LO i hovedstaden: Vi svigter folkeskolens mest udfordrede

Af Per Olsen
Formand LO Hovedstaden

Faktum er, at det står sløjt til, vi hylder de dygtige og glemmer de unge med udfordringer – det har konsekvenser for os alle. 

Per Olsen
Formand LO Hovedstaden

Som bekendt er de Radikale (og andre) bekymrede over arbejdsudbuddet i Danmark, en pointe som nu luftes i forhold til Regeringens udspil om tidlig tilbagetrækning for folk med lang anciennitet på arbejdsmarked.

I Altinget 17. august 2020 udtaler Morten Østergaard: "I al væsentlighed er der tre måder at gøre det på. Enten skal arbejdskraften komme udefra, ellers skal dem, der arbejder i Danmark, arbejde mere, eller også skal nogle blive længere på arbejdsmarkedet".

Men er det nu også de eneste måder? Hvis vi kigger på nogle af de større sammenhænge i vores samfund, så drejer det sig vel også om, at vi får uddannet vores unge til at kunne træde ind på arbejdsmarkedet.

Men her står vi altså med det problem, at en stor del af vores unge mennesker i dag ikke kan skrive, læse eller regne tilfredsstillende når de forlader folkeskolen, og derfor ikke er i stand til at tage eksempelvis en erhvervsuddannelse, læse videre, eller tage et arbejde.

Mangler kompetencer til at uddanne sig
Tallene taler deres eget alarmerede sprog. Resultatmålet, om at mindst 80 procent af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test, blev ikke indfriet i skoleåret 2018/19. Faktisk er tallene blevet dårligere end året før.

Det trækker med jævne mellemrum overskrifter, men det virker som om vi belejligt glemmer det efterfølgende. Vi tænker det i hvert fald ikke ind når vi kigger på udviklingen i arbejdsudbud.

Når vi år efter år sender unge mennesker ud af Folkeskolen, uden tilstrækkeligt med kompetencer til at tage en erhvervsuddannelse eller gymnasial uddannelse, så svigter vi dem. Og når mennesker efter et langt arbejdsliv ikke kan få lov at trække sig i værdighed efter mange hårde år på arbejdsmarkedet, så svigter vi dem. Skal vi ikke begynde at kigge på sammenhængene? På fødekæderne til vores arbejdsmarked, om man vil?

Ikke lærernes skyld
Dette opråb har ikke til formål at pege fingre ad lærerne. Men snarere at rette blikket mod den konstruktion vi har for undervisning i Folkeskolen. Hvor mange skal der være i klasserne? Er der nok lærerstillinger i folkeskolen? Er inklusion den rette vej? Fungerer Folkeskolereformen?

Faktum er, at det står sløjt til, vi hylder de dygtige og glemmer de unge med udfordringer – det har konsekvenser for os alle. Og faktum er, at vores samfund hænger sammen: Folkeskolens dårlige resultater rammer hele arbejdsmarked, både de unge, som ikke kommer videre, men også Arne og andre, som fortjener en værdig tid efter mange år på arbejdsmarked.