Af Hans Christian Gimbel
Økonomi-, administrations- og souschef på Aalborg Teater

Et paradigmeskifte af dimensioner er rykket ind på Christiansborg. Fra en nærmest uhyggelig politisk trang til at udøve kontrol og mikromanagement og lade økonomerne passe butikken Danmark, bryder fire partier igennem med visioner og målsætninger og en ny måde at træde i karakter på som øverste politiske og lovgivende magt i Danmark.

Gennem de seneste 30 år har det været en støt stigende tendens, at politikere på Christiansborg har stukket deres snabler alt for dybt ned i hverdagen hos mange offentlige myndigheder, institutioner og organisationer. Snabler, der virkelig har rodet rundt som elefanter i en glasbutik, smadret rundt, gjort ejerskabet over arbejdsopgaverne stort set umuligt for ledere og medarbejdere i den offentlige sektor og dermed deres mulighed for at tage ansvar. Armslængde har været et spørgsmål om at kunne nå og ikke et spørgsmål om at have ting på afstand.

Teltpælene er rykket ud
I kampen for taletid i medierne har politikerne rykket teltpælene helt ud i hverdagen hos os almindelige mennesker for at få slagkraftige og helt kontante historier, som fanger både pressen og vælgerne. Men i deres iver er de samtidig blevet holdt op på konkrete personificerede sager, som har ført dem langt ind i en offentlig arbejdsdag, som de hverken har forstand eller legitim magt over.

Som tidligere kultur-, justits-, økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen har udtrykt det så klart, så er det svært at stå foran rullende kameraer ved siden af en kræftsyg pige, som ikke får den fornødne hjælp uden at love et eller andet. Ja, det er det! Men hvad laver han og andre politikere dog også der – er de læger eller bare ude i en mediehistorie?

Hvor langt det tankefilter nåede, blev på mest eksemplariske vis eksponeret af tidligere undervisningsminister Merete Riisager, da hun for et lille år siden på TV udtalte, at grunden til, at hun ville regulere helt ned i lærernes undervisningsplanlægning, var, at hun havde ansvaret for hver enkelt elev ude i alle klasselokalerne. Deri tog hun grueligt fejl.

Gennem de seneste 30 år har det været en støt stigende tendens, at politikere på Christiansborg har stukket deres snabler alt for dybt ned i hverdagen hos mange offentlige myndigheder, institutioner og organisationer.

Hans Christian Gimbel
Økonomi-, administrations- og souschef på Aalborg Teater

Ledelseskontrol udviklet af liberale
Brian Mikkelsen og Merete Riisager har ikke været alene om at være det forkerte sted enten helt konkret eller i tankerne. Det har været symptomatisk med kontant effekt. Alt fra digitaliseringer, udflytninger, kanoniseringen af udvalgte værker i den danske kulturarv, grænsekontrol, udvisningscenter, skolereform, privatiseringen af det danske hospitalsvæsen, Skat og meget mere har i stigende grad været underlagt denne ledelseskontrol fra Christiansborg, som har fulgt dem langt ud i hverdagen.

Det er en ledelseskontrol, som sjovt nok primært er blevet udviklet i Danmark af den danske højre- og liberale fløj efter Murens fald. Og sjovt nok med den konsekvens, at vi i stigende grad har set symbolpolitiske og adfærdsregulerende direktiver og love i stedet for en egentlig politisk ledelse af landet, tenderende mod de gamle regimer i Øst.

Det har været et politisk lederskab på vildveje. Mikromanagement på tusinder af kilometers afstand er ikke alene umuligt. Det giver ingen mening for nogen som helst, men ødelægger derimod enhver mulighed for at tage ejerskab ude i de offentlige virksomheder og derved tage et ansvar for at nå i mål. Hvorfor skulle noget, der var helt fundamentalt for østblokkens sammenbrud, kunne fungere i Danmark?

Kræver det hele for det halve
Det kan det heller ikke. I et videnssamfund som det danske fører det til, at ansatte – medarbejdere som ledere – mister den helt afgørende forudsætning for at have engagement. Noget, som ellers tidligere har gjort den offentlige sektor i Danmark helt enestående. Men de seneste årtier har i stedet implementeret en decideret demoraliserende kultur uden tillid, som kun har nedbrudt den offentlige sektor stykke for stykke.

Udover at konsulenter er blevet hentet ind for at dirigere forandringer, fordi lederne ikke selv havde mulighed for at tage ansvaret, så er den ledelsesmæssige retning også druknet i en konstant strøm af handlingsdirigerende reformer og konkrete løfter. Samtidig har man fra politisk side ikke villet betale prisen for det, man ønskede – eller i al fald betale, hvad man fortalte vælgerne, at man kæmpede for.

I stedet har man sendt økonomerne ind i slikbutikken og krævet det hele for det halve. Skat er vel nok det mest grelle og udtalte eksempel, men også hospitaler og uddannelsesinstitutioner har fulgt efter på den helt forkerte måde, og senest er det gået ud over landets kulturinstitutioner.

Giver ejerskabet tilbage
Jeg kan derfor næsten ikke få armene ned over det forståelses- eller måske rettere visionspapir, som Socialdemokratiet, Radikale, SF og Enhedslisten har skabt som udgangspunkt for de næste fire års politiske og lovgivende lederskab af Danmark.

Ikke fordi jeg nødvendigvis er politisk enig i indholdet, men ene og alene fordi det er et paradigmeskifte af dimensioner, som kan give ejerskabet til danske myndigheder, institutioner og organisationer tilbage til deres ledere og medarbejdere.

Det er helt afgørende for, at vi ikke kun får den bedste service ud af den offentlige sektor, men også en livsglæde og et engagement tilbage på arbejdspladserne i den offentlige sektor, som helt banalt kommer af at få ansvar for sit arbejde. Et ansvar, som igen fører til udvikling, kvalitet og mere engagement. Sjovt nok temaer, som er bærende for den liberale tanke, men også den ny regerings forståelsespapir.

Reform bygger ikke på færdigkogt ret
At det ikke bare er udviklingen af et 18 sider langt forståelsespapir, som min tro på dette paradigmeskifte bygger på, vidner et af valgkampens store emner om. Socialdemokraternes pensionsreform. Som noget nyt bygger indholdssiden af en reform ikke på en færdigkogt politisk ret eller økonomiske beregninger. I stedet bygger den på en målsætning om en mere individuel vurdering af menneskers nedslidning fremfor deres alder.

At udvikle indholdet i en reform på så vigtigt et område er selvfølgelig helt basalt for den danske velfærdsmodel, arbejdsmarkedet og dem, som skal administrere og implementere reformen. Det politiske mål er sat, selvom det kan synes abstrakt, nu det ikke er konkretiseret, før fagfolk og praktikere har skabt indholdet.

For mange, politiske modstandere og pressen inklusive, stod det dog som den store gåde. For vores nye statsminister nægtede kategorisk at give svar på, hvordan man skulle vurdere og give nogle pension og sende andre tilbage på arbejdsmarkedet. Hun henviste til, at det måtte være fagfolk udvalgt af regering og arbejdsmarkedets parter, der skulle udfærdige retningslinjerne for det. Noget, som krævede udviklingsarbejde i et medejerskab. Noget, som af gode grunde ikke var sket endnu.

Fagfolk og målsætninger styrer politikken
På den måde afmonterede hun to helt centrale forudsætninger for det tidligere paradigme etableret under Schlüter, udviklet under Nyrup, raffineret under Fogh og ført ud over afgrunden af Thorning og Løkke Rasmussen.

For det første skulle reformen bygge på fagfolks vurderinger. For det andet var det ikke økonomien, der skulle udvikle indholdet i en reform, men derimod en politisk målsætning, der skulle definere de økonomiske forudsætninger.

Det er signalet, som Socialdemokratiet sender ved ikke selv at ville svare konkret ud over det overordnede mål. Og det er det samme opgør med det gamle paradigme, som sundhedsminister Magnus Heunicke går ud med, når han nu beder hospitalerne definere deres arbejdsdag i stedet for at komme med direktiver om, hvordan den skal foregå. Nu får de i stedet et mål. Det har de så ansvaret for at nå under de forudsætninger, de kan få.

Genopretning efter 20 års slid
Det er disse handlinger bag visionspapiret, der er så afgørende for, at vi er ved at træde ind i et paradigme. Et paradigme, hvor genopbygningen af den offentlige sektor skal ske gennem en genetablering af tilliden til de mange fagfolk, som særligt Fogh-regeringen gjorde op med for snart 20 år siden, fordi de mente, at de kunne selv. Et paradigme, hvor man kan genopbygge det land, som kun økonomisk er i topform, men kulturelt er nedbrudt i sin offentlige sektor.

Nu er vi tilbage på sporet, hvor politikere igen tør at være politikere og påtage sig det politiske og lovgivende lederskab af landet. Det har været en savnet tilstand.

Selvom det vil tage mange år at genoprette særligt de sidste 20 års nedslidning af den offentlige sektor, krydser jeg fingre for, at det bliver så reelt, at tilliden til den offentlige sektor igen bliver så stor, at vi tør være både ansvarsfulde ledere og medarbejdere, produktive medejere og medskabere af et ansvarligt Danmark med sammenhængskraft.