Privat jobformidling dumper

Af Christian Grønnemark
Formand, Beskæftigelsesudvalget i HK/Kommunal 

Holland har betalt dyre lærepenge for den fuldskala udliciteringsmodel, der blev indført i 2001. Og det er særdeles vanskeligt at genetablere kommunale systemer og funktioner, som en gang er blevet nedlagt.

Vi får mere og mere dokumentation for, at kommunal jobformidling præsterer bedre end privat. Tidligere på året har en omfattende rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) dokumenteret, at private aktører er både dyrere og dårligere end det offentlige system. Og det til trods for, at regeringen har givet de statslige jobcentre enestående økonomiske incitamenter til at bruge private aktører, hvilket ifølge SFI svarer til "at slippe børn løs i en slikbutik".

På det helt jordnære plan har man i Køge Kommune gennemført den mig bekendt første og hidtil eneste benchmarking mellem en kommunal og en privat jobaktør. Resultatet er klart: Borgere på sygedagpenge og kontanthjælp kommer hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet, hvis de er tilknyttet det kommunale jobcenter frem for den private, multinationale virksomhed, Agens.
 
Senest har Flemming Larsen fra Aalborg Universitet for HK/Kommunals Beskæftigelsesudvalg gennemført den formentlig hidtil bedst dokumenterede analyse af de erfaringer, man i udlandet har gjort sig med udlicitering af beskæftigelsesindsatsen. I den forbindelse er det den hollandske model, der har tiltrukket sig størst international opmærksomhed. Det skete, da landet i 2001 indførte en næsten fuldskala markedsmodel med udlicitering af ledige til private serviceudbydere. Dengang blev Holland af danske politikere det foretrukne modelland for reformer af beskæftigelsessystemet.

At forsøge at markedsgøre noget, som i realiteten ikke kan fungere som et rigtigt marked, gavner ingen.

Christian Grønnemark
Formand, Beskæftigelsesudvalget, HK/Kommunal

Hvordan er det så gået for vores genboland i sydvest? Jo, analysen konkluderer meget éntydigt, at privatiserings-euforien fra 2001 mildest talt er fordampet. Den dengang nærmest ideologiske tro på, at en fuldstændig markedsgørelse af de beskæftigelsespolitiske tiltag nærmest pr. automatik ville skabe bedre og billigere indsatser er ikke længere til stede i det hollandske system. Det har for det første vist sig at give overordentlig store administrative byrder for det offentlige at regulere og overvåge det private jobmarked.

For det andet har det været et markant problem, at man i Holland har tabt muligheden for offentlig styring og kontrol. Det er således meget svært at styre et område alene baseret på incitamenter. I Holland er de kommunale beskæftigelsesmyndigheders tidligere rolle på den baggrund ved at blive genetableret. Der anvendes indtil videre stadig private aktører, men det sker nu på mere specialiserede ydelser. Til gengæld forestår der nu en kæmpeopgave med at få re-professionaliseret medarbejderne i de kommunale beskæftigelsessystemer. Disse medarbejdere er under privatiserings-felttoget simpelthen forsvundet ud i andre jobs eller har ageret som rene ekspedienter under de private aktører.

Til trods for den efterhånden ret omfattende dokumentation, der viser, at en privatisering af jobindsatsen har temmelig alvorlige konsekvenser ikke mindst for de ledige, ja så kører den danske regering fortsat på med en næsten religiøs, ideologisk tilgang til området. Regeringen har for nylig fået gennemtrumfet to love, der illustrerer dette. Det ene handler om, at kommunerne får halvdelen af deres udgifter til administration tilbage fra staten, hvis de vel at mærke udliciterer administrationsopgaverne på beskæftigelsesområdet til private aktører. I den anden lov får kommunerne tilladelse til at overlade myndighedsansvaret til private i sager om sygedagpenge.

I det første tilfælde er der tale om en helt uholdbar favorisering af de kommuner, der vælger at privatisere. Det nærmer sig noget, der mest af alt ligner tvangsudlicitering. I det andet tilfælde handler det simpelthen om, at basale borgerrettigheder risikerer at blive underløbet.

Regeringen er desværre ved at gentage de dårlige erfaringer, som man f.eks. i Holland er ved at gøre op med. At forsøge at markedsgøre noget, som i realiteten ikke kan fungere som et rigtigt marked, gavner ingen. Det virker temmelig åbenlyst som om, det fra regeringens side mere handler om få rykket nogle ideologiske hegnspæle, end det drejer sig om at få optimeret forholdene i jobcentrene til gavn for de ledige.