Ny mandatprognose: V-profil risikerer at ryge ud af Folketinget

Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen er på vippen i Østjyllands Storkreds. Det viser ny geografisk prognose. Men partiformand Jakob Ellemann-Jensen kan måske blive hans redning.

Ny prognose spår tæt kamp om Venstres østjyske pladser i Folketinget.
Ny prognose spår tæt kamp om Venstres østjyske pladser i Folketinget.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Venstres tilbagegang risikerer nu at ramme et af partiets mest fremtrædende medlemmer.

Finansordfører Troels Lund Poulsen (V) er i fare for at miste sin plads i Folketinget, hvis de nuværende målinger holder stik.

Lige nu står Venstre til at få to mandater i Østjyllands Storkreds. Det viser en ny geografisk prognose, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget på baggrund af data fra Kantar Public Gallup og Epinion. Det er en markant tilbagegang fra de seks, som partiet fik i 2019.

Det ene af de to mandater vil med al sandsynlighed gå til partiformand Jakob Ellemann-Jensen. Dermed er der kun et tilbage. Men der er tre folketingsmedlemmer mere på stemmesedlen. 

Bag prognosen

I denne prognose indgår interviews foretaget af Kantar Public Gallup og Epinion i juli og august. I alt er 8.564 interviews med i analysen ("Ved ikke" mv. er fraregnet).   

Heraf er der lavet en geografisk prognose, der er vægtet mod Altingets seneste kvalitetsvægtede snit af målingerne i december og folketingsvalget i 2019, hvilket betyder, at usikkerheden er mindre end to procentpoint. Herefter udregnes fordelingen ud fra valgloven, og her er de første mandater meget sikre, mens de sidste er mindst sikre, da meget få stemmer kan afgøre, at de falder et andet sted. Det betyder blandt andet også, at valgkampen kan være med til at flytte nogle af de få stemmer og ændre det øjebliksbillede, som prognosen viser.

Der er ikke fortaget en vægtning af forventede kommende eventuelle partiledereffekter.  

Gengives enkelte tal fra artiklen, skal det være med kildeangivelsen professor Kasper Møller Hansen for Altinget på baggrund af data fra Kantar Public Gallup og Epinion.

Foruden Troels Lund Poulsen er Venstres mangeårige udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen og det forholdsvis nye folketingsmedlem Heidi Bank også opstillet i Østjylland.

Sidstnævnte vandt kredsens sidste V-mandat i 2019 og vil få svært ved slå de to herrer.  

Ud af de to mænd indleder Aastrup valgkampen som en anelse større favorit. Ved sidste folketingsvalg i 2019 fik han mere end 6.000 flere stemmer end Troels Lund, som endda var siddende minister på det tidspunkt.

Ved tidligere valg har opgøret mellem de to dog været tættere. Det kan det blive igen, da partifællen Jakob Ellemann-Jensen siden sidste valg er blevet partiformand og i kraft af sin nye eksponering kan tænkes tiltrække en vis del af V-stemmerne. Det kan efterlade et tæt opgør om de resterende stemmer mellem Troels Lund og Michael Aastrup.

Men Ellemann kan også ende med at redde dem begge. Da det er første gang, han stiller op som formand er det svært at forudse, hvor stor partiledereffekt han har. Men måske vil han lig andre partiledere tiltrække flere stemmer til sit parti, hvilket måske kan sikre flere stemmer og mandater i storkredsen, end prognosen forudser.

Altinget logoChristiansborg
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget christiansborg kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00