Det kan være fristende at sikre sig, at man mener og siger præcis det, som fonde og politikere gerne vil høre, så man kommer med i næste bevillingsrunde eller endda opnår en plads på finansloven.

Når alt det gode, civile arbejde er på spil i en tid med usikker økonomi, så forstår jeg virkelig godt dem, som passer på og passer ind.

Derfor vil jeg ikke skrive en formaning, men en opmuntring: Tal frimodigt. Vores vigtigste fællesskab som samfund er familierne og de frivillige fællesskaber, som vi vælger at forpligte os på.

Der findes intet stærkere end et mennesker, som vælger at hjælpe uden at være tvunget, lønnet eller presset til det. Den styrke har civilsamfundets organisationer.

Min klare opfordring vil være at finde stolthed i det. At stå ved sig selv og sine værdier, også når de ikke er populære.

Stå fast ved sagen

Jeg har selv som politiker oplevet at blive skældt voldsomt ud af organisationer, som er uenige med mig. Men når jeg skal bakke op om projekter, ser jeg på, hvad der virker.

Hold derfor frimodigt fast i at være ærlige og tale direkte om den sag, man som organisation kæmper for. Stå stolt fast på de resultater, man leverer og vis dem frem.

I et demokratisk samfund skal der være plads til både dialog og uenighed. Men det må ikke være de mest indsmigrende organisationer, som får flest penge.

De mest udsatte i vores samfund fortjener den bedste hjælp. Alle skatteborgere fortjener, at deres hårdt tjente penge går til de projekter, som faktisk virker.

Jeg er både stødt på spørgsmål om organisationers tro, ansvar og metoder, når jeg har kæmpet en sag for en civil organisation.

Det er på ingen måde relevant, om formanden for en organisation beder aftenbøn, når udsatte borgere skal have hjælp.

Det er hjælpen, som tæller og den kan være ligeså god, uanset om man er kristen, ateist eller noget helt andet.

Sig fra, når medløberne favoriseres

Vi bliver nødt til at huske på, at mange velfærdsordninger, skoler, sundhed og socialt arbejde udspringer af et næstekærligt behov for at hjælpe, som i dag findes i et utal af gode organisationer.

“Den, der betaler, bestemmer” er måske sandt, men i sidste ende er det os alle som borgere, som betaler og derfor også os, som må bestemme.

Isabella Arendt

Når politikerne eller fondene så glemmer sagligheden og måske favoriserer dem, der taler dem efter munden, har civilsamfundet samtidig et ansvar for at sige fra og turde vise resultaterne tydeligt frem og bevise, at der er brug for dem.

Vi har netop brug for et virvar af organisationer i vores civilsamfund, som har forskellige metoder, forskellige fokusområder og forskellige værdier – af den simple årsag, at de er sat i verden for at hjælpe mennesker med forskellige værdier, behov og muligheder.

Forskelligheden er en styrke, vi skal passe på.

Fonde, SSA-forhandlinger og finanslovspulje må ikke bidrage til at ensrette vores civilsamfund, men skal netop være en hånd i ryggen på den forskelligartethed, som findes. Det er der brug for. Især i denne tid, hvor det anderledes har trange kår.

Borgerne betaler i sidste ende

Vi må og skal have et samfund, hvor vi kan sige vores ærlige mening til hinanden i god, demokratisk dialog. Også som civil organisation.

“Den, der betaler, bestemmer” er måske sandt, men i sidste ende er det os alle som borgere, som betaler og derfor også os, som må bestemme.