Mette Frederiksen henviste til, at flertallet af 3F’s medlemmer er usikre på, om deres børn får et bedre liv end dem selv:

"For mig står det mere og mere klart, at prisen for ureguleret globalisering, massiv indvandring og arbejdskraftens frie bevægelighed betales i de lavere samfundslag. Når man lægger det hele sammen, gælder den sociale kontrakt ikke længere for mange mennesker. Jo, velstanden er samlet set steget, men mange har oplevet forringelser og større usikkerhed", sagde hun i Thomas Larsens samtalebog Mette Frederiksen.

Den dramatiske nedtur for Socialdemokratiet kan stadfæstes med to ord: store bededag.

Lars Olsen

Danmark var et opsigtsvækkende brud på den europæiske tendens, hvor arbejderne vender ryggen til de gamle arbejderpartier.

I Mette Frederiksens første periode blev jeg kontaktet af mange udenlandske journalister, selv Le Monde ringede for at få mysteriet opklaret. Og ved valget i 2022 fik Socialdemokratiet 35-40 procent i mange provinsområder med arbejderklasse og lavere middelklasse.

Den dramatiske nedtur kan stadfæstes med to ord: store bededag. De færreste danskere er bevidste om, at Mette Frederiksens socialdemokrati her underlagde sig Finansministeriets nyliberale doktrin om "øget arbejdsudbud", men reagerede langt mere intuitivt – de ville ikke opgive en velfortjent fridag ud fra en luftig forklaring.

S-toppen har siden søgt at klinke skårene. Grupper af offentligt ansat frontpersonale har fået et mærkbart lønløft. Samtidig er Socialdemokratiet ved at dreje den uddannelsespolitiske supertanker. Penge og fokus skifter fra universiteter og akademikere til erhvervs- og professionsuddannelser, der typisk tages af arbejderklassen og den lavere middelklasses børn. Mattias Tesfaye er i gang med en mere praktisk folkeskole.

Det er således ikke rigtigt, når overfladiske kommentatorer sammenligner dagens politik med højredrejningen under Thorning og Corydon. S-ministrene søger rent faktisk at flytte socialdemokratiske hegnspæle, men de nye tal for arbejdervælgerne skærer det ud i pap: der skal mere til.

Der er brug for et drej på to områder: For det første er vi i en velfærdskrise – sygehuse, ældre, skoler, daginstitutioner, offentlig trafik i yderområderne. Siden 2019 har Mette Frederiksens regeringer godt nok ladet velfærdsbevillingerne følge "det fulde demografiske træk" (flere ældre + øget velstand i samfundet), men det har ikke lukket hullet efter en gigantisk underfinansiering, som blev skabt under Thorning og frem for alt Løkke-regeringerne 2015-19. Pengene mangler i dag i de kommunale budgetter.

S-ministrene søger rent faktisk at flytte socialdemokratiske hegnspæle, men de nye tal for arbejdervælgerne skærer det ud i pap: der skal mere til.

Lars Olsen

Samtidig triller milliarder af en helt anden størrelsesorden til Forsvaret og Ukraine, også skattelettelser er der råd til. Ja, vi skal hjælpe Zelenskyj og co., men skal lille Danmark virkelig yde mere end Spanien, Italien og Frankrig tilsammen?

Første oplagte anledning til at rette op er de forestående forhandlinger mellem finansministeren og KL. Mette Frederiksen må tage en alvorlig snak med Nicolai Wammen, dette er ikke business as usual, men et spørgsmål om Socialdemokratiets fremtid som bredt folkeligt parti.

Det anden store påtrængende drej er identiteten. Mange er blevet usikre på, hvad Socialdemokratiet står for under SVM. I Mette Frederiksens første periode var identiteten krystalklar: Stram udlændingepolitik, decentralisering og "rød" velfærdspolitik. Den stramme udlændingepolitik er heldigvis stadig tydelig, men de to andre blæser i vinden.

Arbejdervælgernes exit må være et wake up call. Det skal nødig gå som i andre europæiske lande.