KL: Nej tak til flygtningelandsbyer

INTEGRATION: Et flertal i Folketinget vil undersøge muligheden for at aflaste kommunerne ved at oprette flygtningelandsbyer. Men det er skidt for integrationen, siger KL-formand Martin Damm.

Kommunerne er bedre end staten til at integrere flygtninge, mener KL-formand Martin Damm (V).
Kommunerne er bedre end staten til at integrere flygtninge, mener KL-formand Martin Damm (V).Foto: Sara Fleckner/Altinget.dk
Kasper Kaasgaard

Et flertal bestående af S, DF og K presser regeringen til hurtigt at blive færdige med at undersøge, om flygtninge skal placeres i nationale flygtningelandsbyer.

Et af argumenterne for at oprette landsbyerne er, at det skal aflaste de pressede kommuner.

Men kommunerne selv mener ikke, at flygtningelandsbyer er den rigtige løsning.

”Alle de steder, hvor vi har kørt rigtig mange af anden etnisk herkomst sammen, har vi skabt ghettoer i stedet. Så vi mener ikke, det er svaret. Det er godt, man vil gøre noget, men man kan gøre noget, der er bedre end flygtningelandsbyer,” siger KL's formand, Martin Damm (V) og fortsætter:

Det er godt, man vil gøre noget, men man kan gøre noget, der er bedre end flygtningelandsbyer.

Martin Damm (V)
Formand, KL

”Det siger vi ud fra den betragtning, at den gruppe, vi taler om, har vi besluttet skal være i Danmark. Derfor gælder det om at få dem gjort selvforsynende så hurtigt som muligt. Det mener vi ikke, flygtningelandsbyer hjælper til.”

Glad for undersøgelse
I efteråret betød spørgsmålet om flygtningelandsbyer, at udlændingeforhandlingerne brød sammen. Både S og DF krævede det med aftalen, men det ønskede Venstre ikke.

Kompromisset var dengang, at grundlaget for at anlægge landsbyerne skulle undersøges. Nu presser partierne regeringen til at have undersøgelsen færdig 1. marts.

Martin Damm ser undersøgelsen som et tegn på, at der er reel politisk vilje til at hjælpe de pressede kommuner. Selvom han ikke mener, at landsbyerne er den rigtige vej at gå, ser han frem til at få undersøgt grundlaget.

”For os at se er det godt, at de får undersøgt fordele og især ulemper. Vi kan i hvert fald nemt få øje på ulemperne. Hvis det er med til at tage luften ud af det her, så er det super at få det undersøgt,” siger Martin Damm.

Tre indsatsområder
Han håber, at Christiansborg-politikerne i stedet vil sende de penge, der skulle bruges på at anlægge flygtningelandsbyer, til kommunerne.

”Hvis man skal bygge boliger til statslige flygtningelandsbyer, koster det ikke mere at bygge dem ude i kommunerne. Det er bare fordelt på en anden måde, men man kan lave en bedre integration på den måde,” siger Martin Damm.

Han ser tre områder, hvor regeringen kan gøre det nemmere for kommunerne at håndtere presset.

Der skal ryddes op i reglerne for, hvilke boliger kommunerne må tilbyde flygtninge, der skal ændres i arbejdsfordelingen af det treårige integrationsprogram, og så skal kommunerne have flere penge.

Damms første to ønsker er regeringen i færd med at se på.

Onsdag vil S, DF og K ved en hasteforespørgsel i Folketinget pålægge regeringen at blive færdige med undersøgelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00