Kommentar af 
Jesper Dalgaard Pøhler

Sådan undgår vi, at bæredygtig ledelse ender på bullshit-bingopladen

Alle taler om bæredygtig ledelse, men det handler ikke om bare at lede en bæredygtighedsindsats. Det handler om at lede bæredygtigt – uanset hvem eller hvad, der ledes, skriver Jesper Dalgaard Pøhler. 

Ingen sætter spørgsmålstegn ved, om du som leder skal have styr på økonomien. Det ligger implicit i ledelsesansvaret.
Men hvad der også bør være implicit, er ansvaret for menneskelig og planetarisk trivsel, skriver Jesper Dalgaard Pøhler.
Ingen sætter spørgsmålstegn ved, om du som leder skal have styr på økonomien. Det ligger implicit i ledelsesansvaret. Men hvad der også bør være implicit, er ansvaret for menneskelig og planetarisk trivsel, skriver Jesper Dalgaard Pøhler.Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix
Jesper Dalgaard Pøhler
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Buzzwords er altid fede at kaste af sted til møder, på scenen og til familiemiddagen. Man lyder klog og viser, at man har fingeren på pulsen. Bæredygtig ledelse er ét af disse buzzwords. Søg på det på Google og find lynhurtigt annoncer fra en række kursusudbydere.

I selvsamme søgning på Google finder du flere af mine artikler. For jeg synes faktisk, begrebet kan noget. Men jeg er også bekymret for, at det bliver udnyttet til at pakke business as usual ind i en fernis af tomme ord, der handler om ligestilling, klima, biodiversitet, globalt ansvar og mental sundhed – men ikke for alvor tager hånd om nogen af delene.

Folk er nemlig mere stressede end nogensinde før, rekordmange har skiftet job, og CO2-udledningerne buldrer derudaf.

Så hvordan undgår vi, at bæredygtig ledelse bliver endnu en tilføjelse til bullshit bingopladen? Her finder vi ord som "vidensdeling", "omstillingsparat", "innovation", "disruption" og "coaching". Alle er ord, der dækker over nogle vigtige indsatsområder og kompetencer, men som er blevet så misbrugt af folk, der ikke ved, hvad ordene egentlig dækker over, så de i dag er ubrugelige – eller skaber modstand og udmattelse hos medarbejderne.

Jeg vil derfor slå et slag for, at vi behandler bæredygtig ledelse med respekt, og at vi bruger det aktivt i vores organisationer.

Bæredygtig ledelse er en kombination af bæredygtighed – som er en helhedstilgang til liv (natur, dyr og mennesker), og som handler om at tage ansvar for kommende generationer – og ledelse – som handler om at tage ansvar for mennesker, organisationer og samfund i en verden, der bliver stadigt mere kompleks.

Det er ikke kun et HR-anliggende eller nice to have, at vi ikke udleder unødvendig CO2, forurener nærmiljøet eller stresser medarbejderne. Det er need to have, og det er lederens ansvar at sikre disse ting

Jesper Dalgaard Pøhler
Bæredygtighedskonsulent

Traditionelt arbejder mange organisationer med en økonomisk bundlinje, der til syvende og sidst trumfer ethvert andet hensyn. Bæredygtig ledelse er en udvidelse af ledelsesbegrebet, hvor man arbejder med tre bundlinjer: Mennesker, økonomi og natur.

Ingen vil i dag sætte spørgsmålstegn ved, om du som leder skal have styr på økonomien. Selvfølgelig bør du træffe økonomisk ansvarlige beslutninger, og selvfølgelig stiller du kritiske spørgsmål til omkostninger, profit og andre økonomiske aspekter af en beslutning. Også selv om du ikke er økonomidirektør. Det ligger implicit i ledelsesansvaret.

Men hvad der også bør være implicit, er ansvaret for menneskelig og planetarisk trivsel. Det er ikke kun et HR-anliggende eller nice to have, at vi ikke udleder unødvendig CO2, forurener nærmiljøet eller stresser medarbejderne. Det er need to have, og det er lederens ansvar at sikre disse ting.

Det bør derfor være en hygiejnefaktor, ligesom økonomi er det i dag, hvor du selvfølgelig ikke overskrider budgetterne, medmindre der er meget gode grunde til det, eller fordi der bliver tilført nye midler andre steder fra.

Bæredygtig ledelse er derfor heller ikke blot at lede en bæredygtighedsindsats eller -afdeling. Det handler om at lede bæredygtigt – uanset hvem eller hvad, der ledes.

Bæredygtig ledelse kan løfte organisationens performance på flere parametre. Psykologisk tryghed, mindfulness, samfundsansvar, klimatiltag og diversitet – alt dette er initiativer, der er forretningsmæssigt fornuftige at prioritere, men de bliver alt for ofte set som ”bløde” eller som noget, der kan fokuseres på, når der er styr på bundlinjen.

En bæredygtig organisation er også en robust organisation. Og det kræver en leder, der forstår værdien af at arbejde med andre dagsordener, andre mennesker og andre metoder end de klassiske

Jesper Dalgaard Pøhler
Bæredygtighedskonsulent

Mange overser altså koblingen mellem del og helhed: Skal hele organisationen trives, skal de enkelte afdelinger og individer trives. Eksempelvis gælder det for diversitet, at fire forskellige hjerner kommer frem til bedre og mere holdbare løsninger end fire ens hjerner.

Der er derfor brug for at rekruttere mennesker med forskellige kompetencer så vel som livserfaringer – og ikke kun, fordi det ser flot ud på forsiden af CSR-rapporten. Det kræver en strategi for rekruttering, der sætter mål for diversitet på linje med andre mål.

Men bæredygtig ledelse er også mere end det. Ved at være forrest i feltet på den bæredygtige dagsorden, har organisationen bedre muligheder for at tiltrække talenter, etablere nye partnerskaber og erobre nye markeder.

En bæredygtig organisation er også en robust organisation. Og det kræver en leder, der forstår værdien af at arbejde med andre dagsordener, andre mennesker og andre metoder end de klassiske.

Så bæredygtig ledelse er altså, når du bruger din ledelsesposition til at prioritere og ligestille tre områder gennem dine beslutninger: Økonomisk performance, social performance og grøn performance.

Du skal ikke bedrive bæredygtig ledelse, fordi det er en god forretning. Det er det også, men du skal bedrive bæredygtig ledelse, fordi det er god ledelse. Og du skal lade være med at sige, du gør det, hvis du ikke gør det.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Dalgaard Pøhler

Bæredygtighedskonsulent, forfatter, projektleder, Aalborg Universitet
cand.comm. i kommunikation, filosofi og videnskabsteori (Roskilde Uni.)

0:000:00