Løkke: Det er en mørk dag for Europa

TERROR: Vi har været vidne til et ubeskriveligt og kynisk terrorangreb, lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen efter fredagens terrorangreb i Paris.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder fredagens terrorangreb i Paris år både ubeskriveligt og kynisk. 
Statsminister Lars Løkke Rasmussen kalder fredagens terrorangreb i Paris år både ubeskriveligt og kynisk. Foto: Bax Lindhardt
Cecilie Gormsen

Flere steder i den franske hovedstad Paris blev fredag aften ramt af terror, og 120 mennesker meldes dræbt og 200 såret. Otte gerningsmænd meldes dræbt.

Dødstallene er dog meget usikre, men det står klart, at de er meget høje. Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er vred og ked af angrebet. 

”Vi har i løbet af aftenen og natten været vidne til et ubeskriveligt, kynisk terrorangreb. Langt over 100 uskyldige mennesker er brutalt blevet myrdet på en helt almindelig fredag aften i Paris," siger Løkke i en pressemeddelelse. 

Gidseltagning på spillested
Seks forskellige steder i Paris gik sortklædte mænd med automatvåben eller bombeveste til angreb. Det største antal dræbte var på spillestedet Bataclan, hvor 1.500 mennesker var til koncert, og en gidseltagning fandt sted. Her meldes om mindst 112 dræbte

"Omfanget af angrebene i Paris er ubegribeligt og fylder mig med dyb sorg. Det er en mørk dag i Europa," siger Lars Løkke Rasmussen.

Det er ikke mindre end omkring ti måneder siden, at Paris og Frankrig blev ramt af terrorangrebet mod Charlie Hebdo.

Danmark følger situationen
Lars Løkke Rasmussen fortæller, at han fordømmer angrebet, og at de danske myndigheder følger situationen og udviklingen i Paris tæt.  

"Jeg fordømmer på det kraftigste de gerningsmænd, der står bag disse terrorangreb på det franske samfund, og har over for præsident Hollande givet udtryk for vores medfølelse med det franske folk."

Jensen: Også et angreb på Danmark
Også udenrigsminister Kristian Jensen viser sin medfølelse med det franske folk, og han kalder fredagens angreb for "et angreb på hele den vestlige verden – også på Danmark."

"Vi sørger med de efterladte. Men vi lader os ikke lamme af afmagt. Den vestlige verden er før blevet udsat for terror, men terroristerne skal lide nederlag. De kan ikke knække demokratier, der står sammen," siger Kristian Jensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Når man husker begivenhederne i januar og februar i år, ved vi, at der er risiko for, at terrorister kan blive inspireret til angreb andre steder også. Det må ikke ske. Danmark vil holde tæt kontakt med vore partnere i EU, Europol og i NATO."

Danskere i Paris opfordres til at kontakte deres pårørende, og har man brug for hjælp, kan man kontakte Udenrigsministeriets Borgerservice på +45 3392 1112.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00