3 A'er: Tidligere spionchef holder fortsat på hemmelighederne i knap så vellykket bog

 

Alle, der ofte ser TV2 News, kender Frank Jensen, den nu pensionerede spionchef, som enten i studiet eller ofte fra sit otium i Alicante i Spanien udlægger teksten i aktuelle terror- og krimisager.

Forfatteren skriver godt og kan sit stof helt ned i detaljen, men bogens præmis er ikke klar.

David Trads

Jensen er en pæn og givet ordentlig mand, der viede sit arbejdsliv til politiet – blandt andet hos de engang så berygtede elitebetjente i Uropolitiet og siden og mest berømt i to årtier som spionchef, antiterrorchef og operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET).

I en tid, hvor true crime hitter på alle platforme, bad forlaget People’s derfor Morten Skjoldager, journalist ved Politiken og forfatter til ’7 år for PET’ om den kontroversielle Jakob Scharf, om at skrive historien om Frank Jensen. God ide, men ikke helt vellykket udført.

Fremstår som en slags biografi

Forfatteren skriver godt og kan sit stof helt ned i detaljen, men bogens præmis er ikke klar. Skjoldager understreger i bogens forord, at det er hans bog, men at Jensen er hovedperson og hovedkilde: ’Den journalistiske fremstilling skulle være op til mig.’

Bogen igennem er det alligevel, som om det er en slags biografi, idet Jensen ofte både stråler lige lovligt meget og næsten konsekvent får ’det sidste ord’, når en sag, hvor eksempelvis det almindelige politi og efterretningstjenesterne var uenige i udlægningen.

De i alt 20 kapitler er hver for sig spændende, men det ligner mere 20 selvstændige artikler i en søndagsavis end en samlet fortælling. 

David Trads

De i alt 20 kapitler er hver for sig spændende, men det ligner mere 20 selvstændige artikler i en søndagsavis end en samlet fortælling. Som læser savner man at fornemme den udvikling – positiv og negativ – som Jensen bør kunne øse af med al sin erfaring. Refleksioner om, hvad samfundet har fået ud af de massivt øgede bevillinger til efterretningstjenesten – igen både positivt og negativt – ville også have pyntet.

Jensen har sandt for dyden været involveret i de fleste af de rigtig store efterretningssager, vi kender fra de forløbne årtier. Han træder ind i verdenen for ’falske skæg og blå briller' i 1981, da Den Kolde Krig er på sit højeste og slutter i 2012, mens krigen mod terror raser. Siden har han levet af at fortælle om en flig af det, der foregik.

Spionchef gemmer på flere hemmeligheder

Vi har altså at gøre med en mand, der har været helt inde i centrum af de allerhemmeligste kroge af efterretninger. Desværre er Jensen en mand, der er god til at holde på hemmeligheder – hvilket givet er godt for nationen, men ærgerligt for læseren.

Modsat Skjoldagers bog om Scharf, der blev nedlagt fogedforbud mod, er den nye bog næppe i fare for den slags ubehagelig polemik. Dertil er indholdet simpelthen ikke kontroversielt.

Desværre er Jensen en mand, der er god til at holde på hemmeligheder – hvilket givet er godt for nationen, men ærgerligt for læseren. 

David Trads

Jensen er ingen dårlig fortæller, og Skjoldager er en ferm skribent, så gennemgangen af de 20 centrale efterforskninger, som dækkes, er fin nok. Men… hvis man allerede har fulgt med i eksempelvis terrortruslen mod Jyllands-Posten og Danmark fra 2000’erne, optrevlingen af Blekingegade-banden i 1980’erne og 1990’erne eller Glasvejssagen fra slut-2000’erne om al-Qaeda-sympatisører i Nordvestkvarteret i København, så er der ikke meget nyt.

De bedste kapitler er faktisk de ældste og det sidste – dem om rekrutteringen af den sovjetiske topspion Oleg Gordievskij, som var udstationeret i København, i 1960’erne og 1970’erne; om den dybt kontroversielle anholdelse af forfatteren Arne Herløv Petersen i 1981, mistænkt for et for tæt samarbejde med Sovjet; og endelig anholdelsen af og efterfølgende dom i 2012 til Timo Kivimäki, en finsk statskundskabsprofessor ved Københavns Universitet, som også var for tæt på Rusland.

Det er, som om Frank Jensen er mere i sit es, når han genfortæller disse historier med klare referencer til koldskrigens konflikter mellem Øst og Vest, end når det handler om den terrortrussel, der åbenbarede sig i kølvandet på 11. september 2001.

Man fornemmer, at spionchefen gemmer på mange flere hemmeligheder – og man fornemmer lige så tydeligt, at han, loyal som han er mod den stat, han har tjent, agter at blive med at holde det meste for sig selv.