Efter god evaluering: Riisager vil nu redde Elevtelefonen

ELEVER: Undervisningsminister Merete Riisager (LA) vil efter en god evaluering nu støtte op om Elevtelefonen, der ellers så ud til at miste sin støtte i 2018. "Jeg vil arbejde på, at der findes penge til at videreføre tjenesten," siger ministeren.

I sidste uge var hun tøvende med sin opbakning. Men nu melder Merete Riisager sig klar til at give penge til Elevtelefonen.
I sidste uge var hun tøvende med sin opbakning. Men nu melder Merete Riisager sig klar til at give penge til Elevtelefonen.Foto: Toke Kristiansen/Altinget.dk
Anders Redder

Vigtig, efterspurgt og anderledes.

Det er konklusionen på en ny evalueringsrapport om Elevtelefonen - en rådgivningstjeneste, hvor skoleelever kan få hjælp og stille spørgsmål om alt fra mobning til pubertetsproblemer og lektiehjælp.

Den rapport kan nu blive redningen for Elevtelefonen, der ellers står til miste sin statsstøtte fra næste år.

For nu melder undervisningsminister Merete Riisager (LA) ud, at hun er parat til at afsætte penge til rådgivningsinitiativet på finansloven for 2018.

”Jeg er glad for, at evalueringen viser, at Elevtelefonen er et relevant tilbud for langt de fleste børn og unge. På baggrund af evalueringen vil jeg arbejde på, at der findes penge til at videreføre tjenesten på finansloven for 2018,” forklarer ministeren i et skriftligt svar til Altinget.

I sidste uge trådte Merete Riisager ellers i vande, da Jacob Mark (SF) kritiserede hende for at ville lukke det populære elevtilbud, der siden 2013 har tidoblet antallet af brugere.  

”Når evalueringen foreligger, vil der blive taget stilling til, om der fortsat skal ydes et årligt tilskud,” lød svaret fra Merete Riisager, der altså nu endeligt erklærer, at hun bakker op om at fortsætte tilskuddet.

Læs også: Minister lun på at bevare elevtelefon

Opposition jubler over udmelding
I oppositionen er både Alternativet og Socialdemokratiet glade for, at Elevtelefonen nu får opbakning fra Merete Riisager.

”Eleverne er glade, evalueringen er god, og rådgivningen har tydeligvis en virkning. Det har hele tiden været vores politik at bevare Elevtelefonen, og derfor er det godt, at ministeren nu også har indset dens værd. Det er det eneste rigtige at gøre, særligt for de unges skyld,” siger Annette Lind, undervisningsordfører for Socialdemokratiet.

Hos Alternativet siger Carolina Magdelene Maier, at partiet nu vil holde ministeren op på, at støtten til elevtilbuddet nu bliver en del af finansloven for 2018.

”Vi har været meget bekymrede for, at ministeren ville lukke den. Hun har jo sagt, at den skal bevares, hvis evalueringen er positiv. Det skal hun holdes op på nu,” siger Carolina Magdelene Maier, der roser Elevtelefonen for at være et af få tilbud, hvor elever hjælpes af jævnaldrende - ikke af voksne. 

V og K bakker op, DF afventer
Regeringspartierne V og K melder positivt tilbage på nyheden om, at ministeren vil åbne pengeposen til Elevtelefonen.

”Elevtelefonen har over årene oplevet en støt stigning i antallet af elever, der søger hjælp. Derfor mener Konservative, at den fortsat skal findes,” siger Brigitte Klintskov Jerkel (K).

”Det er vigtigt, at elever kan snakke med andre elever og dermed få hjælp i øjenhøjde. Venstre ser derfor også gerne, at Elevtelefonen bliver en del af næste års finanslov,” siger Anni Matthiesen (V), der afviser at Merete Riisager har nølet med støtten.

”Ministeren ville vente indtil evalueringen lå klar. Det har jeg fuld respekt for. Der var ingen grund til at fortsætte, hvis nu tjenesten fik en dårlig evaluering,” forklarer Anni Matthiesen. 

Derimod er det sværere at få Dansk Folkeparti til at afsløre, om de vil lægge de afgørende mandater til Elevtelefonens redning. Folkeskoleordfører Alex Ahrendtsen (DF) vil ikke udtale sig, før han har læst evalueringen:

”Nu vil jeg først læse evalueringen, og så tager vi en snak med ministeren om det,” siger han.

Synes I som udgangspunkt, at Elevtelefonen bør fortsætte med at findes?

”Det vil jeg ikke svare på, før jeg har set evalueringen,” siger Alex Ahrendtsen. 

Elevtelefonen er drevet af Danske Skoleelever og samarbejder med blandt andet Børns Vilkår, Børnerådet, Dansk Center for Undervisningsmiljø og Forældre Rådgivningen.

Ifølge den netop offentliggjorte rapport kender knap hver femte skoleelev til tjenesten, der i 2016 blev opsøgt af ca. 2700 elever.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Annette Lind

Generalkonsul, Flensborg, fhv. MF (S)
lærer (Nørre Nissum Seminarium 1994)

Anni Matthiesen

MF (V), børne- og undervisningsordfører, handicap- og turismeordfører
HH (Esbjerg Handelsskole 1985), diplomuddannelse (Danmarks Forvaltningshøjskole 2003), Studentereksamen STX (Grindsted Gymnasium 1983)

Merete Riisager

Forfatter, foredragsholder, fhv. undervisningsminister (LA), fhv. direktør, Dansk Svømmeunion
cand.mag.pæd. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00