20. december: Jacob Bjerregaard

JULEKALENDER: Den nyvalgte borgmester i Fredericia, Jacob Bjerregaard (S), er glad for sport, og så synes han, at Venstres Karsten Lauritzen er en rigtig fin fyr.
Hver dag frem mod juleaftensdag bringer Altinget.dk et interview med en folketingspolitiker. I dag er det kommende borgmester i Fredericia Jacob Bjerregaard.
Hver dag frem mod juleaftensdag bringer Altinget.dk et interview med en folketingspolitiker. I dag er det kommende borgmester i Fredericia Jacob Bjerregaard.Foto: Anne Lorenzen/Altinget.dk
Anne Marx Lorenzen

Jeg kan også rigtig godt lide Karsten Lauritzen fra Venstre. Han er en utrolig flink fyr. Jeg holder meget af at kunne diskutere politik med folk, uden at det bliver personligt eller hårdt. Vi har altid haft en masse diskussioner, men altid på en saglig, reel og kærlig måde.

Jacob Bjerregaard
MF, Socialdemokraterne
Fakta
Jacob Bjerregaard er kandidat i statskundskab, 36 år og bosat i Fredericia. Han er netop blevet valgt som borgmester i Fredericia Kommune og forlader dermed sin plads i Folketinget, hvor han har været udlændinge- og integrationsordfører og næstformand for Udenrigsudvalget.

Kilde: ft.dk

Hvorfor valgte du at gå ind i politik?

Det gjorde jeg, fordi jeg utrolig godt kunne tænke mig at påvirke det samfund, jeg lever i. Hvis jeg bare kunne få lov til at ændre en lille smule af menneskeslægtens historie her i landet - det kunne jeg godt tænke mig – og selvfølgelig gerne til det bedre.

Hvad er dit vigtigste politiske mål?

Det er at få givet alle mennesker en chance i livet. De alt for mange børn, der bliver født uden den nødvendige støtte og opbakning i hjemmet. Til dem skal fællesskabet give en ekstra hånd, så de børn også får muligheden for at gå et godt liv.

Hvilken politiker har været en inspiration for dig?

Det er der mange, der har. Jeg vil sige H.C. Hansen, der var statsminister fra 1955 til 1960, har jeg læst rigtig meget om. Hans tilgang til politik er jeg meget fascineret af. Socialdemokraterne var et stort folkeparti tilbage i 1950’erne, og det har jeg en drøm om, at det skal være igen. Et folkeparti, der kan appellere bredt og som kan have et troværdigt lederskab, og som til stadighed kan genopfinde sig selv.

Meget gerne i en økonomisk balance, hvor man skaber vækst i samfundet, som man sikrer sig bliver omfordelt til velfærd, og dermed bruger pengene til at udjævne ulighederne i samfundet, så dem, der har mest brug for hjælp, kan få en ekstra hånd.

Hvilken politisk modstander har du størst respekt for?

Der er faktisk flere. Benedikte Kiær fra de Konservative. Vi er politiske modstandere, men vi har sparret meget sammen omkring kommunalvalget. Ingen af os har nødvendigvis håbet på, at den anden vandt, men vi har haft en god sparring omkring, hvordan man kører en borgmesterkampagne. Så hende har jeg meget stor respekt for.

Jeg kan også rigtig godt lide Karsten Lauritzen fra Venstre. Han er en utrolig flink fyr. Jeg holder meget af at kunne diskutere politik med folk, uden at det bliver personligt eller hårdt. Vi har altid haft en masse diskussioner, men altid på en saglig, reel og kærlig måde. Både når vi har været på tv sammen eller til debatter ude på gymnasier.

Hvordan slapper du af?

Jeg bruger meget tid på både tennis og fodbold. Jo bedre form man er i, jo bedre fungerende er man i sit job. Man får renset tankerne og får et større overskud til at træffe de rette beslutninger. Man undgår stress og er mere rolig. Så jeg er meget opmærksom på at få passet mit fodbold, tennis og fitness.

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?

Det er biografien af Olof Palme – Aristokraten, som blev socialist. Med bogen får man et kvantespring ind i svensk politisk historie i 1900-tallet, og så får man indtrykket af en mand, der arbejdede for den socialdemokratiske velfærdsmodel i en svensk udgave. Det er en ordentlig sag, men den røg rimelig hurtigt ned, fordi den var meget fascinerende læsning.

Er du stadig i politik om fem år?

Ja, det vil jeg da håbe, at jeg er. Om fem år, der vil jeg tro og håbe på, at jeg sidder som borgmester i Fredericia, og at jeg er glad for det, men ikke mindst at borgerne i Fredericia er glade for mig.

Er der noget, du fortryder i 2013?

Det klart sværeste valg, jeg har truffet i år og nok også det sværeste valg, jeg har truffet i min voksen-tilværelse, det var jo det valg, om jeg ville sige ja til at stille op som borgmesterkandidat i Fredericia.

Jeg brugte mange stunder på at tænke det igennem tilbage i starten af 2013. Og hvis jeg havde valgt at blive på Christiansborg og sagt nej tak til den mulighed, så havde jeg fortrudt det nu. Men jeg tog det rette valg, og derfor fortryder jeg ikke noget.

Hvad ser du frem til i 2014?

Jeg ser frem til, at konjunkturerne vender. Nu har jeg jo studeret økonomi for flere år siden, og hvis du tegner en kurve gennem historien, så vil du få et billede af vores økonomi som gående op og ned.

Og jeg håber, at vi i 2014 får gang i væksten, for det vil komme til at betyde utrolig meget for vores samfund. Der er for mange af vores unge, der ikke kan få deres første job eller den første praktikplads, og det er en udfordring. Så jeg tror og håber på, at væksten kan stige, så vi kan få skabt flere jobs.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Bjerregaard

Særlig rådgiver, skatteminister Jeppe Bruus (S)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00