I stedet for intetsigende tal bør politikerne forholde sig til udviklingssamarbejdets reelle indhold.

Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS

Af Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS

I sidste uge argumenterede jeg her på siderne for, at politikerne potentielt udgør en større trussel mod udviklingssamarbejdets fremtid end den dalende folkelige opbakning. Det betyder dog ikke, at vi ikke skal tage sidstnævnte alvorligt og gøre, hvad der gøres kan, for at hæve og understøtte den, og her har politikerne, ligeså vel som de folkelige organisationer og alle os andre, et ansvar.

Den første tid af det nyudskrevne folketingsvalg peger i den forbindelse i en problematisk retning. Politikerne er nemlig med til at skade den folkelige forståelse og respekt for udviklingssamarbejdets vigtighed, når de udelukkende fører politisk diskussion om ligegyldige tal for bistanden, i stedet for at koncentrere sig om dens reelle indhold. Det er groft sagt ligegyldigt, om Danmark giver 0,7 eller 1 procent i udviklingsbistand. I stedet for intetsigende tal bør politikerne forholde sig til udviklingssamarbejdets reelle indhold.

Før folketingsvalget blev skudt i gang, var udviklingssamarbejdet udpeget af mange som det måske mindst væsentlige emne under valgkampen. Det var ikke noget, der ville tænde befolkningen eller flytte væsentlige stemmer. På trods af, at verden ikke har været vidne til så mange konflikter og katastrofer siden anden verdenskrig, har politikernes rådgivere formentligt bedt dem om ikke at bruge for meget tid på emnet.

Politisk uenighed
Der skulle dog ikke gå mange dage, før den profeti viste sig at gå op i røg, igangsat af en pludselig uenighed hos rød blok. Bjarne Corydon (S) og Helle Thorning Schmidt (S) gjorde det fredag klart, at de ikke vil fastholde ambitionen om, at Danmark på sigt skal give 1 procent af det bruttonationale indkomst i udviklingsbistand. Det blev ellers fremsat som løfte ved sidste valg og er endnu ikke effektiviseret. Radikale Venstre svarede hurtigt igen med en trodsig modsigelse om, at de så absolut stadig ville arbejde mod den ene procent.

Uenigheden om udviklingsbistandens størrelse repræsenterede pludseligt et interessant split i rød blok, som alle landets medier tog op. For dem af os, der mener, at Danmarks ageren udenfor landets grænser er nok så relevant for dette valg som indenrigsforhold, var det rart at se udviklingssamarbejdet pludselig få en central rolle i de politiske diskussioner. Desværre blev det dog hurtigt tydeligt, at diskussionerne foregår på helt forkerte præmisser.

Debatterne om udviklingssamarbejdet har antaget en dybt reduceret størrelse, hvor dets komplekse størrelse bliver tilsidesat til fordel for en slåskamp om simple tal for udviklingsbistanden. Hvor mange penge bør Danmark give i udviklingsbistand? 0,7, 0,8 eller 1 procent af BNI?

Sådanne tal har en ikke uvæsentlig politisk værdi ved at signalere forpligtelser, og tillader en sammenligning mellem de enkelte partier. Men de ambitioner, de måske på overfladen kunne se ud til at udgøre, er blot luft. Tallene siger intet om, hvad politikerne vil med vores udviklingssamarbejde. Fortsætter de politiske diskussioner om Danmarks udviklingssamarbejde på et sådant niveau, er det dybt problematisk og vil være med til at skade befolkningens anerkendelse af udviklingssamarbejdet som et væsentligt politikområde.

Mere indhold, og færre tal
Hvad er alternativet så, hvad er det jeg efterspørger? Først og fremmest er der brug for et skifte mod indhold og politisk ambition fremfor ligegyldige tal, hvis ikke befolkningen skal lære af politikerne, at det er acceptabelt at være ligeglad med udviklingssamarbejdet. Groft sagt er det ligegyldigt, om Danmark giver 0,7 eller 1 procent i bistand, så længe vi ikke forholder os til, hvad bistanden skal rettes mod, og opnår. Det er ligegyldigt at have en stor udviklingsbistand, hvis alt for meget af den dækker nationale udgifter som finansiering af flygtningemodtagelse i Danmark, og alt for lille en del går til reel fattigdomsbekæmpelse i verdens udviklingslande.

Den danske befolkning bør ikke stille sig tilfreds med, at politikerne har en holdning til Danmarks udviklingssamarbejde, der udelukkende tager form som en bistandsprocent. I stedet må politikerne vise, at de kan tage stilling til, hvordan Danmark skal gribe de forandringer, vi kan iagttage i resten af verden, og også mærke på egen krop an. De må give deres bud på, hvordan kan Danmark bidrage til markante globale udfordringer, der vedrører os alle, som ulighed, klimaforandringer og fattigdom. Hvis først politikerne vender udviklingssamarbejdet ryggen, kan vi være rimeligt sikre på, at befolkningen vil gøre det samme.