Løkke vil tage et opgør med parallelsamfund

LANDSMØDE: Udlændingepolitikken dominerede statsministerens tale til Venstres landsmøde, men uenighederne i partiet blev elegant forbigået.

Foto: /ritzau/Carsten Bundgaard
Cecilie GormsenErik Holstein

VEJLE: ”Danmark skal være åbent for dem, der kan og vil, men hermetisk lukket for dem, der ikke vil.”

Sådan lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han lørdag åbnede Venstres landsmøde i Vejle, hvor mere end 1.700 Venstre-medlemmer er samlet i weekenden.

Og her fyldte integration, flygtninge og parallelsamfund en stor del af talen. For særligt problematikken om parallelsamfund kaster ifølge statsministeren lange skygger.

Statsministeren lagde vægt på den "balance i udlændingepolitikken", der er blevet Venstres nye mantra. Løkke fremhævede på den ene side de mange eksempler på indvandrere og flygtninge, der klarer sig godt i Danmark, og understregede, at Danmark har behov for dem.

Færre skal til Danmark
På den anden lagde han op til en skærpet kurs over for de udlændinge, der ikke deler de danske værdier, og som "på trods af to eller måske endda tre generationer i Danmark insisterer på, at deres identitet ikke ligger i Danmark, men i det land, deres forældre eller bedsteforældre har forladt."

”Det kan egentligt siges ganske enkelt: Færre skal hertil, og de, der er her, skal arbejde, opføre sig ordentligt og respektere danske, demokratiske værdier,” lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Læs også: Her er hele Lars Løkkes landsmøde-tale

”Vi er nødt til at tage et opgør med parallelsamfundene. Med modkulturen. Vi er nødt til at insistere på, at Danmark skal være Danmark,” sagde Løkke og fortsatte:

”Et opgør med parallelsamfund. Et opgør med dem, som vi har inviteret ind, men som i virkeligheden ikke vil Danmark. Det er på alle måder nødvendigt.”

Statsministeren varslede, at regeringen vil tage "et meget mere markant opgør med parallelsamfund, end vi har gjort før."

Burka blev ikke nævnt med et ord
Parallelsamfund var også et tema i torsdags, da Lars Løkke Rasmussen holdt sin tale ved Folketingets åbning i tirsdags, og generelt var der en del genbrug i Løkkes landsmødetale: integration, velfærd og fokus på fremgangen i økonomien.

Den meget omtalte burka-debat, der den seneste tid er foregået i Venstre, var der til gengæld ikke meget om.

Fredag meddelte Venstre efter lang tids debat, at partiet stemmer for et forslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde maskering – herunder burka – i det offentlige rum. Venstre har været i splittet i spørgsmål, hvor en fløj anført af særligt Marcus Knuth og Inger Støjberg har talt varmt for et forbud, mens Venstre-folk som Jan E. Jørgensen og Søren Pind har været imod et forbud.

Og selvom debatten har varet flere måneder, og partiet har været splittet i spørgsmålet, fyldte burkaforbuddet eller de delte holdninger næsten ingenting i Løkkes tale til landsmødet. Det tætteste, Lars Løkke Rasmussen kom på sagen, var en bemærkning om, at han ikke vil acceptere et samfund, hvor man ikke kan se hinanden i øjnene, og hvor man møder hinanden med ansigtet skjult.

En bemærkning, der fik et bifald med fra Venstre-medlemmerne i salen.

Kritik af europæisk naivitet
Statsministeren pointerede flere gange, at regeringen har fået styr på den asyltilstrømning, der eksploderede i 2015. Men han kom også med et slet maskeret angreb: 

"Alt for længe så Europa passivt til. Nogle endda med en skræmmende naivitet, der sendte helt forkerte signaler til migranter i Nordafrika og Mellemøsten. Og som endte med at gøre problemet langt større, end det havde behøvet at være."

En bemærkning, der kun kan ses som en indirekte, men umisforståelig kritik af den kurs, kansler Angela Merkel førte tilbage i 2015, da hun åbnede grænserne. Dengang holdt statsministeren sig anderledes tilbage med kritik af den tyske linje, selvom den afveg fra den danske regerings politik.

Stikpiller til Mette Frederiksen
Som i åbningstalen i tirsdags sendte Lars Løkke Rasmussens landsmødetale et par stikpiller til oppositionsleder Mette Frederiksen (S).

”Venstre har én måde at gøre tingene på. Socialdemokratiet har to. Én, når de sidder i regering. Og en anden, når de er i opposition,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Han pegede på diskussionen om efterlønnen, som kørte under den tidligere VK-regering.

”Dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned måtte vi høre på alle de katastrofer, der ville ramme landet, hvis efterlønsreformen blev gennemført,” sagde Lars Løkke Rasmussen og fortsatte:

”Men da de kom i regering, stemte Socialdemokratiet for efterlønsreformen. Og det er hverken min eller Claus Hjorts underskrift, som står på loven, da den endelig blev vedtaget. Nej, det er faktisk Mette Frederiksens.”

"Jeg respekterer S mere, når de sidder i regering"
Han hæftede sig samtidig ved, at Mette Frederiksen taler om at flytte hegnspæle for uligheden, mens hun i regering gennemførte reformer, der blandt andet skar i kontanthjælp og førtidspension.

”Nu må I ikke misforstå mig: Jeg foretrækker, at Socialdemokratiet er i opposition. Men jeg respekterer dem mere, når de sidder i regering,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Talen gik fint hjem på Venstres landsmøde, men i forhold til medierne var der tale en nyhedsfattig tale. Den var dog også svært for Løkke at matche talen fra sidste år, hvor statsministeren inviterede Konservative og Liberal Alliance med i regeringen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00