K: SF-S har taget Robin Hood som gidsel

DOKUMENTATION: Læs her Henriette Kjærs (K) tale ved åbningsdebatten.

Henriette Kjærs tale ved åbningsdebatten 8. oktober 2009

- Det talte ord gælder -

Det er et udfordrende folketingsår vi nu påbegynder.

Ikke nok med, at vi skal have afbureaukratiseret, lavet en plan for bekæmpelse af ungdomskriminalitet, sætte ind mod ungdomsarbejdsløsheden og sætte fokus på bedre kræftbehandling og mere forebyggelse, ja - så står vi stadig i en verdensomspændende økonomisk krise.

Fra konservativ side glæder vi os over, at der i Folketinget har vist sig flertal for en række af regeringens initiativer det seneste år, med det klare mål, at mindske virkningerne af krisen.

Det som lægger os allermest på sinde, er at tage os godt af dem, som uforskyldt bliver ramt af finanskrisen. De som rammes af arbejdsløshed. Af virksomhedslukninger og indskrænkninger.

Den økonomiske krise er internationalt funderet. USA og alle de lande som i nyere tid har udgjort den internationale trækkraft for dansk økonomi har det jo mildest talt mere end skidt. Man kan håbe på, at de mange tiltag som diverse regeringer har igangsat vil forbedre konjunkturerne.

Men sikker kan vi jo ikke være. Regeringen gør derfor hvad den kan og har gennemført mange initiativer for at afbøde følger af krisen. Bankpakker. Fremrykning af investeringer. Frigivelse af SP-opsparingen. Og senest en vækstpakke for de mindre og mellemstore virksomheder. Vi har også lavet skattereformen som træder i kraft ved årsskiftet og sænker indkomstbeskatningen markant.

Fra konservativ side vil jeg gerne, tindrende klart, slå følgende fast. Vi har gennemført de initiativer, som vi har fundet nødvendige indtil nu. Men vi vil også dag for dag vurdere situationen.

For os konservative er den altoverskyggende opgave derfor, at bidrage til at sikre den fornødne tryghed for den danske befolkning - også i disse krisetider.

Noget af det der skaber tryghed i familierne er at de unge kommer godt på vej.

Det er vigtigt, at vi hurtigt kommer i gang med en indsats over for de unge ledige.  Al erfaring viser, at det er vigtigt, at holde de unge i gang og væk fra arbejdsløshed. Uddannelse og en hurtig indsats er alfa og omega, hvis det skal lykkes at få de unge ind på arbejdsmarkedet. På den måde sikrer vi, at vi har veluddannede unge, der kan bidrage med at gøre vores virksomheder konkurrencedygtige.

Fra konservativ side vil vi kæmpe hårdt for, at der bliver gjort alt som er politisk og menneskeligt muligt for at skabe ny vækst i det danske samfund. Det er vores vigtigste opgave. Det vil vi give højest prioritet.

Som vi allerede har hørt det i dag, så har oppositionen gjort krisen til sit bedste aktiv. Nu er det jo muligt at angribe regeringen for alt stort som småt.

Det er selvfølgelig også en oppositions ret. Men når man kritiserer, så er det jo også en god ide selv at have nogle varer på hylderne. Og her kniber det i allerhøjeste grad for oppositionen. Der er to ting som vi fra konservativ side især har hæftet os ved.

For det første. Oppositionen - eller dele af den - vil meget gerne have det til at se ud som om, at der er et stabilt, solidt alternativ til den nuværende regering. Men det er jo blændværk. For vi har endnu ikke set en eneste meningsmåling, hvor S og SF har 90 mandater.

For det andet har S, SF, De radikale og Enhedslisten har jo ikke en fælles økonomisk politik. Man har ikke noget sammenhængende og ansvarligt svar på krisen. Det oppositionen har på hylderne er nogle spredte udspil, som man indbyrdes er uenige om.

Til gengæld har Socialdemokraterne og SF præsenteret deres skatteplan. Selv kalder de det for Robin Hood-skat i et forsøg på at få projektet til at lyde sympatisk og glide ned hos danskerne.

Men det skal man ikke lade sig narre af.

I virkeligheden er der tale om Prins John og Sir Hiss, der vil opkræve skatter, skatter og atter skatter af de stadig mere plagede borgerne - og i øvrigt lader landet forfalde omkring sig.

S og SF siger, at de vil tage fra de rige og give til de fattige. Sagt med andre ord: De vil plukke de aktive, de hårdtarbejdende og dem, der allerede i dag betaler mest til fællesskabet.

S og SF siger, at de vil forbedre folkeskolen. Sagt med andre ord: Selskabsskatten skal sættes op til en af Europas højeste og virksomheder og arbejdspladser vil forsvinde ud af Danmark. På lang sigt kommer det ikke nogen til gavn - heller ikke eleverne i folkeskolen.

S og SF har taget Robin Hood som gidsel for i virkeligheden er prins John, forklædt som fru. Helle Thorning-Schmidt, og Sir Hiss, forklædt som hr. Villy Søvndal.

Alt imens mener De Radikale, at det der er brug for er at se bæstet i øjnene.

Det er De Radikale, der i en varm opfordring til S-SF ønsker, at man skal se "bæstet" i øjnene.

Nu har jeg desværre haft lidt svært ved helt at finde ud af, hvad det egentlig er for et bæst De Radikale sigter på.

Selvom jeg godt kan forstå, at fru Margrethe Vestager ser et rødt bæst, når hun ser på S og SF´s politik.

Og, at det kan virke skræmmende.

Men det kan selvfølgelig også være, at det er et andet bæst De Radikale ønsker at se i øjnene. Det gik op for mig, da jeg så, at fru Margrethe Vestager forleden også kritiserede, at den amerikanske præsident ikke fik tid til at besøge Folketinget. For på internettet er der slet ikke tvivl. Bæstet er enten den amerikanske præsidents skudsikre bil eller en dansk målmand i engelske Burnley. Men det er nok ikke ham Margrethe Vestager tænker på, når hun siger hun vil se bæstet i øjnene.

Vi konservative vil imidlertid se befolkningen i øjnene. 

Og for os handler det om at skabe et trygt samfund. Og tryghed er blandt andet, at man kan få den bedste behandling, hvis man bliver syg. Vi har fuld fokus på sundhedsområdet.

Vi konservative er meget tilfredse med, at der nu sættes ind med yderligere initiativer på sundhedsområdet.

Der er brug for at få moderniseret det danske hospitalsvæsen. Nye sygehuse og nye moderne behandlingsmetoder. Bedre kræftbehandling.

Men behandling kan ikke stå alene. Vi skal også satse på forebyggelse og på at få danskerne - ung som gammel - til at leve sundere.  Den brede vifte af initiativer som nu er sat i søen skulle meget gerne i løbet at en årrække føre til længere levetid og et bedre liv for mange borgere.

Tryghed handler også om, at man kan bevæge sig frit omkring i samfundet og det på alle tider af døgnet - og det i alle kvarter.

Men skal vi bremse den organiserede og brutale kriminalitet, så skal vi have fat i de unge kriminelle eller potentielle kriminelle så tidligt som muligt. Derfor er vi meget positive over for den plan som justitsministeren nu har fremlagt for at forebygge kriminalitet.

Jeg skal være ærlig og sige, at sænkning af den kriminelle lavalder til 14 år ikke hidtil har stået på vores dagsorden. Men helheden i den plan der nu er fremlagt er så stærk, at vi har kunnet tilslutte os det - desværre i erkendelse af, at der i de senere år har været en tendens til at den farlige og grove kriminalitet er rykket nedad aldersmæssigt.

Vi konservative har altid ønsket en velfungerende og effektiv offentlig sektor.

Erhvervs- og økonomiministeren satte for et år siden afbureaukratisering på den politiske dagsorden. Det er jo ikke fordi afbureaukratisering ikke har været prøvet tidligere af skiftende regeringer.

Men derfor skal man jo ikke give op.

Det positive ved det nye initiativ er, at det er et projekt som skal gro op nedefra.  Vi ønsker, at lade de offentlige ansatte selv fortælle, hvilke regler og bureaukrati, som kan undværes. Så må det komme an på en prøve.

Men det siger også sig selv, at afskaffelse af kontrol og regler stiller større krav til de offentligt ansatte, ledelsen, kommunal politikere og til os i Folketinget. Det nytter ikke, når et tv indslag kl. 22 en tilfældig dag, beretter om et svigt i den offentlige service, at man så enten fralægger sig ansvaret eller kræver en ny regler eller mere kontrol.

Skal afbureaukratisering blive en succes vil det kræve en mentalitetsændring. Den håber vi, at man er parate til både politisk og blandt de offentlige ansatte.

Tryghed handler også om, at vi kan levere en planet med et ordentligt klima videre til vores efterkommere. Der skal derfor ikke herske tvivl om, at vi både håber og tror, at det store arbejde som klimaministeren og statsministeren gør for at skabe fundamentet for en global klimaaftale på klimatopmødet i København til december, vil krones med en aftale.

På samme måde lægger vi stor vægt på, at der forskningsmæssigt sættes ind for at skabe grøn økonomi - grønne arbejdspladser. Danmark har tidligere vist, at vi kunne skabe et sandt vindmølle eventyr. Nu er tiden kommet til at skabe eventyr i andre brancher, som kan give os et afsæt til at få gjort op med CO2 udledningen - og på sigt gøre os helt uafhængig af de fossile brændstoffer.

Tryghed handler om at Danmark yder en international indsats, så grobund for terrorisme mindskes.

Danmark kan være stolte af indsatsen i Afghanistan. Vores soldater der gør en forskel.

Det skal de og deres familier og pårørende have stor tak for.  For de er på en farlig opgave, der har kostet os mange tab.

Og somme tider spørger man sig selv om det er det hele værd.

Fra konservativ side er meldingen klar. Opgaven med at bekæmpe den internationale terrorisme er og bliver en af de absolut vigtigste kampe i vores generation.

Jo, vi står over for mange alvorlige udfordringer, så det bliver en travl samling.

Vi Konservative er parate til at arbejde hårdt og målrettet for at nå de mål som befolkningen har en forventning om vi skal nå.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henriette Kjær

Public affairs-direktør, Geelmuyden Kiese, fhv. minister (K) & MF
student (Viby Amts Gymnasium 1985)

0:000:00