DF klar til at bringe regeringen i mindretal

HANDICAP: Et flertal i Folketinget bestående af blandt andet Dansk Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag, der skal sikre en forenkling af hjælpen til handicappede børn. Ministeren afviser. Dermed bringer regeringen sig selv i mindretal, lyder det fra DF.

Det er regeringen, der bringer sig selv i mimdretal, lyder det fra handicapordfører Karina Adsbøl (DF), efter at regeringen har afvist et flertal i Folketinget.
Det er regeringen, der bringer sig selv i mimdretal, lyder det fra handicapordfører Karina Adsbøl (DF), efter at regeringen har afvist et flertal i Folketinget.Foto: ft.dk
Kasper Frandsen

Et flertal uden om regeringen vil have én indgang i kommunerne, når forældre skal have hjælp og støtte til deres handicappede børn.

I alt 114 mandater fra Enhedslisten, Alternativet, Socialdemokraterne, SF og ikke mindst regeringens største støtteparti, Dansk Folkeparti, fremsatte derfor fredag d. 1. april et beslutningsforslag i Folketinget.

Gruppen af partier vil pålægge regeringen at ændre loven, så hjælpen til en familie med et handicappet barn bevilges efter én samlet vurdering og bevilling, uanset om støtten kommer fra eksempelvis kommunen, skolen eller regionen. I dag skal familierne igennem alt for mange sagsbehandlere og forvaltninger, lyder kritikken.

”Der er behov for, at vi giver mere helhedsorienteret hjælp og støtte til familier med et handicappet barn,” siger Dansk Folkepartis handicapordfører, Karina Adsbøl.

Regeringen har et valg og kan indgå i en konstruktiv dialog, og det vil jeg opfordrer den til.

Karina Adsbøl (DF)
Handicapordfører

Men i et skriftligt svar til Altinget afviser social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) allerede nu beslutningsforslaget:

"Beslutningsforslaget er et udtryk for, at man helt grundlæggende er modstander af det system, vi har i Danmark i dag, og derfor vil lave det totalt om. Det kan jeg ikke umiddelbart se, vil være en fordel for de børn, som modtager hjælp,” skriver hun.

Bringer sig selv i mindretal
Dermed står Dansk Folkeparti til at bringe regeringen i mindretal med beslutningsforslaget. Men det er regeringens egen skyld, mener Karina Adsbøl.

”Der er et flertal, der ønsker handling. Regeringen bringer sig selv i mindretal. Den har et valg og kan indgå i en konstruktiv dialog, og det vil jeg opfordre den til," siger hun.

Regeringen er ikke lovmæssigt forpligtet til at følge et flertal i Folketinget. Men det er der præcedens for, at man gør.

Dokumentation

Fakta om beslutningsforslag nr. B 143

Fremsat den 1. april 2016 af Jakob Sølvhøj (EL), Pernille Skipper (EL), Orla Hav (S), Pernille Rosenkrantz Theil (S), Karina Adsbøl (DF), Karin Nødgaard (DF), Torsten Gejl (ALT), Rasmus Nordqvist (ALT), Trine Torp (SF) og Jonas Dahl (SF)

Forslag til folketingsbeslutning om forenkling af hjælp til børn med handicap

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag inden udgangen af 2016 om ændring af reglerne i lov om social service og andre love med henblik på at sikre, at hjælp til forældre, der har et barn med handicap, bevilges efter én samlet vurdering.

Lovforslaget skal sikre, at hjælpen er sammenhængende, overskuelig, fleksibel og koordineret og dækker familiens og barnets samlede behov, og at det er uden betydning for forældrene, at hjælpen har hjemmel i flere love og bestemmelser.

Læs mere her.


0:000:00