Udspil til finanslov: Sådan vil regeringen bruge penge på verdensmålene

Rapportering om virksomheders bæredygtighed og bibliotekers arbejde med verdensmålene. Her er nogle af de verdensmålstiltag, SVM-regeringen foreslår at bruge penge på.

Finanslovsforslaget blev præsenteret af finansminister Nicolai Wammen (S), økonomiminister og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
Finanslovsforslaget blev præsenteret af finansminister Nicolai Wammen (S), økonomiminister og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Line Høvik SøbyRasmus Raun Westh

Selv om det ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) “ikke er tid til at dele gaver ud”, er der afsat penge til enkelte verdensmålstiltag i SVM-regeringens udspil til finanslov for 2023.

Samtidig lægger regeringen op til at videreføre de verdensmålsinitiativer, der inden for de seneste år har fået en del af kagen på finansloven. Dem kan du læse om i sidste års dækning af finansloven set med verdensmålsbriller her.

Her er nogle af de tiltag, der specifikt går på arbejdet med verdensmålene, som SVM-regeringen foreslår at afsætte penge til:

Flere penge til 2030-panelet

2030-panelet står til at få 200.000 kroner oven i de allerede planlagte tre millioner, ligesom på S-regeringens forkastede finanslovsforslag fra september sidste år.

Den nu 3,2 millioner kroner store bevilling fortsætter til og med 2024.

2030-panelet rådgiver politikerne om arbejdet med FN's verdensmål og er oprindeligt udpeget af Folketingets 2030-netværk.  

Pengene går blandt andet til sekretariatsbetjening – en opgave, der i øjeblikket håndteres af paraplyorganisationen Globalt Fokus. Panelet kan selv bestemme, hvem der skal have opgaven. 

Penge fra kongelige mønter til verdensmålsråd

Der bliver uddelt 2,8 millioner kroner til Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål.

Pengene kommer fra overskuddet fra to såkaldte erindringsmønter, der blev produceret i forbindelse med regentparrets guldbryllup i 2017 og Dronning Margrethes 80-års fødselsdag i 2020. Mønterne genererede samlet et overskud på 19 millioner kroner, men det er altså kun en del af dem, der går til Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål.

Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål hører under Erhvervsministeriet og rådgiver regeringen om virksomheders arbejde med verdensmål og samfundsansvar. 

Det er desuden erhvervsminister Morten Bødskov, der skal fastsætte regler for administration samt udvælgelse af projekter, lyder det i udspillet.

Penge til rapportering om bæredygtighed

Der afsættes samlet 177,2 millioner kroner til og med år 2031 til rapportering om bæredygtighed i virksomheder. Mere specifikt skal pengene gå til Erhvervsstyrelsens it-udgifter i forbindelse med implementeringen af et nyt EU-direktiv om bæredygtighedsrapportering.

Ifølge Altingets kilder er pengene sandsynligvis sat af til en hjemmeside, der vil indeholde alle virksomhedernes resultater.

Direktivet vil sætte nye krav til rapportering om bæredygtighed til de helt store virksomheder fra regnskabsåret 2024. Direktivets forkortelse er CSRD - på dansk: direktivet for bæredygtighedsrapportering. En del af direktivets udførelse er, at virksomhedernes resultater skal være offentlige og let tilgængelige online.

De nye punkter, virksomhederne skal rapportere på, vil dække over FN’s verdensmål og inkludere målpunkter for blandt andet diversitet, ligestilling og klimaaftryk. 

Støtte til bibliotekernes arbejde med verdensmålene 

Der er afsat 1,6 millioner kroner til bibliotekernes arbejde med verdensmålene.

I finanslovsudspillet står der, at det arbejde skal indeholde: Formidling af verdensmålene gennem arrangementer og debatter; et verdensmålscertificeringsprogram for biblioteker; og uddannelse af lokale verdensmålsambassadører på bibliotekerne. 

Bibliotekerne er allerede i gang med arbejdet med verdensmålene - for eksempel med deres nationale emneuge for verdensmålene i uge 17. 

Konsekvensvurderinger af lovforslag 

I tråd med løftet om verdensmålsscreeninger af alle lovforslag er en del af bevillingerne på finanslovsforslaget blevet vurderes i forhold til, hvilke verdensmål de bidrager til at opfylde.

Eksempelvis vurderes landeprogrammet for Palæstina at understøtte “FN's verdensmål 5 (Ligestilling mellem kønnene), verdensmål 8 (Anstændige jobs og økonomisk vækst), verdensmål 13 (Klima- indsats) og verdensmål 16 (Fred, retfærdighed og stærke institutioner).”

Regeringen begynder forhandlingerne med de øvrige partier fredag. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Jakob Engel-Schmidt

Kulturminister, MF (M)
officer af reserven (Kongens Artilleriregiment 2003), cand.merc. i international business (CBS 2010)

0:000:00