Kommentar af 
Jane Mylenberg

Museumsdirektør til ny kulturminister: Sig nej til interviews om din musiksmag

Hvis du alligevel ender i interviews, hvor dit eget kulturforbrug er omdrejningspunktet, så svar for guds skyld, at du altid har været glad for Bob Dylan, Tom Waits og Patti Smith. Så er det nemmere at garnere playlisten med et par boybands bagefter, skriver Jane Sandberg.

Lyt til udøvende kunstnere fra alle kunstarter. Inviterer dem til samtaler – uden fast agenda men med det sigte at forstå, hvordan verden ser ud set fra et kunstnerisk perspektiv, skriver Jane Sandberg.
Lyt til udøvende kunstnere fra alle kunstarter. Inviterer dem til samtaler – uden fast agenda men med det sigte at forstå, hvordan verden ser ud set fra et kunstnerisk perspektiv, skriver Jane Sandberg.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Jane Mylenberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kære Jakob Engel-Schmidt,

Tillykke. Du indtager nu forposten for landets kulturliv. Det er en vigtig men udsat position. Mange før dig er snublet, så her er et par gode råd og syv helt konkrete idéer til, hvordan du for alvor kan gøre en forskel.

De gode råd først.

Du træder ind i en verden, hvor vi lever at af mene meget og råbe højt om det. Også selvom ingen har bedt om vores mening. Du åbner døren til en branche, som lider under at have en underlig blanding af højt selvværd og lav selvtillid.

Vi tror nemlig selv på, at det vi bidrager med, er vigtigt, men vi er altid lidt i tvivl om, hvorvidt resten af verden egentlig gider høre på, hvad vi har at sige. Så indstil dig på, at du skal lytte mere, end du skal tale de første måneder.

Du vil opleve, at ligegyldigt, hvor du vender dig, så bliver du mødt af "send-flere-penge"-anmodninger

Jane Sandberg

Egentlig mest for at få skabt ro på bagsmækken. Hvis du går den vej, så kan jeg næsten garantere dig en nogenlunde smertefri entre i kunsten og kulturens univers.

Sig nej til interviews, hvor dit eget kulturforbrug er omdrejningspunktet. Alt for mange af dine forgængere er faldet over egne ben i velmenende forsøg på at svare ærligt.

Hvis du alligevel bliver bragt derud, så svar for guds skyld, at du altid har været glad for Bob Dylan, Tom Waits og Patti Smith. Så er det nemmere at garnere playlisten med et par boybands bagefter.

Det tæller heller ikke fra, at du nævner noget om, at du har en ambition om at læse ny dansk skønlitteratur (Olga Ravn og Tine Høeg er gode at droppe her), og sig også gerne, at du ikke når at se alle de kunstudstillinger, du egentlig gerne ville, men på din liste lige nu er Sofonisba på Nivaagaard og Leonora Carrington på Arken.

Du vil opleve, at ligegyldigt, hvor du vender dig, så bliver du mødt af "send-flere-penge"-anmodninger. Også selvom dine chefer for længst har lukket for din ministerielle MobilePay-konto.

De anmodninger holder aldrig op. De vil forfølge dig dagligt i hele din ministertid. Derfor gør du klogt i at have en realistisk ambition om, hvor mange ekstra penge, du vil arbejde for at tilføre dit ressort.

Læs også

Og så sammen med dine rådgivere udarbejde gode, holdbare formuleringer om, hvordan, hvor meget og hvornår de kommer til udbetaling. Dit parti har stillet os en ekstra milliard i udsigt. Den vil du blive spurgt til. Tit.

Sørg for at få taget en masse fine billeder, hvor du sammen med børn og unge udfolder dig. Enten i sportens univers eller med kreative sysler. Billederne går i arkiv på medierne, og de vil kunne spare dig for mange pinlige illustrationer.

Det er trods alt sjovere at blive fremstillet som en, der har en heldig hånd med papmaché, end en småsur politiker med nedadvendte mundvige.

Og så til de konkrete idéer, som vil kunne gøre en markant forskel:

Reserver en fast plads om bordet til en udøvende kunstner, når regeringen nedsætter råd og kommissioner. På den måde viser du, at du opfatter kunst og kreativitet som en naturlig forudsætning, når der skal tænkes stort og nyt.

Lige nu har vi et museumssystem, som er så forældet, at det hører til – på et museum

Jane Sandberg

Lav et medieforlig, som stiller krav til landets største kulturinstitution DR, om at genfinde og genvinde troen på DR's evne til at tænke stort og klogt, særligt når det gælder medieindhold til børn og unge.

I har i regeringsgrundlaget lovet, at I vil gøre op med det bedagede støttesystem til museerne. Fem tidligere ministre har forsøgt. Men gør det alligevel. Selvom det koster på popularitetskontoen. Lige nu har vi nemlig et museumssystem, som er så forældet, at det hører til – på et museum.

Vis i udpegninger og ved at stille krav til kulturens institutioner, at deres bestyrelser selvfølgelig skal bemandes med mennesker med kompetencer, der er matchet i forhold til den enkelte institutions strategiske mål. Og smid så de lokale politikere på porten.

Stil krav om, at institutioner, der har unge som målgruppe giver et bestyrelsessæde til et ungt menneske, så det ikke bare bliver os andre, som tror, vi ved, hvad de unge har brug for, der varmer de bænke.

Du har fået plads i både K og Ø-udvalg. Fortæl dine kollegaer der, hvorfor kunst og kultur er en forudsætning for, at vores demokratiske leveform udvikles, og vi evner at tolerere og forstå hinanden – på trods af forskelligheder.

Lyt til udøvende kunstnere fra alle kunstarter. Inviterer dem til samtaler – uden fast agenda men med det sigte at forstå, hvordan verden ser ud set fra et kunstnerisk perspektiv.

God arbejdslyst!

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jane Mylenberg

Debattør og selvstændig rådgiver, kommunikationskonsulent, Ungdomsringen, formand, foreningen Brobyggerne, bestyrelsesmedlem, Ungdomsbureauet
cand.phil. i kunsthistorie (Københavns Uni. 1996), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 2001), master i kommunikation (Aarhus Uni. 2005)

Jakob Engel-Schmidt

Kulturminister, MF (M)
officer af reserven (Kongens Artilleriregiment 2003), cand.merc. i international business (CBS 2010)

0:000:00