Lækket rapport afslører kommissions tre dagpenge-forslag

LÆK: Titusindvis af arbejdsløse kan se frem til at få skåret i deres dagpenge, viser en lækket rapport fra Dagpengekommissionen.

Foto: Colourbox
Cecilie Gormsen

Der vil blive færre dagpenge til landets arbejdsløse, lige meget hvordan man skruer et nyt dagpengesystem sammen. Sådan lyder konklusionen i en lækket rapport fra Dagpengekommissionen, skriver Politiken

Avisen er kommet i besiddelse af Dagpengekommissionens 120 sider lange rapport med titlen "Dagpengemodellen - Teknisk analyserapport", og den konkluderer, at dagpengesatsen vil blive sat ned, uanset hvilken dagpengeløsning, man vælger. 

Rapporten, som der lige nu bliver lagt sidste hånd på, er resultatet af Dagpengekommissionens arbejde det seneste år. Siden juni 2014 har kommissionens ti medlemmer undersøgt mulige alternativer til det nuværende dagpengesystem, der efter kommissoriet ikke må koste flere penge end i dag. I den endnu ikke offentliggjorte rapport opstilles i alt tre mulige løsninger.

Den første mulighed er at "forlænge dagpengeperioden fra to til tre år". Det vil indebære, at dagpengeydelsen sænkes med mellem seks og 15 procent, alt efter hvem og hvor mange af dagpengemodtagerne reduktionen skal gælde.

Mulighed nummer to er at fortsætte med en to-årig dagpengeperiode som i dag, men som noget nyt at lade et halvt års beskæftigelse "udløse et tredje år med dagpenge på 80 procent sats".

Den tredje og sidste af kommissionens muligheder vil gøre det muligt løbende at genoptjene og forbruge dagpenge, hvor man for hver måned i beskæftigelse optjener to måneders dagpengeret. Denne mulighed vil kræve, at man reducerer ydelsen med fem procent, når den optjente dagpengeret er lavere end et år.

Som reglerne er i dag, har ledige ret til to års dagpenge. Hvis man skal have ret til yderligere to år, skal man samlet set have et helt års ordinært arbejde inden for tre år

Da den tidligere SR-regering nedsatte Dagpengekommissionen gjorde den det helt klart, at et nyt dagpengesystem ikke må blive dyrere, og derfor har kommissionen været underlagt stramme økonomiske rammer. 

Kommissionen anslår, at mellem 1.500 og 3.000 flere personer årligt undgår at opbruge retten til dagpenge – alt efter hvilken model man vælger. 


 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00