Noa Redington: SF går med deres exit fra folkeskoleforligskredsen på jagt efter lærerstemmer

Det er en kalkuleret risiko, når SF nu opsiger folkeskoleforliget, mener tidligere S-rådgiver, Noa Redington. De mister et par ansvarlighedspoint i håb om at vinde et par procentpoint vælgere, når de bryder med konsensus om brede forlig på folkeskoleområdet, siger han.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Andreas Wind

Når SF indleder den politiske sæson med at træde ud af folkeskoleforligskredsen, handler det om én ting: forberedelse til valgkamp.

Sådan lyder vurderingen fra politisk kommentator og tidligere S-rådgiver, Noa Redington. 

Sagligheden er forsvundet på Christiansborg så tæt på et valg. Det hele er jo ved at eksplodere. Det hele handler om positionering og vælgeroptimering

Noa Redington
Politisk kommentator og tidl. rådgiver for Helle Thorning-Schmidt

"Folkeskole og uddannelse er mærkesag for flere partier, men for SF er det virkeligt afgørende. De laver en kalkuleret risiko - et sats for at kunne stå meget stærkt i en valgkamp," siger Redington. 

Torsdag annoncerede Jacob Mark i et længere interview i Politiken, at partiet trækker sig fra den brede kreds af partier, som står bag folkeskolereformen fra 2014

Samme budskab kom SF'eren med på Facebook samme aften:

"Så længe der er et folkeskoleforlig, så kan et enkelt parti sidde og blokere for at give friheden tilbage til skolerne. Det er ikke holdbart," skrev Jacob Mark.

Dermed forsøger SF at rykke skolepolitikken øverst på dagsordenen nu, hvor alle taler om et snarligt valg:

"Det giver dem en ekstra tyngde og troværdighed, at man er parat til at opsige forliget, og det sikrer, at det vil blive diskuteret i valgkampen. I hvert fald i uddannelesdanmark," siger Redington. 

Men deres kalkule må være, at sandsynligheden for, at Radikale går med i aftaler, som SF ikke kan være med i, ikke er ret stor

Noa Redington
Politisk kommentator og tidl. rådgiver for Helle Thorning-Schmidt

SF's exit vidner ifølge Redington om SF's prioriteter i en kommende valgkamp. Lærerne tilhører nemlig en bestemt gruppe af vælgere, som partiet ifølge Redington kommer til at gå målrettet efter; de offentligt ansatte: 

"Det er en indikation på, hvad SF vil. De kommer ikke til at tale om vækst og inflation - de kommer til at tale om offentligt ansattes arbejdsvilkår," siger han. 

Og netop skolens ansatte nævner Jacob Mark da også i sit indlæg på Facebook:

"Jeg synes vi har en god folkeskole med dygtige ansatte, der hver dag giver børn gode oplevelser over hele landet. Men det er på trods af den politiske styring. Ikke på grund af den," skriver han.

Mindre indflydelse men bedre positionering

Når SF opsiger forligsaftalen på folkeskoleområdet, frasiger de sig dermed muligheden for at sætte foden ned i fremtidige forhandlinger, hvor et flertal i forligskredsen ellers er enige om en given politik.

Efter et valg behøver de andre partier i forligskredsen ikke give indrømmelser til SF.

Og Jacob Mark medgav da også, at partiet tager en chance:

"Det er usædvanligt og det er der risikofyldt, men jeg mener, at SF efterhånden står så stærkt et sted, at de andre partier ikke kan ignorere os og køre videre som hidtil," skrev han på Facebook.

De løber blandt andet en risiko på en dagsorden, som fylder meget hos partiet - mere frihed til folkeskolen. 

Partiet var før sommerferien ude og afvise, at man kommer til indgå en aftale om de såkaldte velfærdsaftaler, der skal sætte kommunerne fri på skoleområdet som et treårigt forsøg. 

Regeringens forhandlingsoplæg er nemlig, at blot en tredjedel af kommunerne, kan få den mulighed, men her vil SF altså have alle kommuner med.

Efter et valg kan de resterende partier i forligskredsen - hvis de har flertal - blive enige om en aftale uden om SF, som giver frihed til langt færre folkeskoler, end hvis SF havde siddet med ved forhandlingsbordet. Mister partiet ikke indflydelse ved at opsige forliget? 

Det har ikke været nogen nem beslutning at opsige så stort et forlig. Det er usædvanligt og det er der risikofyldt, men jeg mener, at SF efterhånden står så stærkt et sted, at de andre partier ikke kan ignorere os og køre videre som hidtil.

Jacob Mark (SF)
Fra Facebook

"Du er tynget af saglighed. Sagligheden er forsvundet på Christiansborg så tæt på et valg. Det hele er jo ved at eksplodere. Det hele handler om positionering og vælgeroptimering,” svarer Redington. 

"Når SF træder ud af et forlig, så er de jo ikke længere en vetospiller. Men deres kalkule må være, at sandsynligheden for, at Radikale går med i aftaler, som SF ikke kan være med i, ikke er ret stor," vurderer Redington.

Redington peger desuden på, at SF går benhårdt efter at gå i regeringen med S efter et valg. Skulle det lykkes, ville partiet skulle blive en del af forligskredsen igen, vurderer han.

Satser på de offentlig ansatte

Noa Redington var særlig rådgiver for statsminister Helle Thorning Schmidt, da hendes regering i 2014 indgik folkeskolereformen.

Et forløb og en reform som ikke blev velmodtaget store dele af skoleverden, og som satte et skår i relationen mellem socialdemokratiet og lærerne, som partiet siden da har forsøgt at genoprette, ifølge Redington. 

Rosenkrantz-Theils storstilede projekt med at sige undskyld og rejse rundt i Danmarks Lærerforening for at beklage alt det, der er sket, er jo slået fejl

Noa Redington
Politisk kommentator og tidl. rådgiver for Helle Thorning-Schmidt

Men det mener han ikke er lykkes - og det vil SF forsøge at udnytte: 

"Rosenkrantz-Theils storstilede projekt med at sige undskyld og rejse rundt i Danmarks Lærerforening for at beklage alt det, der er sket, er jo slået fejl. SF har fat i den lange ende her i forhold til at køre venstre om Socialdemokratiet på den her dagsorden," vurderer han.

Derfor må SF's udmelding også give panderynker i Socialdemokratiet, vurderer Redington.

"De tænker, at det er enormt besværligt at gå ind i en valgkamp, hvor SF vil gå fuldstændig kynisk efter de offentlige ansatte,” siger han. 

Ifølge ham findes der stadig røster i Socialdemokratiet, som grundlæggende bakker op om mange af elementerne af den folkeskolereform, som SF nu tager et endegyldigt opgør med. 

"Nogle er bekymret for at lave hele folkeskolen om til en stor friskole. Der er nogle ideologiske forskelle på S og SF her," siger Redington. 

Folkeskolen som politisk kampplads

Ifølge Noa Reddington er SF's udmelding et bevis på, at folkeskolen er og bliver en politisk kampplads på trods af en konsensus om det modsatte udadtil:

"Der er en bred enighed om, at det bedste, man kan gøre, er at give folkeskolen ro. Men sandheden er, at der ikke er nogle politikere på Christiansborg, der kan holde fingrene fra folkeskolen i en valgkamp. Den er simpelthen for politisk interessant," siger Noa Redington.

"Når SF gør det her, mister de en del ansvarlighedspoint, men hvis de kan få 2-3 procentpoint flere vælgere, så tror jeg de tager det med," siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Noa Redington

Kommentator og rådgiver, fhv. særlig rådgiver for daværende statsminister, partiformand Helle Thorning-Schmidt (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni.), Master (Columbia Uni. 1996)

Jacob Mark

MF, gruppenæstformand (SF)
bachelor i journalistik, politik og administration (Roskilde Uni. 2017)

0:000:00