Debat

SMVdanmark: Hverken Vestager eller Bødskov tager bureaukratiets skadevirkninger alvorligt nok

De europæiske SMV'er er ikke lovløse skurke, der vil drive rov på arbejdskraften og undvige at leve op til reglerne. Men der er alt for mange regler, som virksomheder skal leve op til. Hvis det skal ændres, skal der ske radikale forandringer, skriver Jesper Beinov.

Meget tyder på, at bureaukrati er på lystavlen over alt i EU – og det er utrolig vigtigt for SMV'erne og erhvervslivet, skriver Jesper Beinov. Arkivfoto.
Meget tyder på, at bureaukrati er på lystavlen over alt i EU – og det er utrolig vigtigt for SMV'erne og erhvervslivet, skriver Jesper Beinov. Arkivfoto.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Jesper Beinov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er forfriskende at se erhvervsminister Morten Bødskov (S) udfordre Margrethe Vestagers – skal vi kalde det – ”status-quo” tilgang til EU-bureaukratiet.

Det er ingen hemmelighed, at bureaukratiet er en af de absolut største udfordringer for danske virksomheder, og vi har brug for, at problemet bliver taget alvorligt.

Margrethe Vestager mener, at EU-bureaukratiet er der af en grund, og at den reelle udfordring handler om at få den lovgivning, som EU har besluttet, implementeret.

Morten Bødskov holder på, at EU skal vænne sig til, at løsningen på problemer ikke altid er ny lovgivning, og han opfordrer EU-Kommissionen til at følge sin egen målsætning: Nemlig at rapporteringskravene skal reduceres med 25 procent.

For hver ny byrde, der indføres, bør man ophæve to gamle. Det havde man stor succes med i den canadiske provins British Columbia for 20 år siden.

Jesper Beinov
Direktør, SMVdanmark

Europas virksomheder er ikke overgrebsmænd

Det bekymrer mig at læse, at Margrethe Vestager kalder EU-bureaukratiet for et ”bureaukratisk værn mod industrielle overgreb”.

Hvad er det for nogle overgreb, hun forestiller sig, erhvervslivet planlægger, hvis der fjernes bare nogle af de mange regler, der i dag gør det svært at drive virksomhed? 

Jeg er selvfølgelig enig i, at vi ikke bare kan afskaffe alle regler.

Der skal være nogle rammer, man som borger og virksomhed skal holde sig inden for, men er det meningen, at en virksomhed skal bruge adskillige timer om ugen bare på at udfylde, rapportere og indberette en masse oplysninger, som myndighederne selv kunne skaffe, hvis de fik lov?

Er det rimeligt, at virksomhederne skal gå glip af vækst og udvikling, fordi de skal bruge timevis på at navigere i nye krav fra EU?

Ikke hvis du spørger mig og SMVdanmarks over 18.000 medlemmer. SMV'erne er ikke lovløse skurke. De vil enormt gerne leve op til lovgivningen, men den opgave er vokset helt ud af proportioner i takt med at mængden af regler er eksploderet.

Ikke mindst, når vi taler om regelbyrden fra EU.

Læs også

Bødskov skal vise, han mener det

Det glæder mig, at erhvervsministeren er gået i gang med regelforenkling, men personligt vil jeg gerne se lidt mere fra ministerens hånd end et enkelt regelforsimplende lovforslag, inden jeg føler mig overbevist om, at han vil gøre det, der skal til for at få luget ud i regeljunglen. 

Det er en udmærket start, men vi kommer ikke uden om, at der er behov for et opgør med vores måde at lave lovgivning på i både Danmark og EU.

Hvilke overgreb forestiller Margrethe Vestager sig, erhvervslivet planlægger?

Jesper Beinov
Direktør, SMVdanmark

Det kan vi helt konkret gøre ved, at vi for hver ny byrde, der indføres, ophæver to gamle. Det lyder måske lidt kækt, men det havde man stor succes med i den canadiske provins British Columbia for 20 år siden.

Så hvorfor ikke give det et forsøg i Danmark – og måske også i EU?

EP-valg skal medføre et opgør med regler

Jeg synes heldigvis, at de danske EP-kandidater er opmærksomme på bureaukratiets bivirkninger. De ved, at der er behov for et opgør med bureaukratiet.

Det er helt tydeligt, når man ser på SMVdanmarks kampagne under overskriften ”Jeg vil arbejde for at nedbringe mængden af EU-bureaukrati”, som har opbakning fra politikere fra Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Radikale Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.

Flere af vores kolleger i de europæiske SMV-organisationer har også bureaukrati som fokusområde, både generelt og særligt op til det kommende Europa-Parlamentsvalg.

Det tyder på, at bureaukrati er på lystavlen over alt i EU – og det er utrolig vigtigt for SMV'erne og erhvervslivet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Beinov

Direktør, SMVdanmark
master i redaktionel ledelse (SDU 2010), master i Europastudier (Københavns Uni. 2005), cand.mag. i historie og dansk (Københavns Uni. 1996)

Morten Bødskov

Erhvervsminister, MF (S)
BA i samfundsfag (Aalborg Uni. 1994)

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

0:000:00