Debat: Statens mange kommissioner ligner afladssøgende bodsarbejde

Af Jannik Skadhauge Sano
Cand.jur.

Den moderne danske forvaltning kæmper på ledelses- og kommissionsfronterne for at holde sig på omgangshøjde med dels de høje danske krav til forvaltningskvalitetens standard, dels de krav, som globaliseringen med imperativ styrke byder Danmark at tilpasse sig.

Det halter med tilliden til Djøf-segmentet internt i Danmark, det halter med ressourceeffektiviteten, det halter med at finde løsninger, og det handler om at undgå, at udenlandske investorhajer kan løbe om hjørner med vores skattemyndigheder.

Aktuelt kan man pege på tabet af milliarder af skattekroner i forbindelse med udbytteskandalen ved Skat, at udflytningsvilkårene for Skat er lempeligere for ledelsen end de menige medarbejdere, genåbningen af Tibet-undersøgelseskommissionen og endelig fornemmelsen af en generel tillidsmæssig distance mellem Djøf-eliten og borgerne.

Fakta vidner om problemer
Fakta er, at der er brugt i omegnen af 77 millioner kroner på undersøgelseskommissioner, siden lov om undersøgelseskommissioner trådte i kraft i sommeren 1999. Siden Tamil-sagen blev afsluttet, er der løbet meget vand i kommissionsåen, men det lader stadig ikke til, at vi har fundet det rigtige instrument til at knuse demokratiske problemer på højeste politiske niveau.

Alligevel må regeringsmagten på opfordring i 2018 udskrive en millioncheck til Tibet-kommissionen på ny, ligesom der er afholdt udgifter til den såkaldte ledelseskommission, en akademisk vidensskabende kommission, der har anbefalet det offentlige at afskedige chefer oftere og at tænke mere borgernært. På statens regning har eksperter strøet disse guldkorn med rund hånd, som i forvejen er grundigt behandlet i debatten og i øvrigt fremstillet i erhvervslitteraturen.

Det er muligt, at regeringen kan købe aflad ved at bestille endnu en storstilet rapport om tillidsfaldet, men at lægge en ny tung rapport på chefernes natbord, som de får læst lidt i, duer ikke. 

Jannik Skadhauge Sano
Cand.jur., tidligere embedsmand ved Nævnenes Hus, Viborg

Men tag ikke fejl, tallene taler med al tydelighed for, at det offentlige kæmper for at hænge sammen, fordi medarbejderne oftere bliver sygemeldte end i det private. Det er bydende nødvendigt, at der udvikles en mere bæredygtig ledelsesform og en mere bæredygtig offentlig arbejdskultur, uden at ressourceforbruget til det offentliges undersøgelsesarbejde fremstår som afladssøgende bodsarbejde.   

Effektivitetsproblemer
Når Tibet-kommissionen blev genåbnet, skyldtes det, at den dygtige journalist Jesper Tynell, manden bag ”Mørkelygten”, havde den fornødne IT-relaterede tæft, som Tibet-kommissionens udelukkende juridiske medlemmer manglede, til at efterspørge Udenrigsministeriets backup-filer. Det vidner om, at grundlaget for kommissionsarbejdet på statsligt niveau mangler et andet, mere effektivt startgrundlag. Lov om undersøgelseskommissioner tager højde for de retssikkerhedsmæssige problemer, der gør sig gældende, når der nedsættes en enkeltsagsdomstol.

Problemet ligger omkring det at få moderne it-kundskaber og efterretningsintelligens ind i mandskabet for undersøgelseskommissionernes arbejde, der desværre alene betragtes som et akademisk ridt. Der er kort sagt for lidt FBI-professionalisme og for meget professorvælde over undersøgelseskommissionerne. Ligeledes synes det forsigtighedsprincip, som gælder for undersøgelseskommissioners arbejde, at spænde ben for deres effekt.  

Samvittighedsproblemer
Regeringsmagtens mønster er at sparke større statslige, demokratiske problemer, eksempelvis omkring ledelsestilliden og tilliden til Skat generelt, til hjørne med en fyrstelig check i medkøbet for, at de kritiske røster dæmper sig. Det er en investeringsform, der må revurderes.

For det er muligt, at regeringen kan købe aflad ved at bestille endnu en storstilet rapport om tillidsfaldet, men at lægge en ny tung rapport på chefernes natbord, som de får læst lidt i, duer ikke. Man må i hvert fald stille spørgsmålstegn ved, om millionerne kunne være brugt på andet end en storstilet videnskommission, hvis konklusioner Djøf-eliten nok allerede havde forståelse for. For det offentlige og demokratiet kan ikke se eller mærke virkningen af kommissionernes kostelige arbejde.

Det er menneskeligt at fejle, også når ledelsen fejler på kulturskabelsen. Men det er dog billigst at erkende, at staten Danmark drives på gammeldags facon fremfor i rådvildhed at bekoste uvirksomme quickfix i millionklassen.