Debat

HK Hovedstaden: Skamløst 2023-budget skriver de svageste ud af ligningen

Det er beskæmmende, at Københavns politikere ikke har stukket fingrene i jorden og reflekteret over, hvad kan sikre folk et arbejde, skriver formand Christian Grønnemark.

Det er beskæmmende, at partierne bag 2023-budgettet så kynisk skriver endnu et par svage grupper ud af fremtiden, skriver Christian Grønnemark.
Det er beskæmmende, at partierne bag 2023-budgettet så kynisk skriver endnu et par svage grupper ud af fremtiden, skriver Christian Grønnemark.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Christian Grønnemark
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Budgetaftalen for 2023 i København Kommune mellem alle rådhusets partier, bortset fra Socialdemokratiet og SF, er særdeles bekymrende på en række punkter.

Det gælder især på områderne virksomhedspraktik, førtidspension, fleksjob. Det skuffer mig, at partierne bag aftalen ikke har taget borgerbrillerne på, men i stedet har fokuseret på, hvad der udefra alene ligner en klar magtdemonstration overfor S og SF. Tilsyneladende uden i forhandlingerne at have medbragt et kvalificeret hensyn til borgerne.

Virksomhedspraktik har eksempelvis igennem de seneste år i København haft et fast format i detailhandelen, efter der i forbindelse med budgetaftalen for 2020 blev afsat midler til en 'Ny Strategi for Virksomhedspraktik i detailbranchen'. Nu lukkes denne nye strategi for virksomhedspraktik så ud med badevandet i budgetaftalen for 2023.

Dermed sparer kommunen beskedne 630.000 kroner på budgettet. Det er yderst beklageligt, fordi projektet allerede har vist sig at tjene det formål, som gjorde, at idéen kom på budgettet i 2020.

Igen er det vores svage medborgere, som betaler regningen. Det er ganske enkelt skamløst af partierne bag Københavns 2023-budget

Christian Grønnemark
Formand, HK Hovedstaden

Hvorfor lukke en ordning, der fungerer?

Det viser den evaluering, som forvaltningen gennemførte denne sommer. "Evaluering viser, at der er gode beskæftigelsesresultater for borgere, der har deltaget i projektet," lyder det i et 2023-budgetnotat.

"Forvaltningens samlede vurdering af strategien er, at den løbende opfølgning på borgerne, samt det tætte samarbejde med detailbutikkerne – før, under og ved afslutningen af virksomhedspraktikkerne – fungerer hensigtsmæssigt og bidrager til, at flere borgere ansættes i detailbranchen i forlængelse af praktikforløbet," fremgår det videre i notatet.

Som formand for 75.000 medlemmer i HK Hovedstaden efterlader det mig med ét logisk spørgsmål til partierne bag Københavns budgetaftale for 2023: Hvorfor har I valgt at lukke en ordning, som sikrer højere kvalitet i den enkelte virksomhedspraktik – både for borger og virksomhed?

Har partierne bag budgetaftalen for 2023 nu tænkt sig at gå tilbage til tiden før 2020, hvor der ikke blev stillet præcise krav til indhold og afrapportering af virksomhedspraktikker, og som dokumenterbart sparede eksempelvis Salling Group og Coop for millioner af kroner i lønudgifter? Og hvor ulønnede virksomhedspraktikker fortrængte ordinære job i din lokale Netto eller Irma?

Eller er fjernelsen af en kvalificerende virksomhedspraktik blot udtryk for manglende prioritering af de umiddelbart svage i beskæftigelsesindsatsen i København? 

Skamløse disharmonier i nyt budget

Hele indsatsen for førtidspension- og fleksjobområdet får også i den grad et skud for boven i Københavns nye budgetaftale, som sparer næsten tre millioner kroner på implementering af en række anbefalinger om fleksjob og førtidspension, som var en del af budgetaftalen tilbage i 2019.

Anbefalingerne kom fra en taskforce, som jeg selv deltog i. Vores hovedanbefaling var, at antallet af sager per medarbejder blev sat betydeligt ned, så der kom rum til bedre opfølgning og løbende socialfaglige vurderinger af sagerne. Det skete med 2019-budgetaftalen, hvor 75 millioner kroner over de følgende fire år blev brugt på at sænke antallet af sager for den enkelte sagsbehandler.

"Det kan vi kun gøre ved at ansætte flere sagsbehandlere," sagde beskæftigelsesborgmesteren ved behandlingen af Københavns 2019-budget. Et forsøg i beskæftigelsesforvaltningen bekræftede senere taskforcens anbefaling om, at færre sager per medarbejder gav bedre forvaltning og bedre oplevelser for borgeren.

Nu lukkes der ned for videre implementering af disse anbefalinger med 2023-aftalen. Det er beskæmmende, at partierne bag så kynisk skriver endnu et par svage grupper ud af fremtiden.

Anbefalingerne af lavere sagsstammer undlader Københavns 2023-aftale at videreføre og sparer tilsyneladende et tocifret millionbeløb på det fravalg. De lavere sagsbunker bliver udelukkende ført videre for modtagere af sygedagpenge og borgere i jobafklaringsforløb.

Dermed bliver tidligere gode takter desværre endnu en gang til tilfældige disharmonier. Og igen er det vores svage medborgere, som betaler regningen. Det er ganske enkelt skamløst af partierne bag Københavns 2023-budget.

Sprogundervisning og iværksætterstøtte er sløjfet 

Der er en række andre elementer i 2023-budgettet, som desværre viser forligspartiernes manglende indsigt i det københavnske arbejdsmarked og dets forudsætninger.

Den halve million kroner, som sidste år blev brugt til at styrke iværksættere i København, er nu slettet, og fremtidens københavnske iværksættere kan måske i stedet få hjælp i Løvens Hule

Christian Grønnemark
Formand, HK Hovedstaden

Det gælder for eksempel fjernelsen af 520.000 årlige budgetkroner til sprogundervisning. Det er et område, hvor især 3F har en indlysende interesse i at hjælpe sine medlemmer. Det bliver så ikke for de kommunale skattekroner i denne ombæring.

Det fremgår ellers af et 2023-budgetnotat, at "mange ledige oplever, at det er svært at etablere sig på det københavnske arbejdsmarked, hvor en af årsagerne er udfordringer i forhold til deres sproglige færdigheder," fremgår det af notatet som fortsætter:

"Ofte er det vigtigt, at medarbejderne har et rimelig dansk-niveau, men i flere brancher er der også behov for at kunne engelsk, hvorfor dette også bør prioriteres. Det omhandler især brancher inden for hotel- og restauration, underholdning og oplevelsesindustrien, hvor der er krav til, at medarbejderne besidder engelskkundskaber på et vist niveau."

Men udgiften er slettet i det næste budget for København. Hvorfor?

Det samme gør sig gældende for den halve million kroner, som sidste år blev brugt til at styrke iværksættere i København. Udgiften er nu slettet, og fremtidens københavnske iværksættere kan måske i stedet få hjælp i Løvens Hule.

Partier har glemt at stikke fingeren i jorden

Siden 2015 har København årligt afsat 500.000 kroner til et samarbejdsforum mellem Jobcenter København, a-kasserne og de faglige organisationer. Af evalueringen fra 2021 fremgår det, at tilslutningen har været stigende.

Ved årets begyndelse var der 335 e-mailadresser på distributionslisten stigende til 424 e-mailadresser ved det sidste arrangement ved udgangen af året. Nu sendes Samarbejdsportalen på trods af succes blandt brugerne ud i mørket. Hvorfor?

Det giver mig også anledning til solid undren, at de næsten ti millioner kroner, som sidste år blev sat af til projekt "God løsladelse – fokus på beskæftigelse og uddannelse" til næste år er forsvundet som efterårsdug for septembersolen. Det viser desværre, at politikerne bag budgetaftalen ikke har stukket fingrene i jorden og reflekteret over, hvad der virker, og hvad som ikke virker for at sikre folk arbejde.

Så Københavns 2023-budget skriver i høj grad de svageste ud af ligningen. Det er forstemmende.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Grønnemark

Formand, HK Hovedstaden
lærer, voksenpædagog, kok

0:000:00