K lover prøveballoner om sundhed i sommerferien

NY POLITIK: Sundhedsordfører Vivi Kier slår fast, at De Konservative er parate til at diskutere reformer i sundhedsvæsnet. Ordføreren er klar med ideer, der skal luftes i agurketiden.
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Vi skal turde tænke i nye reformer - også på sundhedsområdet. Det er beskeden fra Konservatives sundhedsordfører, Vivi Kier.

Udmeldingen kommer, efter partiet har offentliggjort folketingsgruppens strategiprogram, der er et debatoplæg til de konservative medlemmer om udviklingen af ny konservativ politik.

Oplæggets afsnit om sundhed og psykiatri rummer imidlertid ikke tandpunkter på sundhedsområdet. Blandt andet slås opbakningen til behandlingsgarantien fast.

Det samme gør støtten til et offentligt finansieret sundhedsvæsen.

Som konservativ og i lyset af de udfordringer vi har - så er vi åbne overfor at diskutere alt.

Vivi Kier (K)
Sundhedsordfører

Men i Folketingets sommerferie drager Vivi Kier rundt til partiforeningerne. Her skal hun blandt andet diskutere muligheden for nye tiltag på sundhedsområdet.

Prøveballoner på vej
Og i løbet af sommeren lover sundhedsordføreren at sende en række konservative prøveballoner i medierne.

"Der kommer flere udmeldinger i løbet af sommeren. Vi skal turde at tænke på reformer. Jeg vil komme med konkrete bud," siger Vivi Kier, der godt vil løfte sløret for nogle af de overordnede problemstillinger, hun tænker over.

"Vi skal have nogle bud på, hvordan vi får danskerne engageret mere i at forbedre deres egen sundhed. Sundhedsområdet er samtidig en af de største udfordringer for samfundet, fordi udgiftene stiger så kraftigt," siger Vivi Kier.

Jeres politiske ordfører, Henriette Kjær, har nævnt øget brugerbetaling i takt med, at der kommer stadig flere nye behandlingsformer. Og jeres formand, Lene Espersen, har talt for, at ældre selv skal betale deres influenzavacciner. Kommer der mere på dette område fra jer?

"Som konservativ og i lyset af de udfordringer, vi har - så er vi åbne overfor at diskutere alt. Og det vil jeg gøre i partiforeningerne og til landsrådet i efteråret," siger Vivi Kier.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henriette Kjær

Public affairs-direktør, Geelmuyden Kiese, fhv. minister (K) & MF
student (Viby Amts Gymnasium 1985)

Lene Espersen

Fhv. direktør, Danske Arkitektvirksomheder, bestyrelsesformand, Green Hub Denmark, bestyrelsesmedlem, M. Goldschmidt Holding, DSB, Green Building Council Denmark/rådet for bæredygtigt byggeri, Comundo, KV Fonden
cand.oecon. (Aarhus Uni. 1990)

Vivi Kier

Fhv. MF (K)
sygeplejerske (Odense Universitetshospital 1983)

0:000:00