Dagens overblik: Milliard til sundhedsvæsnet løser ikke problemerne, siger sygeplejerskerne

Et politisk flertal afsætter en ekstra milliard til et presset sundhedsvæsen. Men det løser ikke det grundlæggende lønproblem, siger sygeplejerskeformand. DF vil skære mere i DR, og i S opfordrer stemmer i baglandet til at genoverveje strategien frem mod næste valg. Få morgenoverblikket.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

God morgen og velkommen til ugens første overblik over de vigtigste politisk nyheder på en mandag, hvor en aftale om næste års finanslov meget vel kan lande.

Søndag aften blev regeringen enig med sine tre støttepartier og Kristendemokraterne om en central del af finansloven. Finansminister Nicolai Wammen (S) kunne nemlig præsentere en aftale om en såkaldt "coronavinterpakke" til en milliard kroner, der skal hjælpe landets pressede sygehuse gennem vinteren og fastholde sundhedspersonalet.

Sygehusene er presset af især mangel på personale, og sygeplejerskerne har gennem længere tid strejket og demonstreret for højere løn.

Nu får regionerne så en pose penge, de selv kan råde over, og det forventes, at pengene især vil gå til løn for at sikre hænder nok på sygehusene. Se regionernes kommentar i artiklen på Altinget her.

Og her er formanden for Danske Regioners kommentar på Twitter:

Konflikter lurer 

Men den ekstra milliard til sygehusene får ikke nødvendigvis julefreden til at sænke sig. 

For det første er det et midlertidigt tilskud og en ikke et varigt løft, og dermed løser pengene ikke det grundlæggende problem med mangel på personale i sundhedsvæsnet og lønefterslæb. Det mener både regeringens støttepartier og Dansk Sygeplejeråd.

"Det her er en midlertidig hjælp til de store problemer i sundhedsvæsenet - men vi har endnu til gode at løse de grundlæggende problemer med mange års underfinansiering og alt for stor travlhed. Og det løser ikke det historiske lønefterslæb for sygeplejersker og andre kvindedominerede faggrupper. Vinterpakken her gør ingen sommer," siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, i en pressemeddelelse.

Formand for Radikale, Sofie Carsten Nielsen er enig:

Det kan også skabe ballade, når pengene konkret skal fordeles. Milliarden er nemlig ikke bundet til bestemte personalegrupper, så nu er det op til regionerne at fordele dem. Og her vil også andre faggrupper til fadet. Det understreger formand for FOA, som blandt andet repræsenterer sosu'er og portører, Mona Striib i en pressemeddelelse.

Samtidig kan der blive utilfredshed i kommunerne, som ikke får noget ekstra til at skaffe og fastholde sundhedspersonale. Det påpeger borgmester i Helsingør, Benedikte Kiær:

Aftale skal få flere udenlandske læger ud på sygehusene

En del af pengene til sundhedsvæsnet skal gå til at skaffe flere udenlandske læger ind på danske sygehuse. For læger fra lande uden for EU og Norden har haft svært ved at få lov at arbejde i Danmark.

Derfor bliver der nu afsat godt 11 millioner kroner i de to kommende år til at speede behandlingen af ansøgninger fra sundhedspersonale fra tredjelande op.

"Der er årelange køer i Danmark for mennesker med lægelig uddannelse, der bare står og venter. Det er ikke særlig meningsfuldt, når vi netop akut mangler læger og meget andet sundhedspersonale," siger R-leder, Sofie Carsten Nielsen, ifølge Ritzau set på Politiken.

Socialdemokrater bekymrede efter kommunalvalget

Resultatet af det nylige kommunalvalg får stemmer i Socialdemokratiets bagland i storbyer til at bede landsledelsen genoverveje partiets strategi frem mod næste folketingsvalg.

Det skriver Jyllands-Posten, som har talt med formændene for fællesledelsen for S i henholdsvis Aalborg og Odense.

Socialdemokratiet mangler en vare, som kan tiltrække de mange unge studerende og appellere til vælgere i storbyerne. Det er den foreløbige konklusion blandt socialdemokrater, efter at partiet gik markant tilbage i landets største byer.

"Aalborg er en uddannelsesby, og det betyder, at der er mange unge stemmer. Nogle af de landspolitiske udspil siger ikke unge i en storby så meget. Vi er et parti, der bærer regeringen, og som bærer hele samfundet. Man kan godt spekulere på, om der er noget til det segment med unge vælgere," siger Jens Larsen Pedersen, formand for Fællesledelsen for Socialdemokratiet i Aalborg Kommune.

Læs historien her.

Risiko for ekstremisme blandt ansatte i Forsvaret

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) advarer i en ny rapport om risikoen for "ekstremistiske og radikaliserede miljøer i Forsvaret". Det skriver Berlingske, der har fået indsigt i rapporten, der bliver offentliggjort denne uge.

Tidligere har den øverste chef for Forsvaret berettet om ”konkrete eksempler”.

DF vil skære i DR

DR skal have færre offentlige kroner, hvis det står til Dansk Folkeparti. Samtidig skal indholdet fra DR være meget bedre. Sådan lyder det i en nyt medieudspil fra partiet, skriver Avisen Danmark.

Pengene fra beskæring af DR skal gå til landets lokale og regionale medier, mener DF.

Udspillet er partiets udgangspunkt for de kommende medieforhandlinger.

Læs mere her.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

Grete Christensen

Fhv. formand, Dansk Sygeplejeråd
sygeplejerske (Holbæk Sygeplejeskole 1981)

0:000:00