I Aalborg er det stadig svært at få Socialdemokratiet til at rime på skattelettelser

S-toppen undgik oprøret, men kom ikke uden om ballade fra baglandet ved Socialdemokratiets landsmøde i Mette Frederiksens fødeby, Aalborg. Langt fra alle genkender skattelettelser og arbejdsudbudsreformer, som ”ærkesocialdemokratiske”.

&nbsp;<br>
 
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Ét tema gik igen, da statsminister Mette Frederiksen lørdag eftermiddag i vanlig landsmødestil stillede sig op foran flokken af journalister for at svare på spørgsmål.

"Hvorfor nævnte du ikke de ekstra skattelettelser i din tale?"

"Hvad er det dit bagland har glemt om skattelettelser?"

"Dummede du dig, dengang du sagde 'velfærd eller skattelettelser'?"

Frederiksen var forberedt. Tændt. Og skød tilbage med et næsten overbærende smil på læben, uden tegn på for alvor at blive slået ud af kurs.

Vi gik til valg på skattelettelser. Vi har fået vigtige ting igennem, for eksempel et lønløft til offentligt ansatte. Socialdemokratiet ønsker ikke flere skattelettelser.

"Så er der andre partier, som har andre prioriteter, og det skal selvfølgelig også afspejle sig," lød det fra S-formanden.

"Det er velfærd eller skattelettelser"

Det var imidlertid ikke kun journalister, der var draget til Socialdemokratiets landsmøde i Aalborg denne weekend for at trykke fingeren ind på et af partiets ømmeste punkter.

Balancen mellem velfærd og skattelettelser, som de ser ud efter SVM-regeringens interne kompromisser.

Læs også

For det er misforstået at tro, at man kan få begge dele. Det mener i hvert fald Sebastian Schwartz, en af folketingsvalgets unge kandidater med rødder i Gentofte-kredsen.

"Det er velfærd eller skattelettelser, ikke velfærd og skattelettelser," sagde han fra talerstolen, da den var åben for debat søndag formiddag.

Og han var ikke den eneste, der på eget initiativ satte spørgsmålstegn ved den socialdemokratiske fornuft i regeringens politik.

Trods mere kritik end ved tidligere årsmøder og kongresser blev der fortsat klappet taktfast af den socialdemokratiske formand Mette Frederiksen, da partiet i weekenden holdte landsmøde i Aalborg.
Trods mere kritik end ved tidligere årsmøder og kongresser blev der fortsat klappet taktfast af den socialdemokratiske formand Mette Frederiksen, da partiet i weekenden holdte landsmøde i Aalborg.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lidt efter ham fulgte en kvindelige delegeret fra Faxe, som efterlyste bud på, hvordan man i landdistrikterne skulle undgå at lukke skoler, plejehjem og daginstitutioner, hvis ikke regeringen giver flere penge til kommunerne.

Sænk uligheden - for en gangs skyld

En tredje harcelerede over, at regeringens skattepolitik med lempelser af topskatten og sænkelse af arveafgiften "gør Danmark mere socialt skævt". En fjerde over Finansministeriets regnearkspolitik, som gør arbejdsudbudsreformer til en politisk nødvendighed.

Mens en femte ærgrede sig over, at ulighed har det med at stige, når Socialdemokratiet sidder i regeringskontorerne.

 "Lad os nu bruge regeringsmagten på at sænke uligheden – for en gangs skyld."

En af partiets tidligere borgmestre peger over for Altinget på, at en del af kritikken både før og under landsmødet handler om "uheldig timing" for partiet.

Parallelt med, at regeringstoppen forhandler om, hvor store skattelettelser en kommende økonomisk 2030-plan skal indeholde, så lander man i kommuner på tværs af landet budgetter med store besparelser og skattestigninger.

Begge dele er også på programmet i Aalborg Kommune. Det forklarer byens nye borgmester Lasse Frimand Jensen, da Altinget møder ham i foyeren af det kultur- og kongrescenter, som vanen tro danner rammerne om den socialdemokratiske familiefest.

Det hænger ikke sammen

Derfor er han også ganske skeptisk ved udsigten til flere skattelettelser, end det der allerede indgår i regeringsgrundlaget.

"Det var kompromisets kunst, da man valgte at lave en SVM-regering. Men det der er snak om nu, er, om der skal være yderligere skattelettelser. Det synes jeg godt, man kunne droppe," siger Lasse Frimand Jensen, mens han nipper til sin kaffen.

Ude foran kongrescenterets store mødesal har forskellige af partiorganisationens nære venner linet op med stande.

Udover repræsentanter fra Frit Forum kan man blandt andet møde FN Forbundet, Fri Kultur, forsikringsselskabet Alka og Ulandssekretariatet hvor to kvinder sidder og strikker flittigt.

Heller ikke herude skal man ikke lede længe for at møde lignende skeptiske holdninger fra mindre agiterede partimedlemmer.

"I mit univers hænger det ikke sammen, at der skal bruges penge på skattelettelser for nogle af de mest velhavende, når vores velfærd er så presset," siger Liv Agerbo.

Annette Flak (tv.) og Liv Agerbo er begge fra Aalborg, men ikke lige enige om fordelene ved en SVM-regering.
Annette Flak (tv.) og Liv Agerbo er begge fra Aalborg, men ikke lige enige om fordelene ved en SVM-regering.
Foto: Kim Rosenkilde/Altinget

"Ærkesocialdemokratisk" politik

Hun er lokal socialdemokrat og har derfor Aalborgs udfordrede kommuneøkonomi tæt inde på livet. Det samme har Annette Flak, der tilhører den lidt ældre generation i den lokale partiforening.

Alligevel er hun knap så skeptisk over for SVM-samarbejdet.

"Jo flere man er sammen om at tage ansvaret, jo mindre kan man bare gå og skyde på hinanden. Når man har en trepartsregering, så er man nødt til at indse, at når man hver især vil noget forskelligt, så må man finde et sted at mødes," siger hun.

Efter flere år med noget der ligner uanfægtet opbakning til Mette Frederiksens linje, så satte kritikken fra baglandet sit præg på stemningen ved dette årsmøde.

Ikke mindst afspejlet i Mette Frederiksens offensive forsvar for den førte politik, da hun holdt sin tale lørdag. Her gjorde hun ikke kun skattelettelser, men også arbejdsudbudsreformer til solid socialdemokratisk politik.

"Så kan man kalde det arbejdsudbud. Strukturel beskæftigelse. Eller hvad man gerne vil. Men det handler grundlæggende om at sikre flere af de rigtige kollegaer til vores hårdtarbejdende ansatte i både den offentlige og private sektor. Og på den måde er det her ærkesocialdemokratisk," sagde partiformanden.

Læs også

Borgmestre blev beroligede

I et forsøg på at dæmpe gemytterne havde Mette Frederiksen forud for landsmødet skrevet en fælles kronik om "velfærdens paradoks" sammen flere af partiets centrale borgmestre.

I kronikken opfordres kritikere til stoppe med at "pege fingre" for i stedet arbejder sammen om at udvikle velfærden på tværs af kommunalbestyrelser, regionsråd, Folketinget og regeringen.

Ifølge en af medafsenderne kan man mellem linjerne læse en erkendelse fra partitoppen af, at særligt den kommunale velfærd har et markant økonomisk efterslæb oven på mange års lavvækst i budgetterne.

Og at det fordrer større investeringer i den lokale velfærd, end SVM-regeringen har lagt op til så vidt.

Inden festmiddagen startede lørdag, nåede partitoppen også at holde møde med kredsen af borgmestre.

At der kan være flere penge på vej til den lokale velfærd end tidligere annonceret, er også det indtryk som Albertslunds borgmester Steen Christiansen tager med sig hjem fra Aalborg.

"Det er mit indtryk, at de kommende økonomiske prioriteringer også kommer til at forholde sig til substantielle ekstrainvesteringer i velfærden. Sammen med de skattelettelser, som ellers ikke er vores kop the. Hvis ikke det sker, så er fanden løs," siger han.

'Enten eller', hedder nu 'både og'

Det er ikke givet, at den seneste tids åbne og højlydte kritik fra det socialdemokratiske bagland udelukkende er til ugunst for S-toppen.

I forhandlingerne om at få de sidste brikker på plads i den kommende 2030-plan kan det også tjene som presbal for yderligere socialdemokratiske prioriteringer.

Alligevel havde Mette Frederiksen nok helst været foruden at skulle stå foran et korps af garvede Christiansborg-journalister og svare på kritiske spørgsmål om, hvorfor tidligere tiders modstilling af velfærd og skattelettelser pludselig ikke længere gælder.

Socialdemokratiets forhold til skattelettelser gennem tiden blev omdrejningspunktet, da Mette Frederiksen lørdag eftermiddag mødte pressen.
Socialdemokratiets forhold til skattelettelser gennem tiden blev omdrejningspunktet, da Mette Frederiksen lørdag eftermiddag mødte pressen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Helt tilbage i 2006 kunne man i en pressemeddelelse fra Socialdemokratiet under overskriften "velfærd eller skattelettelser" læse hård kritik af, hvordan den daværende Fogh-regerings finanslovsforslag førte til omfattende besparelser i de kommunale budgetter.

Sloganet bed sig fast i valgkampen året efter, og Mette Frederiksen har siden selv taget det til sig. I dag regner hun det for forsimplet.

Nu er 'enten eller', blevet til 'både og'.

Betyder det, at der i en kommende 2030-plan også kommer flere penge til velfærd udover det, der allerede er aftalt?

"Ja, selvfølgelig. Men vi er ikke klar til at fortælle om 2030-planen. Når vi er det, skal vi nok gøre det," lød Mette Frederiksens udgangsreplik efter at have stået over for flokken af journalister i et lille kvarter.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lasse Frimand Jensen

Borgmester (S), Aalborg Kommune, formand, KKR Nordjylland
master i udvikling og internationale relationer (2011)

Steen Christiansen

Borgmester (S), Albertslund Kommune
lærer (Blaagaard Statsseminarium)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00