vid udstrækning."

Dommen fra Christoph Houman Ellersgaard falder prompte, efter netværksforskeren fra CBS har gennemgået Altingets kortlægning af de professionelle forbindelser hos fire kvindelige erhvervslobbyister, som er topchefer i nogle af de mest indflydelsesrige erhvervsorganisationer.

Den viser, at hverken topchefen i Danske Rederier, Anne Steffensen, Landbrug & Fødevarer-boss Merete Juhl, LIF-direktør Ida Sofie Jensen eller Horesta-topchef Pia E. Voss er i nærheden af at have samme netværk og indflydelse som Danmarks to førende erhvervslobbyister i form af DI-boss Lars Sandahl Sørensen og Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen.

"Særligt Lars Sandahl Sørensen er i sin egen vægtklasse. Han har virkeligt et meget imponerende netværk, men Brian Mikkelsen sidder også langt flere steder, end de kvinder med flest poster," siger Christoph Houman Ellersgaard og fortsætter:

"De mandlige erhvervslobbyister sidder flere koordinerende steder. Det understreger, at DI og Dansk Erhverv er klart de to tungeste erhvervsorganisationer."

Det fremgår også, at mænd udgør majoriteten i samtlige af de undersøgte netværk.

Netværksforskeren forklarer, at når organisationer skal rekruttere til topposterne kigger man typisk ud i netværkene. 

"Det er et kendt fænomen, at folk tenderer til at lave netværk med nogle, der ligner sig selv herunder på køn. Når der er en overvægt af mænd i de fleste netværk, er det derfor også naturligt, at man ofte rekrutterer flere mænd. Det er ikke tilfældigt, at der er så få kvinder i de luftlag," siger Christoph Houman Ellersgaard. 

Han er dog ikke i tvivl om, hvem af de fire kvindelige lobbyistbosser, der har mest indflydelse.

"Anne Steffensen er mest herre i eget hus, og hun repræsenterer en tung organisation. Herefter kommer Merete Juul, der også sidder i en tung organisation. Men hun får ikke i samme grad lov til at tegne den politiske profil så tydeligt, fordi den valgte formand har mere magt. Anne Steffensen har mere albuerum til egen ledelse," siger forskeren med henvisning til Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard.

Læs også

Artiklen fortsætter efter grafikken. Genopfrisk siden, hvis den ikke indlæses ordentligt.

Her er de tre vigtigste poster for rederibossen

I Anne Steffensens netværk er der tre poster, som skiller sig ud som særligt vigtige, vurderer Christoph Houman Ellersgaard.

Først og fremmest er der tale om pladsen i Nationalbankens repræsentantskab.

"Nationalbanken er formelt set uafhængig af det politiske system, og dermed har man jo indflydelse på, hvordan pengepolitikken tegnes i Danmark," siger netværksforskeren. 

Det er et kendt fænomen, at folk tenderer til at lave netværk med nogle, der ligner sig selv herunder på køn. Når der er en overvægt af mænd i de fleste netværk, er det derfor også naturligt, at man ofte rekrutterer flere mænd. 

Christoph Houman Ellersgaard
Netværksforsker ved CBS

Den næste post, som Christoph Houman Ellersgaard fremhæver, er stillingen som bestyrelsesmedlem i Tænketanken Europa. 

"Det er en vigtig klub, hvor hun mødes med Lars Sandahl Sørensen og Claus Jensen. Her er Anne Steffensen inviteret ind i det vigtige makkerskab mellem DI og Dansk Metal," siger forskeren, der over for Altinget tidligere har beskrevet Dansk Metals forbundsformand, Claus Jensen, som "den bedst forbundne person i Danmark."

Den tredje særligt vigtige post for Anne Steffensen er - ifølge Christoph Houman Ellersgaard - pladsen i ICC Danmarks bestyrelse, der i alt består af fem personer.

"ICC Danmark er en lille klub, hvor de vigtigste aktører mødes og koordinerer uenigheder, før de træder ind i et rum med flere aktører som eksempelvis LIF og Horesta. Derfor er det et vigtigt sted, selvom der ikke ligger en formel magt," vurderer CBS-forskeren.

Her repræsenterer Lars Sandahl Sørensen DI, mens Brian Mikkelsen sidder i bestyrelsen for Dansk Erhverv.

De to resterende bestyrelsesposter går til Landbrug & Fødevarer, men ingen af posterne er dog besat af organisationens topchef, Merete Juhl.

Det er derimod Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard, der har den ene bestyrelsespost, mens bestyrelsesformanden for ICC Danmark er Landbrug & Fødevarers næstformand, Asger Krogsgaard.

Artiklen fortsætter efter grafikken. Genopfrisk siden, hvis den ikke indlæses ordentligt.

Landbrugsboss med mindre netværk

Merete Juhl tiltrådte som administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer 1. august.

Her kom hun med en lang embedsmandkarriere bag sig, der blandt andet indebar poster som Danmarks ambassadør i Ukraine, Georgien og Armenien. 

Hendes seneste post for udenrigstjenesten var en stilling som Danmarks ambassadør i Jordan og Libanon samt chargé d’affaires i Syrien.

Og netop Merete Juhls embedsmandskarriere er - ifølge Christoph Houman Ellersgaard - den primære årsag til, at hendes netværk endnu ikke er så omfattende, som man normalt ville forvente af en topchef i Landbrug & Fødevarer.

"På overfladen ser det ud som om, at Merete Juhl stort set ikke har noget netværk. Det skyldes, at hun er ny på posten og rekrutteret for udenrigstjenesten, hvilket betyder, at hun ikke har siddet alle mulige steder i forvejen," lyder det.

En anden årsag til, at Merete Juhls netværk ikke er så stort, er - ifølge Christoph Houman Ellersgaard - at, Landbrug & Fødevarer i højere grad lader sig tegne af den valgte formand, som organisationens bestyrelsesposter i ICC Danmark er et eksempel på.

"Den politiske organisation er mere drevet af gårdejerne. Landbrug & Fødevarer minder mere om fagbevægelsen ved, at de valgte ledere fylder mere end de ansatte," siger han. 

Netværkets størrelse kan give Merete Juhl nogle udfordringer, påpeger forskeren.

"Hun kan få svært ved at navigere i de danske elitenetværk og lave sit lobbyarbejde. Mange af dem, som hun skal forhandle med, kender hende måske ikke i forvejen, så hun vil ikke i lige så høj grad være med i det flow af information, der er. Derfor skal hun bruge noget tid på, at folk får opbygget en tillid til hende," siger han.

Forskeren er dog fortrøstningsfuld på Merete Juhl vegne.

"Jeg vil forvente, at hun i løbet af nogle år opbygger et netværk, så hun får et netværk på niveau med Anne Steffensen," lyder det.

Artiklen fortsætter efter grafikken. Genopfrisk siden, hvis den ikke indlæses ordentligt.

Forsker: Personer er vigtigere end antal

På papiret er Lægemiddelindustriforeningens administrerende direktør, Ida Sofie Jensen, den af de fire kvindelige lobbyistbosser med flest poster og forbindelser, men det betyder ikke, at hun er den mest indflydelsesrige, ifølge CBS-lektoren.

"Det vigtige er, hvem der er med i netværket og ikke hvor mange, der er med," siger Christoph Houman Ellersgaard.

Han påpeger, at flere af Ida Sofie Jensens forbindelser er koblet til Tryg og Tryghedsgruppen, hvor hun 16. marts stoppede som bestyrelsesformand efter 12 år i bestyrelsen, heraf fire år som formand.

Christoph Houman Ellersgaard lægger også vægt på, at Ida Sofie Jensen har fire branchespecifikke poster i lægemiddelindustrien.

Særligt Lars Sandahl Sørensen er i sin egen vægtklasse. Han har virkeligt et meget imponerende netværk, men Brian Mikkelsen sidder også langt flere steder, end de kvinder med flest poster.

Christoph Houman Ellersgaard
Netværksforsker ved CBS

"Det efterlader os egentlig bare med posten i Danmarks Statistik. Den er interessant, for persondata kan blive den nye guldgrube for medicinalindustrien. Det kan blive tæt på en naturressource for lægemiddelindustrien i fremtiden," siger han og tilføjer:

"Udover Tryg-posterne sidder hun ikke i andre elitemødesteder som eksempelvis ICC Danmark, PensionDanmark eller Tænketanken Europa."

Horesta-topchef med PensionDanmark-post

Selvom Horesta har omkring 2.000 medlemmer forklarer Christoph Houman Ellersgaard, at serviceerhvervet bliver set som "et mindre vigtigt erhverv i elitens øjne", hvilket - ifølge forskeren - også kommer til udtryk ved, at Pia E. Voss har et mindre netværk.

Horesta-bossen har dog sikret sig én særlig indflydelsesrig post, påpeger han.

Det er bestyrelsesposten i PensionDanmark.

"Der sidder mange andre vigtige personer som Torben Möger Pedersen og Lars Sandahl Sørensen. Der ligger også en vigtig formel magt, fordi PensionDanmark forvalter så stor en formue," siger Christoph Houman Ellersgaard og tilføjer:

"Bestyrelsen er den ultimative ejer, fordi det er et bestyrelsesstyret selskab. Det gør, at hun kan være med til at tegne, hvilke investeringer, der skal laves, og det kan jo i sidste ende gavne hendes egne medlemmer."

Artiklen fortsætter efter grafikken. Genopfrisk siden, hvis den ikke indlæses ordentligt.

Forsker: Sådan man løse rekrutteringsproblemet

De fire kvindelige lobbyistbosser bestrider hver især en eller flere magtfulde poster, men indflydelsen blegner altså sammenlignet med deres mandlige kolleger.

"Det er et problem, at et af kriterierne for at komme ind er, at man er på scenen i forvejen. Så der er et løbende rekrutteringsproblem," mener CBS-lektoren.

Christoph Houman Ellersgaard opfordrer til, at interesseorganisationerne revurderer deres tilgang, når de i fremtiden skal rekruttere nye topchefer.

"Man bør kigge på, hvilke veje de dygtige kvinder er gået og så rekruttere derfra," siger han. 

Netværksforskeren peger på, at der i de senere år er kommet flere kvindelige toppolitikere. 

"Så det er en oplagt mulighed for at udvide paletten," siger han og fremsætter et løsningsforslag mere.

"Flere af dem er jo medlemsorganisationer, og vi kan jo se, at der er flere kvindelige ledere i fagbevægelsen, så en løsning kan også være i højere grad at sætte folk på valg." 

Om kortlægningen

Kortlægningen er baseret på offentligt tilgængelig data og viser de bestyrelser, repræsentantskaber, selskaber, komitéer og råd, som erhvervsorganisationernes administrerende direktører er en del af.

Af grafikkerne fremgår kun de personer, der har to eller flere forbindelser til direktørerne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Lars Sandahl Sørensen

Adm. direktør, Dansk Industri, næstformand, PensionDanmark

Ida Sofie Jensen

Koncernchef, Lægemiddelindustriforeningen, adm. direktør, Dansk Lægemiddel Information, bestyrelsesmedlem Danmarks Statistik
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1984), EMP (Insead 2008), EHLP (Insead 2010), DBE (Columbia 2013), Singularity University (2016), EBP (Insead 2018)

0:000:00