Her er hele Pernille Skippers tale ved afslutningsdebatten

Pernille Skippers tale ved afslutningsdebatten 2017
Det talte ord gælder.
--------------

For nylig så jeg en scene i fjernsynet, som har sat sig i mit hoved. Det var en journalist, der i høj solskin – formentlig i et mere sydligt land end vores eget – løb efter en dyr, hvid, åben sportsvogn, mens han råbte efter en kommentar på de 200 mio. kr. som manden bag rattet skyldte den danske statskasse i ubetalt skat.

Det siger en del om den situation, vi har i SKAT. Mere end 12 mia. fejlagtigt udbetalt i udbytte. 80 mia. kr. i gæld, vi må opgive at inddrive, selvom meget kunne kradses ind. For bare at nævne et par af skandalerne. Mens Hr. og Fru Danmark troligt betaler deres skat hver måned og må finde sig i dårligere ældrepleje, flere børn til færre pædagoger og et ringere sikkerhedsnet, hvis man bliver syg eller arbejdsløs. Det er til at blive rasende over. Særligt, fordi ikke bare vi i Enhedslisten, men også medarbejdere, faglige organisationer og Statsrevisorerne har advaret i årevis.

Skylden? Ja, den har uduelige politikere. Sådan går det, når man sparer på baggrund af forventede og forudsete effektiviseringer, før det viser sig at holde i virkeligheden. Nedskæringer og fyringsrunder, der kun i Finansministeriets regneark, var konsekvensløse. Og nu er det endelig gået op for et flertal på Christiansborg, at man lige så godt kunne have spurgt en kvaksalver med tarotkort og teblade i et omrejsende tivoli.

--------------

Man skulle tro, at det politiske system så blev klog af skade. Men nej. Mens der lappes huller i SKAT efter årevis med systematiske nedskæringer og milliardtab til følge, er der et flertal, der forhindrer, at vi stopper den præcis samme form for katastrofal regnearks- dogme i sundhedssystemet.

På sygehusene lever de også under Finansministeriets opdigtede virkelighed. Regnearkene siger, at der kan effektiviseres 2% om året. Og så sparer flertallet herinde 2% om året. Uden overhovedet at skele til, hvilke konsekvenser, det har på fødegangene, skadestuerne og operationsstuerne. Sygeplejersker, læger og patientforeninger advarer om de katastrofer, der er i vente. Og alligevel, trods advarsler, trods de erfaringer med et smadret skattevæsen, der ikke burde være til at overse, fortsætter regeringen.

Og Einstein sagde vist for mange år siden, at definitionen på sindssyge er at gentage den samme handling igen og igen, men hele tiden forvente et andet resultat.
--------------

Men mens regeringen åbent erkender at ville forsøge bare lige én gang mere for at se, om resultatet måske er et andet, er det anderledes tåget med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. De har i virkeligheden aben - så at sige. For de siger godt nok, at de er imod produktivitetskravet, men de lover alligevel at stemme for en aftale om kommunernes og regionernes økonomi – selv hvis den stadig indeholder de årlige 2% besparelser.

Og særligt socialdemokraterne gemmer sig bag en eller anden mystisk besværgelse om, at der skal findes en ”ny styringsmekanisme”, før man kan afskaffe den nuværende. Men hvorfor? Man fortsætter jo heller ikke med nedskæringerne i SKAT, efter milliarderne er fosset ud, bare fordi man ikke har en ny budgetstyringsmekanisme.

--------------

Vi har alle sammen hørt historierne om nybagte forældre, der sendes hjem få timer efter fødslen. Om patienter, der ikke får en forklaring eller ordentlige instruktioner inden en operation. Om personale, der ikke kan nå at følge op og tjekke alle patienter på stuerne. Det er nedskæringernes konsekvenser på sygehusene.

Men samtidig er det et billede på noget generelt. Nemlig en konsekvent underfinansiering af vores velfærd. Skæve politiske beslutninger, der rammer de pressede børnehaver, folkeskoler og den ældrepleje, der skal sikre et værdigt liv til vores forældre og bedsteforældre. Det vil regeringen fortsætte med den nye 2025-plan og en alt for lav vækst i det offentlige. Den utryghed vi mærker, når vi ikke har penge til det private, vil blive værre.

Det skaber ulighed, fordi dem, der har pengene, kan betale sig fra det. Hvilket igen bruges som en undskyldning for flere nedskæringer og privatiseringer – for ”se selv, det offentlige kan jo ikke klare det”. Men venner - selvfølgelig går det ikke godt når dem, der lægger budgetterne herinde, åbenbart tror, at ældreomsorg kan måles på minutter eller patientvejledning kan klares med at få en seddel stukket i hånden.

--------------

Vi bliver også nødt til at tale om pensionsalder. For det har da været en af de mere positive nyheder den seneste tid, at regeringen har droppet planerne. Det er vigtigt for de mange faglærte og ufaglærte, der knokler fra en tidlig alder og bliver hurtigt nedslidte.

Men midt i sejrens blide rus kan det komme til at lyde som om, at pensionsalderen slet ikke stiger nu. Det er jo ikke sandt.

Reelt er regeringens forslag om et halvt års tidligere pensionsalder meget lidt i forhold til det, som regeringspartierne, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti sammen var med til at
vedtage tilbage i 2006. Det såkaldte velfærdsforlig, som betyder, at pensionsalderen gradvist stiger og stiger og allerede om tre år hæves igen.

Jeg kan huske en samtale, jeg havde for omtrent 10 år siden med en af mine bekendte, der er smed. Vi stod og kiggede på et skema over vores forventede pensionsalder. Vi er på samme alder, og han startede i lære, da han var 16. Han kan gå fra, når han er 72 år. Hans eneste kommentar var ”jeg har allerede ondt i knæerne”, og vi var i starten af tyverne dengang.

Som både Fru Mette Frederiksen og Hr Kristian Thulesen Dahl selv har fortalt vidt og bredt om, så er en lovbestemt pensionsalder ikke kun noget, der rammer gennemsnittet. Det rammer også alle dem, der – for at citere Hr Kristian Thulesen Dahl – ”er nedslidte og som faktisk har brug for en pensionsalder, så de kan komme væk fra arbejdsmarkedet”.

Jeg er med på festen. Det er en sejr, at regeringen har droppet deres pensionsplaner. Nu skal S og DF så vise, at I følger den her til dørs. I skal opsige jeres såkaldte velfærdsforlig. Vis de mange mennesker i hårde fysiske job – dem der bærer kufferter i lufthavnen, gør rent om natten og fejer gaderne om morgenen – dem I har talt så meget om og til, at I mener det. De har også ret til en tryg og værdig alderdom. Pensionsalderen skal ikke stige. Heller ikke med det, der allerede er aftalt.

--------------

I Enhedslisten ønsker vi at styrke og udvikle vores velfærdssamfund. Den velstand, der bliver skabt i vores samfund, ønsker vi at bruge på fællesskabet og tryghed til alle. Ikke på flere skattelettelser.

For os betyder tryghed fx en tilbagetrækningsalder, der er afhængig af antal år på arbejdsmarkedet og en ret til at gå fra før, hvis du er nedslidt.

Tryghed betyder ordentlige sygehuse, børnehaver og ældrepleje – uanset pengepung.

Tryghed betyder, at man ikke pludselig mangler penge til husleje eller ikke kan købe sin medicin, hvis man bliver ramt af arbejdsløshed eller sygdom.

Men tryghed er også, at vi formår at tænke fremad. Det betyder også, at vi fokuserer på de næste generationer, og at der både er rent drikkevand, et ordentligt havmiljø og ikke mindst en bæredygtig klode, som vi kan give videre til dem. Og at vi bruger en del af det overskud, vi har som et af de rigeste lande i verden, på at hjælpe mennesker på flugt – både dem, der sidder fast i flygtningelejre uden fremtidsudsigter, og dem, der kommer her og banker på vores dør.

Vi er et af verdens rigeste lande. Der er råd til velfærd og et godt arbejdsliv for alle, hvis vi fordeler velstanden retfærdigt. Det er et politisk valg.