Debat

Lederne om nyt barselsudspil: Der er brug for en mere ambitiøs fordeling for at skabe ligestilling

Fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforenings forslag om øremærket barsel er hverken historisk eller ambitiøst nok. Vi skal sigte højere ved at reservere mere fædreorlov for at sætte skub i ligestillingen på barselsfronten og på arbejdsmarkedet, skriver Bodil Nordestgaard Ismiris.

FH og DA's barselsmodel er for uambitiøs, mener Lederne. De foreslår i stedet, at man reserverer 16 ugers orlov med barselsdagpenge til fædre ud over de to uger, som er reserveret til dem i dag. 
FH og DA's barselsmodel er for uambitiøs, mener Lederne. De foreslår i stedet, at man reserverer 16 ugers orlov med barselsdagpenge til fædre ud over de to uger, som er reserveret til dem i dag. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Bodil Nordestgaard Ismiris
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mandag aften var Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) ude i flere medier med en såkaldt historisk aftale om en mere ligelig fordeling af barslen.

Selvom vi hos Lederne anerkender det fælles forslag, og det ganske rigtigt er historisk, at de to parter har kunnet finde fælles fodslag om nye regler for fædres barsel i Danmark, så kan selve aftalen, eller rettere de to parters oplæg til en dansk implementering af EU-direktivet om fædreorlov, næppe kaldes for historisk i sig selv.

Det, som DA og FH foreslår, er nemlig reelt set kun en minimumsimplementering med præcis de ni ugers ekstra forældreorlov reserveret til fædre, som EU-direktivet kræver. Det vil sige ud over de to ugers fædreorlov, som "far" i forvejen har. Her mener vi hos Lederne, at man bør gå mere ambitiøs til værks.

Mere fædreorlov, mere ligestilling

Med EU-direktivet har vi en unik chance for at bane vejen for, at flere kvinder gør karriere, ikke mindst som ledere, ved at sætte turbo på udviklingen i mænds barselsorlov, og vi bør derfor også sikre en endnu mere lige fordeling af barslen, end der lægges op til i EU-direktivet.

Det er helt centralt, at vi sikrer en større del af barslen til far, hvis vi for alvor vil sætte skub i ligestillingen mellem far og mor på barselsfronten og på arbejdsmarkedet.

Bodil Nordestgaard Ismiris
Adm. direktør, Lederne

Derfor har vi i Lederne foreslået, at man reserverer 16 ugers orlov med barselsdagpenge til fædre ud over de to uger, som allerede er reserveret til fædrene i dag. Samtidig skal der også reserveres 16 uger til mor, ud over de to uger som mødrene er forpligtet til at afholde lige efter fødslen.

Det vil samlet set give begge forældre 18 ugers reserveret barsel. Dermed reserveres der syv uger mere til fædrene end i DA og FH-oplægget.

Det er helt centralt, at vi sikrer en større del af barslen til far, hvis vi for alvor vil sætte skub i ligestillingen mellem far og mor på barselsfronten og på arbejdsmarkedet, da vi ved, at fædrene ofte kun tager den orlov, som er reserveret til dem, mens mødrene tager langt størstedelen af den resterende orlov.

Nøjes vi derfor med den barselsmodel, som FH og DA foreslår, der samlet set sikrer far 11 ugers barsel, kan vi – sat på spidsen – også regne med, at mor vil tage langt størstedelen af de resterende 48 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen. Så har vi stadig lang vej til en ligestilling.

Udnyt den kvindelige talentpulje

Når vi hos Lederne går ind for en mere ambitiøs fordeling af barslen, skyldes det, at kvindernes lange barselsorlov ifølge forskningen lægger en betydelig dæmper på deres karriere, da kvinder efter barslen ofte går ned i arbejdstid, skifter til den offentlige sektor samt tager en langt højere del af børnenes sygedage end mændene.

Kvinderne er lige så højtuddannede og mindst lige så kvalificerede som mændene, og dermed udnytter vi slet ikke talentpuljen af kvinder godt nok.

Bodil Nordestgaard Ismiris
Adm. direktør, Lederne

Skal vi sikre mere ligestilling på arbejdsmarkedet og på de danske ledelsesposter, bliver vi derfor nødt til at ændre drastisk på den måde, barslen fordeles i dag.

Beregninger fra Lederne har tidligere vist, at vi skal vente op i mod 84 år, før der kommer ligestilling i barslen, hvis ikke der sker politisk indgriben – og selvom DA/FH-oplægget er et vigtigt skridt på vejen til at få nedbragt de 84 års ventetid markant, så er det stadig kun et skridt på en vej fyldt med mange normer og vaner, der skal overkommes.

Men det er en vej, vi må og skal gå hele vejen nedad.

I dag udgør kvinderne under en femtedel af lederne i den private sektor i Danmark, og det er et samfundsmæssigt problem, at vi i så lille et land som Danmark har så skæv en kønsfordeling på lederposterne. Kvinderne er lige så højtuddannede og mindst lige så kvalificerede som mændene, og dermed udnytter vi slet ikke talentpuljen af kvinder godt nok.

Det skal vi have gjort op med.  Her spiller lovgivningen i forhold til barselsorloven en væsentlig rolle. Derfor er der brug for en mere ambitiøs fordeling af barslen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00