Khader til Elbæk: Hold fokus på mærkesagerne

PARTI: Hvis Alternativet skal blive en succes ved folketingsvalget, bør partiet holde sig til de politiske mærkesager og undgå at brede sig for meget ud. Det mener Naser Khader (K), som selv har prøvet at gå til valg med et nyt parti.

Naser Khader (K) har selv prøvet at gå til valg med et nystiftet parti.
Naser Khader (K) har selv prøvet at gå til valg med et nystiftet parti.
Per Bang Thomsen

Det er absolut ikke utænkeligt, at Alternativet kan få skrabet en håndfuld mandater til sig ved det kommende folketingsvalg.

Men hvis det skal lade sig gøre, er det vigtigt, at partileder Uffe Elbæk fastholder sit fokus på partiets politiske mærkesager som bæredygtig vækst, miljø og iværksætteri.

Det er meldingen fra folketingskandidaten Naser Khader (K), efter Alternativet mandag fik samlet nok vælgererklæringer sammen til at stille op til det næste folketingsvalg.

Naser Khader stod i 2007 bag det nu hedengangne parti Ny Alliance, som trods en bragende start aldrig blev den succes, som mange iagttagere havde regnet med.

En af årsagerne til fiaskoen var ifølge Naser Khader, at partiet alt for hurtigt blev alt for stort.

“Ny Alliance var nærmest en folkebevægelse, og vi blev afkrævet svar om alle mulige politikområder, før vi havde lært hinanden at kende i partiet. Det var en alt for stor mundfuld,” siger han og forstætter:

“Det er derimod bedre at starte i det små, bygge partiet op i ro og mag og holde sig til de politiske kerneområder frem for at brede sig alt for meget ud til at begynde med. Det har Uffe Elbæk gjort, og derfor har Alternativet faktisk et godt udgangspunkt ved næste folketingsvalg,” siger Naser Khader.

Indhug hos R og EL
Naser Khader blev første gang valgt ind i Folketinget i 2001. Dengang var han medlem af Radikale, og her var han, indtil han kastede sig ud i Ny Alliance-projektet.

Det forlod han dog i 2009, hvorefter han meldte sig ind hos Konservative.

Ved folketingsvalget i 2011 blev Naser Khader dog ikke genvalgt, og siden da har han blandt andet arbejdet som Senior Fellow ved den konservative tænketank Hudson Institute i Washington.

Naser Khader meddelte i sidste uge, at han selv stiller op ved det kommende folketingsvalg, som senest skal afholdes i september i år. 

Han tror dog, at Alternativet primært kan appellere til både Radikale og Enhedslistens vælgere.

“På den radikale venstrefløj er der eksempelvis en del mennesker, som ikke er tilfredse med den benhårde økonomiske politik, Radikale har ført i den seneste tid. Alternativet rammer noget i tidsånden, og derfor vil jeg mene, at partiet kan appelere til to-tre procent af vælgerne,” siger Naser Khader.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00