Engang troede vi på uddannelse.

Det kunne, med en parafrase over titlen på en rost debatbog, være overskriften på fortællingen om Socialdemokratiets politiske skifte over de seneste 10-15 år. 

"Jeg har selv været på en rejse i mit syn på uddannelsespolitik," som Mette Frederiksen (S) sagde til Altinget i efteråret.

I sidste uge kom en opfølgende melding:

"Vi gør mange unge en bjørnetjeneste, hvis vi har et entydigt fokus på uddannelse. De vil have meget bedre af simpelthen at få et job."

Ordene faldt under et besøg i ungeindsatsen KBH+, hvor Mette Frederiksen mellem graffitivægge og skaterramper talte med unge om blandt andet værdien i et fritidsjob.

Et par dage forinden havde hun været til krisemøde om Ukraine og nævnt Tredje Verdenskrig i et interview. I det lys er det i sig selv bemærkelsesværdigt, at statsministeren prioriterer en dagsorden, som nemt kunne overlades til beskæftigelses- og undervisningsministeren.

Når Frederiksen møder op, er det en påmindelse om en af socialdemokraternes vigtigste politiske årsager til at søge en regering over midten.

Nemlig ønsket om at udnytte sin nye uafhængighed af De Radikale til at flytte uddannelsespolitikken fra 00'ernes "jo længere, des bedre" til en ny virkelighed, hvor arbejdsgiverne mangler stort set alle andre medarbejdergrupper end akademikere.