Ny måling: Socialdemokratiet har fået et Mette Frederiksen-problem

Venstre falder ikke længere, men sidder fast

I Venstre er der stor opmærksomhed på meningsmålingerne i de her uger. Selvfølgelig fordi man håber på, at strømpilen begynder at vende den anden vej med formandsskiftet fra Jakob Ellemann-Jensen til Troels Lund Poulsen.

Det håb er blevet tilfredsstillet i de seneste målinger fra Gallup og Voxmeter, hvor Venstre har været over ti procent, men det er ikke slået igennem hos Epinion, hvor Venstre ligger til 8,1 procent. Her spiller den statistiske usikkerhed, såkaldte huseffekter og forskelle i metode en rolle – spørgsmålet er så bare i hvilken retning.

Den samlede, foreløbige og forsigtige konklusion er nok, at Lund Poulsen har stoppet vælgerblødningen, men at fremgangen lader vente på sig. Man falder ikke længere, men man sidder fast. 

Men problemet for Venstre handler også om noget andet, end om man lige er over eller lige under ti procentpoint.

Problemet er, at partiet har meget langt hen til en størrelse, hvor man igen er det borgerlige parti, der kan levere et regeringsflertal. Det var det, man for alvor tabte ved katastrofevalget sidste år. Og det er en direkte konsekvens af, at Danmarksdemokraterne og Moderaterne er opstået og blevet de relative succeser, de er.

Skal der igen komme en borgerlig regering, er det ikke op til Venstre, men op til Lars Løkke Rasmussen. 

Samlet set er konklusionen, at SVM-regeringen er "de gamles" regering.

Den skræmmende udsigt for Venstre er, at man mister appel hos vælgerne, når man ikke er et parti, der kan erobre den afgørende marginal i forhold til kampen om regeringsmagten.

Hvorfor stemme på partiet og Troels Lund Poulsen, hvis han ikke er en sandsynlig statsminister?

Her må det bekymre i Venstre, at man ikke opsuger den nedgang, Moderaterne alligevel har lidt fra 9,3 procent ved valget i 2022 til nu 6,1 procent. Og at Lund Poulsen for indeværende intet kan hamle op med Inger Støjberg, der står til fremgang og ligger på 11,3 procent.

Venstres håb var, at regeringsdeltagelsen ville betyde, at vælgerne så på partiet som et magtparti, der leverede resultater, og at man ikke ”bare” var endnu et middelstort borgerligt parti.

Spørgsmålet er, om man ikke er havnet i den kategori alligevel.

Dragsted bekræftet

På oppositionssiden kan det konstateres, at man må tælle Enhedslisten med i gruppen af SF og LA, der har høstet de største frugter af vælgernes frustration over SVM-regeringen.

Med 8,9 procent nærmer partiet sig det hidtidige topniveau, og det er en bekræftelse af Pelle Dragsteds lederskab.

Udfordringen for Enhedslisten er dog historisk, om det også kan konverteres til et valgresultat. Altså, hvor mange vælgere, der rent faktisk vil stemme på partiet og hvor mange, der bruger meningsmålingerne til at signalere utilfredshed med – og til – især Socialdemokratiet.

Omvendt må man konstatere, at Konservative og Radikale står meget stille i målingerne, og at hverken Søren Pape Poulsen eller Martin Lidegaard endnu har fået flyet i luften.

Lidegaard er stadig ny leder af folketingsgruppen og sit partis primære ansigt udadtil, og han har endnu ikke mødt vælgerne i den egenskab. Han kan gøre krav på en vis tålmodighed med konklusionerne. 

Den rørledning, der gjorde Venstre og Konservative til forbundne kar op gennem den moderne danmarkshistorie, er detoneret. 

Men Pape kan derimod næste år fejrer tiårs jubilæum som partileder og har mødt vælgerne til folketingsvalg tre gange – i 2015, 2019 og 2022. Mere end 6,6 procent af stemmerne er det ikke blevet til (ved valget i '19), og selvom man i Epinion ikke er langt efter det (5,2 procent), er baggrunden også den, at man scorer lavt, samtidig med at Venstre er i vælgerkrise.

Den rørledning, der gjorde Venstre og Konservative til forbundne kar op gennem den moderne danmarkshistorie, er detoneret. Og udsigten til et dårligt kommunalvalg i 2025 vil uundgåeligt genrejse debatten om Papes fortsatte karriere.

Dansk Folkeparti kan med 4,5 procent notere, at spærregrænsen ikke længere er lige så truende i bakspejlet som den har været. Men partiet må stadig være bekymret over, at det ikke er Danmarksdemokraterne, man tager stemmer fra, og at trækket fra Nye Borgerlige ikke er større end det er.

Alternativet må også være lidt trætte af, at man udover den trofaste menighed har svært ved at få noget som helst vejgreb. 

Mette Frederiksen har alternativer 

Ser man på blokkenes styrkeforhold, præsenterer der sig interessante perspektiver.

I denne Epinion-måling har den gamle røde blok lige akkurat et flertal, mens den gamle blå blok skal have hjælp fra ikke alene Moderaterne men også Radikale. Forudsat at de nordatlantiske mandater fordeles som nu.

I de fleste andre målinger siden valget skal blå blok "kun" have lokket Løkke Rasmussen med ombord. 
  
Med andre ord er det kun Frederiksen og Løkke, der har åbenlyse alternativer, og Frederiksen mere direkte end Løkke. Og det er selvfølgelig også derfor, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet stadig har is i maven.  

Det betyder noget for den indre dynamik i regeringen og den konstante forhandling frem og tilbage, der foregår i regeringsledelsen. Venstre har bare med de nuværende meningsmålinger mindre slagkraft og mindre at true med, fordi partiet ikke har en direkte vej til en anden regeringskonstellation, endsige statsministerpost.

Og som sagt udgør det et stort og selvstændigt problem for Venstre, at man har så lang vej hen til at blive en afgørende faktor i kampen om regeringsmagten.

Her er det også en pointe, at selv hvis Venstre hev stemmer tilbage fra den blå opposition, er det stadigvæk ikke nok – Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne vil stadig være tungen på vægtskålen.

Blokpolitikken vender ikke nødvendigvis tilbage

Man kan også lege med andre – mere eller mindre sandsynlige – alternative flertal. For eksempel et S-SF-R-M-samarbejde med Enhedslisten og Alternativet som parlamentarisk grundlag og 98 mandater bag sig.

Det lyder utraditionelt, men hvis man ser Radikale og Moderaterne som socialliberale søsterpartier, ville det være en genskabelse af det klassiske centrum-venstre som regeringsblok. 
  
Omvendt kan man også se et V-M-R-LA-K-samarbejde med DF, NB og DD som parlamentarisk grundlag med 96 mandater bag sig. Måske endda med DD som del af regeringen. En slags tilbagevenden til kløverregeringerne fra 1980erne.

Det ville forudsætte, at NB og DF (og DD afhængig af mulig regeringsdeltagelse) ikke gik sammen med Socialdemokratiet og venstrefløjen om at afvise den regering.

Men det er jo det store uafklarede spørgsmål i dansk politik de seneste 20 år, om det – sagt i al neutralitet – populistiske højre har mod og stamina til at vælte en centrum-højre-regering?

Uanset hvad, er konklusionen, at selvom SVM-regeringen, som tingene står nu, ikke ser ud til at klare et genvalg, behøver dansk politik ikke vende tilbage til blokpolitikken.

Dansk politik er åbent, uafgjort og uforudsigeligt som aldrig før de seneste 25-30 år.

Researcher Rasmus Lauge Winding står bag grafikkerne i analysen.