Løkke vil indkalde til treparts-forhandlinger

FOLKEMØDE: Der skal indkaldes til trepartsforhandlinger mellem lønmodtagerne, arbejdsgiverne og regeringen, hvis Lars Løkke Rasmussen (V) bliver statsminister efter valget 18. juni, sagde V-formanden i en tale på Folkemødet søndag.

Foto: Nils Meilvang/Scanpix
Lise-Lotte Skjoldan

Lars Løkke Rasmussen melder sig nu klar til at indkalde arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger. Det var meldingen i Venstre-formandens Folkemøde-tale på Bornholm søndag.

“Bliver jeg statsminister igen, indkalder jeg til trepartsforhandlinger, så lønmodtagere, arbejdsgivere og politikere sammen kan finde svarene på de udfordringer, Danmark står over for,” lød det fra Folkemødets hovedscene.

Rækker hånden frem
V-formanden pegede på fem hovedudfordringer, som der i trepartsforhandlingerne skal findes løsninger på. Det handlede blandt andet om presset på den danske arbejdsmarkedsmodel og fremtidens ældre, fordi det for nogle ikke kan betale sig at spare op til pension.

“Det her er fem områder, hvor der er behov for brede fælles holdbare løsninger. De kan ikke dikteres fra Christiansborg. De skal findes på tværs af Danmark,” sagde Lars Løkke Rasmussen og tilføjede:

“Vi har i Danmark en stærk tradition for trepartsaftaler om væsentlige samfundsspørgsmål. Vi har gjort det før. Og vi skal gøre igen.”

Lars Løkke Rasmussen fremhævede, at de to store fagforbund LO og FTF før valget har meldt ud, at de ikke vil pege på en bestemt statsministerkandidat.

“De rakte hånden ud. I dag rækker jeg hånden frem til dem,” sagde V-formanden.

Trepartsforhandlinger kollapsede sidst
Socialdemokraterne gik ved sidste folketingsvalg i 2011 også til valg på at indkalde arbejdsmarkedets parter til forhandlinger, blandt andet med et mål om at øge arbejdstiden med 12 minutter om dagen.

Regeringens forhandlinger med fagbevægelsen kollapsede i juni 2012. Derefter har finansminister Bjarne Corydon (S) bedyret, at der ikke vil blive indkaldt til nye trepartsforhandlinger.

Men Venstre vil altså indkalde og gennemføre trepartsforhandlinger, hvis der kommer en ny regering, slog Lars Løkke Rasmussen fast:

"Danmark har brug for en regering, der holder, hvad den lover. En regering, som tager Danmarks udfordringer alvorligt. Og som tilbyder et politisk lederskab, hvor løsningerne på Danmarks udfordringer kan håndteres i et bredt samarbejde."

Dokumentation

Disse fem udfordringer for Danmark skal trepartsforhandlinger handle om ifølge Lars Løkke Rasmussen:

  1. Flere ud på arbejdsmarkedet – færre på offentlig forsørgelse
  2. Mindre omkostninger, bureaukrati og regulering i erhvervslivet
  3. Den danske arbejdsmarkedsmodel skal beskyttes
  4. Flere skal have en uddannelse
  5. Det skal betale sig for fremtidens pensionister at spare op til pension

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00