Kun 18 EU-borgere har fået hurtigere adgang til dagpenge

VELFÆRDSYDELSER: Ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at kun 18 borgere fra andre EU og EØS-lande i 2015 brugte EU-regler til hurtigere få ret til danske dagpenge. Tallene glæder beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Blot 18 europæere fik i 2015 hurtigere fingrene i danske dagpenge.

Det skriver Berlingske.

En ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet viser, at 18 borgere fra andre EU og EØS-lande i 2015 gjorde brug af EU-reglen om at medregne forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra deres hjemland for at få hurtigere adgang til det danske dagpengesystem.

Tallene glæder beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Ifølge ham viser tallene, at det danske optjeningsprincip, hvor dagpengemodtageren skal have arbejdet mindst tre måneder i Danmark, virker efter hensigten.

”Det danske dagpengesystem er ikke på den måde under pres, som man kunne have frygtet. Jeg er glad for, at det er et meget begrænset antal, fordi vi har en dansk, solidarisk model, der skal sikre, at andre nationaliteter ikke kommer hertil og gør hugst på vores dagpengesystem, for så mister vi opbakningen til det,” siger Troels Lund Poulsen til Berlingske.

Ifølge Berlingske fik i alt 6.600 EU og EØS-borgere dagpenge i Danmark i 2015, men udover de 18 har de øvrige optjent dagpengeret efter de samme regler som danske statsborgere. Det vil sige, at de har været medlem af en dansk a-kasse i mindst et år og haft mindst 52 ugers fuldtidsarbejde inden for de seneste tre år.

Der har de seneste år været en politisk debat omkring især østeuropæeres adgang til danske velfærdsydelser. Blandt de 18 var én fra Østeuropa, 14 fra nordeuropæiske lande og tre fra Sydeuropa.

Forrige artikel Ny departementschef med smag for rampelyset Ny departementschef med smag for rampelyset Næste artikel Løhde bakker op om at tage julefridage fra statsansatte Løhde bakker op om at tage julefridage fra statsansatte