En klassisk Poul Schlüter-anekdote fortæller om, hvordan udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og skatteminister Anders Fogh Rasmussen en dag i slut-80erne kom til deres regeringschef med et forslag, de havde arbejdet på i et stykke tid: viceministre.

Deres argument var, at sagerne var så mange og embedsværket stærkt – og at viceministre og politisk kabinetter ville skaffe ministeren og regeringen et stærkere ledelsesrum.

Schlüter skal have taget et hiv eller to af sin cigaret og pustet et par røgringe ud frem for sig og siddet og nikket. Jo, havde svaret været, det kunne da være en god idé – hvis man ikke kunne klare jobbet selv.

Av.

Temmelig slukøret skulle de to Venstreløver have taget retræten med uforettet sag.

Men det problem, de beskrev, og den løsning, de foreslog, har hjemsøgt dansk politik lige siden. Og selvom Schlüters bemærkning er både cool og elegant, er den også for hård og stivnakket. I hvert fald hvad angår nutiden.

Det blev man påmindet, da Nick Hækkerup, nu forhenværende justitsminister, holdt sin afskedstale ved ministeroverdragelsen i går. Her fremdrog han en nødtørftigt sammenklipset rapport med statistikker over, hvor slidsomt og omfattende arbejdet som justitsminister havde været for ham. Så mange paragraf 20-spørgsmål, så mange samråd, så mange lovforslag. Justitsministeriet lå enten nummer ét eller helt i top over de mest belastede ressorts.

Hækkerups uudtalte budskab var med Schlüters ord, at han ikke længere kunne klare ministerjobbet. Selv talte han om at mangle den ”ærgerrighed ”, det politiske arbejde kræver.

Vi får med andre ord dårlig politik og dårlige vilkår for politikerne i det nuværende paradigme, og som følgesvende: kritisk lav mistillid til politikerne og det politiske system.