K ændrer holdning: Går nu helhjertet ind for dobbelt statsborgerskab

INDFØDSRET: Konservative ændrer kurs på spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab og støtter det nu fuldt ud. Tidligere accepterede partiet kun, hvis det andet statsborgerskab var fra et vestligt land.

"Vi er blevet klogere siden 2014. Partiet har ændret holdning på det her spørgsmål, og vi går nu ind for dobbelt statsborgerskab i dag. Især af hensyn til de danskere, der bor i udlandet."

Sådan lød det fra Naser Khader, Konservatives indfødsretsordfører, i Folketinget fredag, da et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om at skrotte muligheden for dobbelt statsborgerskab blev behandlet.

"Det var da en skam," lød det fra Dansk Folkepartis Christian Langballe på den melding fra Konservative.

I 2014 stemte Konservative og Dansk Folkeparti ellers imod et bredt flertal i Folketinget, som besluttede at tillade dobbelt statsborgerskab i Danmark. For Konservative skulle dobbelt statsborgerskab nemlig kun gives til personer, der besad et pas fra Australien, New Zealand, EU, Canada eller USA.

DF ønsker fortsat at ophæve muligheden for at have dobbelt statsborgerskab – en holdning, de nu må stå alene med blandt partierne på Christiansborg. 

Den nye kurs vækkede glæde hos Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen under debatten, som kaldte det en "glædelig overraskelse". 

Se et uddrag af debatten i videoen ovenfor. 

Forrige artikel S er imod produktivitetskravet, men vil ikke afskaffe det endnu S er imod produktivitetskravet, men vil ikke afskaffe det endnu Næste artikel Ulla Tørnæs: Medier svigter Afrika og Latinamerika Ulla Tørnæs: Medier svigter Afrika og Latinamerika