Claus Hjort: Det vil tage længere tid at indfri valgløfter

KASSEEFTERSYN: De offentlige finanser er ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen markant svækkede, og det vil påvirke hastigheden, hvormed regeringens løfter vil blive realiseret.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Cecilie Gormsen

Er der penge tilbage i kassen?

Sådan indledte finansminister Claus Hjort Frederiksen sit pressemøde i forbindelse med offentliggørelsen af regeringens kasseeftersyn og Økonomisk Redegørelse.

"Konklusionen er desværre klar, der er færre penge end forventet, og nye oplysninger tyder på, at de offentlige finanser er i mindre god stand."

Ifølge regeringens kasseeftersyn bliver statens økonomiske råderum tre milliarder kroner mindre i 2016, og finansministeren påpegede, at de offentlige finanser dermed er "markant svækkede". Samtidig viser Økonomisk Redegørelse, at der er fremgang i dansk økonomi.

”Der er et todelt billede. Der er kommet gang i hjulene i økonomien, men der er meget få penge tilbage i statskassen,” sagde Claus Hjort Frederiksen.

Vil leve op til løfter
Skal regeringen holde sig på den rigtige side af den underskudsgrænse på 0,5 procent, som er kravet i budgetloven, vil det økonomiske råderum blive tre milliarder kroner mindre end ventet.

”Vi vil selvfølgelig stadig leve op til de løfter, vi gav før valget, men når vi først skal rette op på økonomien, bliver tempoet, hvormed vi kan indfrie løfterne, selvfølgelig mindre end ellers,” siger finansministeren og peger på, at regeringens løfte om at tilføre sundheds- og ældreområdet flere penge bliver indfriet.

Claus Hjort Frederiksen vil dog ikke lave en prioriteret liste med hvilke løfter, der skal indfries først og sidst. Men han peger på, at han bestemt regner med, at alle løfter er indfriet i løbet af denne valgperiode, selv om det kommer til at gå langsommere, end han havde ønsket.

SR-regering photoshoppede økonomien
Og hvorfor er vi så endt her, spurgte Claus Hjort Frederiksen retorisk og svarede selv, at en del af forklaringen er, at den tidligere regering er gået helt ud til grænserne.

”Frem for at ligge sikkert midt på vejen, valgte den tidligere regering at lægge sig helt ude ved den yderste vejkant. Tallene viser, at vi nu er kommet for langt ud, og som ny regering skal vi dreje kursen for at få DK ind på sikker vej igen,” tilføjede han og henviste til det strukturelle underskud i 2014 og 2015.

”Derfor er det et passende billede, at den tidligere regering photoshoppede økonomien og fik fremstillet et skønmaleri,” lød det fra Claus Hjort Frederiksen.

Kasseeftersynet kan ses som en indledende manøvre, inden årets finanslovforhandlinger går i gang i efteråret.

Fra de blå støttepartier har der, siden den nye regering trådte til, lydt en række ønsker og krav til den kommende finanslov. Flere penge til sundhedsområdet, til de ældre, til skattelettelser og til at fastfryse grundskylden. Men finansminister Claus Hjort Frederiksen nedtoner med mandagens kasseeftersyn forventningerne til, hvad der rent faktisk bliver råd til.

”Regeringen vil som bekendt prioritere sundhed og ældre. Udgangspunktet er derfor, at hvis man vil løfte andre områder, må man også kunne anvise konkret finansiering ved besparelser andre steder og vel at mærke besparelser, som kan samle 90 mandater,” sagde Claus Hjort Frederiksen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00