Dagens overblik: S-melding om fremtidens ældrevelfærd møder kritik

Dagen byder på to politiske nyheder om livet efter arbejdsmarkedet, et jobskifte hos en af landets mest kendte embedsmænd, og en konkurs, der er blevet vendt til en succes.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Gitte Skotby-Young BallenstedtAndreas Wind

God formiddag på en mandag, hvor det danske vejr trodser den sydeuropæiske hedebølge med udsigt til mulig italiensk varmerekord.

Og ligesom vejrudsigten, lægger Socialdemokratiet i dag an til en lidt frisk sommerkuling med meldingen om en mulig ny opsparingsmodel for ældrepleje. En melding som hurtigt har fået flere uenige politiske kollegaer til at reagere.

Og hvis vi et øjeblik dvæler ved seniortilværelsen er der landet tal for, hvor mange danskere, der reelt vil blive ramt af de nedskæringer i seniorpensionen, som regeringen foreslog i december. Og hvor meget mere af den efterspurgte arbejdskraft, forslaget giver. 

Endelig forlader Sundhedsstyrelsens til dato vel nok mest kendte medarbejder, Søren Brostrøm, Danmark til fordel for et nyt job i udlandet.

Røde partier, DD og DF giver hård medfart til S-melding om opsparing til ældrepleje  

Med en parallel til ATP-pensionen lufter Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, ideen om, at alle danskere i fremtiden vil skulle spare op til at betale for en del af deres egen ældrepleje.

»Jeg ser i virkeligheden en bred del af services for mig. Det kan være rengøring i hjemmet, det kan være alle mulige ting, som mange danskere betaler for i dag. Men det er svært at sige noget meget specifikt om nu,« siger han til Jyllands-Posten.  

Men den ide får hverken SF, EL eller DF til at klappe i hænderne. Til Politiken siger Enhedslistens ældreordfører, Peder Hvelplund:

“Jeg synes, det er temmelig rystende at høre fra Socialdemokratiet. Det er et fundamentalt brud på hele den samfundsmodel, der er bygget op, hvor vi med en skattefinansieret velfærdsmodel sikrer, at dem med størst behov får adgang til hjælpen.” 

SF’s Kirsten Normann Andersen holder fast på skatten som den bedste finansieringskilde til ældrepleje, mens Danmarksdemokraternes fungerende politiske ordfører, Karina Adsbøl kalder tanken et opgør med nutidens velfærdsmodel.

Dansk Folkepartis ældreordfører, Pia Kjærsgaard efterlyser et samlet svar fra regeringen og kritiserer S-forslaget for at være ‘en tvangsopsparing. 

Upopulært regeringsforslag om seniorpension får "ikke ret mange flere ud på arbejdsmarkedet"

Da SVM-regeringen så dagens lys, var det med et kompromis om tidlig tilbagetrækning som en del af aftalen.

Arne-plus kaldte de den, og det var en sammenlægning af den S-regeringens rettighedsbaserede Arne-pension, og VLAK-regeringens seniorpensionen, der tildeles efter individuel visitation. 

Forslaget har siden mødt modstand fra adskillige partier, fordi den i både omfang og beløb forringer vilkårene for dem, der i dag kan få den nuværende seniorpensionsordning.

Nu viser nye regeringsberegninger, at forslaget vil ramme cirka 10.000 danskere, der frem mod 2030 ville have gjort brug af seniorpensionen.

Det skriver DR i dag.

Regeringen forventer, at 1.250 borgere vil fortsætte i almindelige jobs, imens 2.400 vil havne i fleksjob. 

DR har talt med Bent Greve, professor i samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, der ikke er imponeret over beskæftigelseseffekten. Han skønner, at det måske ikke kommer til at give et større arbejdsudbud end 5-600 personer.

"Der kommer ikke ret mange flere ud på arbejdsmarkedet af at sænke det antal år, man kan få seniorpension. Til gengæld skaber man en stor økonomisk og social utryghed for mange mennesker, siger Bent Greve til DR. 

Søren Brostrøm får job i WHO og flytter til Genéve 

Hele Danmarks corona-general Søren Brostrøm skal fra 1. august arbejde som seniorrådgiver for generaldirektøren i Verdenssundhedsorganisationen WHO. Han skal derfor flytte til Genève i Schweiz, hvor organisationen har hovedsæde. 

Konkurs endte med million-indsamling til NGO

Vil du gå ud i sommerregnen med en lille positiv nyhed at varme dig på, kan du trøste dig med at vide, at sidste uges nyhed om auktionshuset Lauritz.com’s konkurs og dens mange kedelige følger i et enkelt tilfælde har fået en lykkelig udgang.

Hos Ungdommens Røde Kors betød konkursen nemlig i første omgang farvel til 700.000 indsamlede kroner til fordel for udsatte børn. Derfor iværksatte organisationen i sidste uge en støtteindsamling, som på blot tre dage indbragte hele 1,2 mio kroner. Det oplyser organisationens forperson, Jonas Wiederholt Larsen på LinkedIn.

Forsat rigtig god mandag.  

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00