Mindeord: Fhv. ambassadør Preben Hansen

Det er kun et halvt år siden, at ambassadør Preben Hansen kunne fejre sin 90-års dag i fin form, men onsdag døde han på Frederiksberg Hospital af en lungebetændelse. Det føles symbolsk, for Preben Hansen var en af de sidste, der i sin ’klassereise’, som nordmændene siger, legemliggjorde den socialdemokratiske drøm.

Han voksede op på Vesterbro og i Sydhavnen som søn af en opsynsmand i Københavns Vandforsyning 1925-45 – i en tid og et miljø præget af arbejdsløshed og smalhals, men også af høj politisk-social bevidsthed og lyst til at forbedre det danske samfund.

Lærelysten førte teenageren Preben fra søndagsskolen, studiekredse og debatter i Folkets Hus på Enghavevej – der, hvor nu Vega ligger – til formandskab i det lokale DSU og studentereksamen fra Schneekloths Skole. 

Efter lidt økonomistudier blev den skrivelystne ungersvend journalistuddannet på Helsingør Dagblad og i Hærens Pressetjeneste og politisk-økonomisk medarbejder ved Social-Demokraten i København, afbrudt af fire år i OEEC (det senere OECD) i Paris og to år som redaktør af Fyns Socialdemokrat, der skulle moderniseres til Dagbladet Fyn.

I 1964 blev han hentet hjem til hovedbladet, nu Aktuelt, som politisk chefredaktør, men en paladsrevolution her fik ham – 41 år gammel – til at hoppe over i udenrigstjenesten. 

Igen gjorde vor mand rask karriere: som presseattaché i Washington, presse og kulturråd og Unesco-ambassadør i Paris, siden ambassadør i Algeriet og Tunesien – og ind imellem chef for ministeriets presse- og kulturafdeling hjemme, med vigtige sidefunktioner i Kultureksportudvalget, Demokratifonden, Det danske Selskab, Kulturby 96 og på Arbejdermuseet i Rømersgade – hans hjertebarn.

Årene i Paris og Nordafrika grundlagde en sej amour til den frankofone verden, som Preben Hansen delte med sin kone, journalisten og ballethistorikeren Merete Wilkenschildt – så sejt, at de fulgte intenst med i fransk politik på fransk tv.

To gange årligt hoppede de af til det elskede Nice, mens Preben Hansen indtil for nylig holdt sig i form til Middelhavet ved træning i Frederiksberg Svømmehal, og her i Maison Danice i Nice sprang han også ud som forfatter med den smukke erindringsbog ’Enghavevej’ (2009) og den pressehistorisk interessante ’Farimagsgade’ (2013) om dengang, da Social-Demokraten/Aktuelt var en af landets bedste aviser.

Ved sin død skrev han på et tredje bind (det skulle nok have heddet ’Strandgade’) om sit andet liv: det i udenrigstjenesten.

De 29 år her blev endda lidt forlænget, for den slebne gentleman med den diplomatiske sans for samarbejde og dialog havde kant nok til at synge bramfrit ud og deltage i den modige aktion i 2006, da en snes veterandiplomater offentligt kritiserede daværende statsminister Anders Fogh-Rasmussens håndtering af Muhammed-krisen. 

I marts i år fejrede Preben Hansen og hans kone hans 90-års dag, hendes 70-års dag og deres sølvbryllup, naturligvis i festsalen på Arbejdermuseet – ikke i et rosenflor af purunge piger som hos Marcel Proust, men i et efterårsflor af barkede, hengivne venner og arbejdskammerater fra hele det danske samfund.

Vi følte det som et privilegium at kende dette par og denne hædersmand med det store hjerte, den sunde fornuft, den muntre nysgerrighed for stort og småt – og det knivskarpe politiske jugement lige til det sidste.

Man gik altid smilende opløftet fra en samtale med ham. Med sin krydsning af solidaritet og internationalt engagement repræsenterede Preben Hansen det bedste både af den diplomatiske tradition og af det gamle socialdemokratiske ligheds-, velfærds- og oplysningsprojekt.

Nu fremstilles den model ikke længere, og så meget lykkeligere er man for at have mødt den.