11. december: Johan Lund Olsen

JULEKALENDER: Folketingets ene nordatlantiske medlem, Johan Lund Olsen (IA), fandt kærligheden og blev gift i sommers, men Birthe Rønn Hornbeck (V) har stadig en stor plads i hans grønlandske hjerte.

I dagens afsnit af Altingets julekalender taler vi med Johan Lund Olsen. Han sidder i Folketinget for grønlandske IA, og har så klassisk en yndlings tv-serie, som det er muligt: Matador.
I dagens afsnit af Altingets julekalender taler vi med Johan Lund Olsen. Han sidder i Folketinget for grønlandske IA, og har så klassisk en yndlings tv-serie, som det er muligt: Matador.Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Line Jenvall

Hvorfor gik du ind i politik?
Vi har jo som bekendt en række problemer i Grønland - især sociale problemer. De sociale og sundhedsmæssige problemer har optaget mig meget, blandt andet gennem min uddannelse som socialrådgiver. Jeg syntes, at der var en række ting, som trængte til et gevaldigt løft, og jeg gik ind i politik for at være med til at løfte. Så snart min daværende kone og jeg blev færdige med vores respektive uddannelser i Danmark, tog vi hjem til Grønland, og da gik jeg ind i lokalpolitik. I 1989 blev jeg folkevalgt til byrådet og to år efter til parlamentet.

Hvad gjorde, at du tog springet fra grønlandsk til dansk politik?
I det danske folketing er der altid grønlandsrelevante sager, selvom vi har fået selvstyre, og de skal passes. Der er stadig 32 sagsområder, som vi lovgiver om her fra Borgen, og ved at sidde her, får jeg indlydelse på for eksempel forsvars- og udenrigspolitik. Derudover er rigsfællesskabet en vigtig forbindelse til andre arktiske parlamenter i disse tider, hvor Arktis er “hot”. 

Foto: Toke Kristiansen/Altinget

Hvilken politisk aftale er den bedste, du har været med til at lave?
Jeg har været energiminister i Grønland, og jeg er meget optaget af grøn energi. I dag er vi 70 procent selvforsynenede i Grønland, og vores energiforsyning er meget grøn og vedvarende. Det er blandt andet fordi, jeg har været med til at foreslå og træffe beslutninger om opførelse af nogle af de vandkraftværker, vi bruger nu, og det er jeg meget stolt af at have været med til.

Foto: Toke Kristiansen/Altinget

Hvilken politisk modstander har du mest respekt for?
Jeg kom til at respektere Line Barfod (EL) meget, da jeg sin tid forhandlede med hende om selvstyreaftalen. Men også Birthe Rønn Hornbeck (V) sad i selvstyrekommisionen, og hende har jeg virkelig et stort hjerte for. Hun forstod nemlig, hvad der skulle til i Grønland.

Fakta
Johan Lund Olsen er født 13. april 1958 i København.

Han sidder i Folketinget for Inuit Ataqatigiit i Grønland på et mandat, han i september overtog fra Sara Olsvig, der i dag er formand for IA i Grønland.

Han har været medlem af Grønlands Landsting fra 1991 til 2009, formand for Grønlands Landsting 1999, og han er tidligere minister for energi og turisme, bolig og infrastuktur. Han har været medlem af begge Selvstyrekommissioner; Den grønlandske Selvstyrekommission fra 2000 til 2003 og Den grønlandsk-danske Selvstyrekommission fra 2006 til 2008.

Han er uddannet socialrådgiver fra Den Sociale Højskole i Århus i 1983, og har efterfølgende arbejdet som bland andet socialarbejder, kollegieinspektør og afdelingsleder i Kriminalforsorgen i Grønland.

Johan Lund Olsen er ridder af Dannebrog.

Kilde: ia.gl og ft.dk

Hvilke politikere har været en inspirationskilde for dig gennem tiden?
To tidligere SF-formænd: Gert Petersen og Villy Søvndal. De fangede mig på grund af deres sociale indignation, og jeg har været meget inspireret af deres visioner om et opgør med uligheden i samfundet.

Er du stadig i politik om fem år?
Det kræver jo, at jeg bliver genvalgt, men det håber jeg da. Der er jo nok at tage fat på i dansk politik - hold da op!

Jeg har faktisk været konkurrenceløber indenfor skisport, så her om vinteren er det min helt store interesse.

Johan Lund Olsen
Folketingsmedlem for IA

Hvad glæder du dig mest til i det nye år?
Jeg glæder mig til at se noget mere til min hustru i Nuuk. Jeg er nemlig nygift - efter at være blevet skilt for fem år siden. Det skete sådan lige pludseligt, at jeg fandt kærligheden igen, og jeg blev gift 15. august i år.

Hvad gør du, hvis du skal koble af?
Jeg elsker friluftslivet. Særligt er jeg glad for jagt, fiskeri, vandring og skisport. Jeg har faktisk været konkurrenceløber indenfor skisport, så her om vinteren er det min helt store interesse. 

Hvilken bog er den bedste, du har læst i år?
Det er Martin Breums “Balladen om Grønland”, der beskriver forholdet mellem Danmark og Grønland i de her år. Han skriver rigtig godt og har fanget situationen, sådan at han kan beskrive den virkelig, virkelig fint.

Har du en favorit tv-serie?
Dengang jeg ikke havde så travlt, så kunne jeg nemt falde i et afsnit af “Matador”. Den var god, og smagsmæssigt er jeg nok lidt klassisk anlagt. Men min yndlingsfilm er “Deer Hunter” med Robert de Niro. Jeg er ret fascineret af udviklingen i kammeratskabet mellem de soldater, der bliver kastet ud i den voldsomme krig i Vietnam.

Har du et motto eller et ordsprog, som du lever efter?
Ja, min ene datter sendte mig på et tidspunkt et digt, som jeg har gemt, og som jeg elsker noget så meget: “To hjerter fyldes med venskab. Det ene er dit, det andet er mit. Håber vores venskab aldrig bliver slidt.”

Hvad er det bedste, der er sket for dig i 2014?
Det er, at jeg blev gift. Jeg genfandt kærligheden, og det må helt klart være det bedste, der er sket for mig i år. Det er der heller ikke meget, der kan måle sig med, må man sige.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johan Lund Olsen

Sekretariatschef, Forfatningskommissionen, fhv. MF (Inuit Ataqatigiit)
socialrådgiver (Den Sociale Højskole i Århus 1983)

0:000:00