Kommentar af 
Thomas Høg Nørager

Sognepræst: Vores klode er syg og skadet. Men hvordan holder vi den i hånden?

I klimasorgen holder aktivismen og politikken pause og giver plads til en dybere refleksion over menneskets forhold til den klode, som vækstfilosofien har været vant til at se som en legeplads for ressourceudnyttelse, skriver sognepræst Thomas Høg Nørager.

Klima-sorg findes. Ikke som teori, men som en virkelighed vi må forholde os til, skriver sognepræst Thomas Høg Nørager.
Klima-sorg findes. Ikke som teori, men som en virkelighed vi må forholde os til, skriver sognepræst Thomas Høg Nørager.Foto: Fred Greaves/Reuters/Ritzau Scanpix
Thomas Høg Nørager
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

29. oktober sidste år fandt en spektakulær handling sted foran Klimaministeriet i København i forbindelse med COP26.

15 personer bestående af blandt andre gymnasielærere, forfattere og skuespillere afholder et klima-sorg-ritual, hvor de med en stor saks klipper deres lange hår af.

Handlingen er beskrevet righoldigt i Information. Her slår forfatter Ursula Andkjær Olsen til lyd for, at vi må lære igen at sørge i flok. At sorgen ikke skal tænkes som noget privat. For de ofre af flygtninge, dyr og artsrigdom som de menneskeskabte klimaforandringer har ført med sig, berører os alle sammen. Som samfund, som flok, som fællesskab.

For mig var denne handling et tydeligt tegn på, at klima-sorg findes. Ikke som teori, men som en virkelighed vi må forholde os til.

Næsten samtidig med udførelsen af dette sorgritual bankede klimaaktivister på døren til Stefanskirken på Nørrebro, hvor jeg er præst. Jeg blev spurgt, om ikke kirken kunne lægge rum til en klima-sorggruppe. Jeg spurgte, hvorfor lige i kirken? Jo, for kirkens rum kan holde til sorg, som aktivisterne sagde det. Og fordi en præst har erfaring med at tale med mennesker i sorg.

Hvis det var et menneske, der var kommet til skade, ville vi bruge tid ved sygesengen på at holde hende i hånden. Men hvordan holder man sin klode i hånden?

Thomas Høg Nørager
Sognepræst

De unge mennesker var inspireret af at have set folkekirkens udvidelse af sorg-begrebet. De havde set tilbud som skilsmissebarn-sorggruppe, pårørende-til-psykisk-syge-sorggruppe og kæreste-sorggruppe. De unge kom med en klima-sorg, som de havde brug for at få reflekteret og sat ord på.

Klima-sorggruppen skulle også være et sted, hvor aktivismen og politikken kunne holde pause. Som en sagde: Jeg har brug for et sted udenfor kampzonen. Et sted, hvor jeg ikke er tvunget ind i aktivismen skråsikre handlinger og politikkens fastlåse holdninger. Et sted, man kan være i tvivl. Et sted, hvor man kan reflektere over vores relation til kloden, som i nogen forstand er truet, og som i anden forstand allerede er taget fra os.

For selv at svare på, hvordan klima-sorg adskiller sig fra aktivisme og politik, plejer jeg at bruge en metafor. Jeg sammenligner klimakrisen med en bilulykke, hvor en nær relation er blevet ramt af en bilist.

I metaforen forstås bilulykken som klimakrisen med de overdrevne CO2-udledninger og deraf følgende gletsjerafsmeltning, skovbrande, artsudryddelse og klimaflygtninge. Bilisten er den hovedløse forbrugerisme, det vækstfikserede politiske system eller den følelseskolde fossile brændstofbranche. Den nære relation er vores klode.

Når en nær relation bliver ramt af en bil, vækker det følelser. Man kan blive drevet af ønsket om konsekvens for chaufføren, og hvis retssystemet svigter, kan man drives til selvtægt – det vil være aktivismens dimension. Man kan også gå i brechen for at ændre trafikvilkårene så hastighedsgrænser bliver sat ned og byerne gøres bilfri – det vil være den politiske dimension.

Men i al det aktivistiske og politiske engagement kan det måske allervigtigste glemmes: nemlig at pleje omsorg for sin nære relation, som er ramt.

Hvis det var et menneske der var kommet til skade, ville vi bruge tid ved sygesengen på at holde hende i hånden. For det er ved den relation, det hele starter og slutter. Sådan er det også med kloden, men hvordan holder man sin klode i hånden? Hvordan bevarer man jordforbindelsen – bogstaveligt talt?

Klima-sorg er anerkendelsen af, at klode-relationen er truet, syg og frarøvet. Klima-sorggrupper og offentlige klima-sorgritualer er et udtryk for denne virkelighed, og begge dele er noget andet end (parti)politik og aktivisme. Her angives nemlig ikke, om du skal gå til højre eller venstre. I klima-sorgen reflekteres vores klode-relation eller mangel på samme.

Det er som om mennesket er ved at genopdage, at jorden er en kommunikerende og følende organisme, som giver mening i sig selv

Thomas Høg Nørager
Sognepræst

Jeg har mødt mennesker, som ikke har lyst til at sætte børn i verden, fordi de dermed vil sætte turbo på klima-katastrofen. Jeg har mødt mennesker, som begræder, at man ikke længere skal tørre insekter af brillerne under en cykeltur. Jeg har mødt mennesker, som gerne vil have trænet deres empati, fordi de med deres intellekt forstår, hvor afstumpede vores accelererende vækstsamfund har gjort os over for alle relationer – også klode-relationen.

Det mest hjerteskærende billede på sorgen mødte jeg hos nogle unge, der sagde: "Klima-situationen er som at sidde i en førerløs bil, der kører ind i alt, vi elsker, uden at vi har chance for at stoppe vanviddet."

Klima-sorg og klode-relation hører altså sammen, men hvordan?

I nyere tid har sociologer, filosoffer og biologer fra videnskabeligt hold gjort os opmærksomme på, hvor organisk sammenhængende mennesket er med kloden.

Et godt eksempel er den erfaring, at vores kroppe ikke frastøder, men lever ved at indoptage jordens ilt, vand, planter og dyr, som lader det indgå i et meningsgivende kredsløb. Det er som om mennesket er ved at genopdage, at jorden er en kommunikerende og følende organisme, som giver mening i sig selv.

Den vestlige verdens vækstfilosofi har været vant til at se kloden som en legeplads for ressourceudnyttelse. Det syn er lykkeligvis ved at ændre sig. Man kan sige, at hvor vi har været vant til at tænke, at det var mennesket, som gav kloden mening efter behov, så er vi nu er ved at genopdage, at det er kloden, der giver mening til mennesket.

Klima-sorgen både et politisk og et apolitisk råb på engagement

Thomas Høg Nørager
Sognepræst

Tillad mig at bruge endnu en metafor. Indtil nu har vestens politiske og økonomiske systemer stået overfor kloden og dens ressourcer, som en herremand har stået overfor sin slavegjorte arbejder. Nu har klimakrisen så lært herremanden ikke at udnytte den slavegjorte i samme grad som før.

Det er det, man kalder den grønne omstilling. Og man bryster sig af, at den slavegjorte har fået det bedre. Men her kalder erfaringen af klima-sorg på noget mere, nemlig at selve herre/slave-forholdet må opløses. At herremanden træder ned fra sin piedestal og i stedet sættes i en ligeværdig og respektfuld relation til sin samarbejdspartner.

Således er klima-sorgen både et politisk og et apolitisk råb på engagement. For det indeholder et håb om, at vi mennesker igen lærer at træde ind i et dagligt virke, der ikke består i et herre/slave-forhold, men i en ligeværdig klode-relation båret af agtelse, uanset om vi er rundet af et progressivt eller konservativt livssyn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Høg Nørager

Sognepræst, Stefanskirken, Nørrebro Provsti

0:000:00