Hermed vender vi tilbage til Grundtvig og hans salme. For er det nok at stå med solen op, eller kræver det i vores brutale og komplekse verden ikke væsentligt mere at kunne styre globale mastodonter som Arla og Danish Crown?

Kigger vi på vores naboland Tyskland, så besluttede deres største andelsslagteri Westfleisch sidste år at udskifte ejerlandmænd med skarp ekspertise.

Den samme udvikling kan ses andre steder i verden, men i Danmark holder vi krampagtigt fast i lægmandsbestyrelserne til sidste blodsdråbe. Fordi det er en del af andelsbevægelsens DNA.

Tordenskjolds soldater spiller rollespil

Et andet problem er, at det er Tordenskjolds soldater, der styrer andelsbevægelsen.

For få dage siden kastede andelsselskabet OK som nævnt en redningskrans ud til den kriseramte andelskollega Coop.

Dette er en gentagelse af det scenarie, vi oplevede i forbindelse med de evindelige slagterifusionerne over det sidste halve århundrede.

Rollespillet for de slagterifusioner, der har bragt antallet af andelsslagterier i Danmark fra 62 til 1, var forudsigeligt og blev gentaget sammenbrud for sammenbrud, fusion efter fusion.

Andelsslagterikæden er slut, og kædebrevet leveret videre for sidste gang.

Hans Jacob Petersen
Forfatter og tidligere landmand

Når et andelsslagteri kunne se sit Waterloo forude, kontaktedes diskret mulige redningspartnere.

Der blev tænkt storsindet og kreativt hos det andelsslagteri, der skulle føre den kooperative fane videre i det fælles fusionerede selskab. Det fallerede slagteris administrationsbygninger kunne selvfølgelig sælges.

Måske sammen med en leverpostejsfabrik og et kølehus? Det ville give gode penge til den fremtidige, fusionerede kasse.

Der blev, igen og igen, når fusions-forbrødringen kørte, fundet voldsomme synergieffekter, stærkt givtige rationaliseringer og banebrydende nytænkning.

Andelshaverne i taberslagteriet og vinderslagteriet var oftest opstemte og godt tilfredse. Direktøren havde jo da bare været en klovn. Resten var jo, syntes samtlige i landmandsflokken, indlysende rigtigt.

Vindergejst og trylleord

Det fortsættende slagteri var også besjælet af vindergejst.

Nu havde man sammen nået en størrelse og synergieffekt, som ville forgylde og berige alle, var slagteriformandens gængse udtalelse til lokal-tv og dagbladene. 

Rollespillet for de slagterifusioner, der har bragt antallet af andelsslagterier i Danmark fra 62 til 1, var forudsigeligt og blev gentaget sammenbrud for sammenbrud, fusion efter fusion.

Hans Jacob Petersen
Forfatter og tidligere landmand

”Fusionsgevinster” og ”synergieffekter” var de nye trylleord – nye flotte begreber, der gjorde enhver skepsis tavs og fik slagteribryllupper til at gå glat igennem afstemningerne.

Altid med totalitærstats-stemmetal på ja-siden. Men uden den ønskede effekt. Den sidste tilbageværende slagteri-koncern, Danish Crown, er i dag i dyb krise.

Det samme kan siges om Coop, der også er kronisk underskudsgivende – i modsætning til andre spillere som Lidl og Salling Group, der i disse år oplever stor vækst på det danske marked.

I forbindelse med OKs opkøb tales der atter om synergieffekter og fusionsgevinster, men som det blandt andet kan aflæses af Danish Crowns stærkt pressede situation, kom de enorme fusionsgevinster og de endnu større synergieffekter aldrig hjem.

For der blev, gennem hele forløbet fra de oprindelige 60 andelsslagterier til det kriseramte sidste ene, ageret virkelighedsfjernt og planøkonomisk.

Danish Crown-hovedkvarteret i Randers ville helt sikkert have givet alverdens fineste skinker for, at man da bare havde haft et kollega-andelsslagteri at ringe til.

Så de sammen med gode, ens prægede kolleger kunne fremtrylle nye fusionsgevinster, stordriftsfordele og nye lukrative markeder.

Andelsbevægelsen er slut

Men andelsslagterikæden er slut, og kædebrevet leveret videre for sidste gang. Der er ingen at ringe til fra andels-stammen.

Nu er turen altså kommet til Coop, og 100.000 kroners-spørgsmålet er, hvem fra stammen, der bliver den næste man ringer til – måske DLG eller DLF?

Lyset er ikke for de lærde blot, men det kræver en knivskarp bestyrelse at få andelsselskaberne ud af hængedyndet og måske allervigtigst, så skal andelsformen tages op til grundig revision.

For tiden er løbet fra andelsbevægelsen, som vi kender den i dag.