Forsøg på at vælge ny SF-formand uden kampvalg

Mens garvede SF-politikere udtrykker raseri og frustration over partiets udtræden af regeringen, er spekulationerne om en ny formand til partiet i gang. For selvom SF er dybt splittet og midt i en eksistenskamp, har SF stadig potentialer til et comeback, og partiet har flere kompetente formandsemner.

Så selvom SF-ledelse og store dele af partiets folketingsgruppe lige nu er til tælling, kan det på længere sigt vise sig, at 30. januar 2014 har kimen til en genopbygning af partiet.

Det skyldes dels, at SF omsider får mulighed for at markere, hvad der er SF's politik. Det har partiet i meget ringe omfang været i stand til siden regeringsdannelsen, ja allerede i sidste valgkamp var partiet så bange for sin egen skygge, at man ikke turde fortælle, hvorfor man skulle stemme på netop SF.

Det bliver der meget bedre chancer for nu, og det vil føles som en brise af frisk luft for store dele af baglandet og for SF's stadig mere indskrumpede vælgerskare.

Dels er det en ubestridelig fordel for SF, at Annette Vilhelmsen benyttede lejligheden til at trække sig som formand. Vilhelmsen er ikke nogen dårlig politiker, og hun har en sympatisk udstråling. Men hun var fra første dag fuldstændig overmatchet som formand. Og hvad værre er: Det blev ikke bedre.

Stærkere afløsere
Her vil de sandsynlige kandidater som ny SF-formand alle være stærkere. 

En af favoritterne er den afgående transportminister Pia Olsen Dyhr. Hun har stået utrolig stærkt i medierne, lige siden hun startede på den lavt rangerede handelsministerpost, og hun anerkendes bredt i partiet for at levere varen.

Hendes problem er, at hendes politiske projekt ligger et stykke fra SF's hovedstrømning. Hun har været en af de stærkeste forsvarere af SF's regeringsdeltagelse - og under onsdagens natlige opgør gik hun lige i flæsket på de partifæller, der fastholdt modstanden mod Goldman Sachs-aftalen.

Pia Olsen Dyhrs grønne og EU-positive fløj har aldrig haft flertal i partiet, så hvis hun skal vinde, bliver det på grund af hendes kompetence, netværk - og evne til at sætte dagsordenen.

Intern aftale
En anden stærk kandidat vil være Jonas Dahl, der fik en ultrakort karriere som skatteminister. Politisk ligger han nogenlunde i partiets centrum, og han vil måske i højere grad kunne samle fløjene. Til gengæld kan hans gennemslagskraft indtil videre ikke måle sig med Pia Olsen Dyhrs. De to har i øvrigt et udmærket forhold, og det anses for usandsynligt, at de stiller op mod hinanden.

På partiets venstrefløj ønsker flere, at det nyindtrådte folketingsmedlem Trine Pertou Mach går efter formandsposten. Men det er langtfra sikkert, hun kandiderer. Venstrefløjen vil dog under alle omstændigheder sikre sig indflydelse på valget af ny formand - og en intern aftale mellem Jonas Dahl og Pia Olsen Dyhr vil ikke blive accepteret uden inddragelse af venstrefløjen.

Første skridt væk fra afgrunden for SF bliver at sikre et formandsvalg i nogenlunde fredsommelighed. Går det op i hat og briller, er partiets eksistens på spil.

Benægter trusler
Som en epilog til de dramatiske begivenheder er der opstået diskussion om, hvorvidt SF virkelig var blevet smidt ud af regeringen, hvis bare et enkelt folketingsmedlem havde trodset partidisciplinen i afstemningen om Enhedslistens beslutningsforslag vedrørende Goldman Sachs-handlen.

Flere SF-medlemmer fortæller samstemmende, at Annette Vilhelmsen gav den melding på partiets rabaldermøde i folketingsgruppen sent onsdag aften. SF-formanden blev under mødet spurgt direkte, om Thorning var kommet med en sådan trussel - og Vilhelmsen blev opfordret til at ringe op til statsministeren for at få klargjort sagen.

Det gjorde SF-formanden dog aldrig, og der kom ikke noget klart svar på nattens møde i SF's folketingsgruppe. Men torsdag benægtede Thorning på sit pressemøde blankt, at hun havde truet med at smide SF ud.

Der er således fortsat en vis usikkerhed om, hvorvidt Annette Vilhelmsen rent faktisk var tvunget til at trække sit parti fra regeringen, hvis et par af rebellerne havde stemt imod partilinjen. Eller SF kunne have fortsat i regering - omend i "bad standing".