Politisk overblik: Aldersgrænse for konvertering

OVERBLIK: Det skal være sværere for unge at konvertere til islam uden forældres samtykke. Dansk Folkeparti vil afskaffe DR-licensen. SF presser Socialdemokratiet til at kæmpe imod produktivitetskravet. Få det politiske overblik her.

Det skal være sværere for unge at konvertere til Islam, mener Konservative og Dansk Folkeparti.
Det skal være sværere for unge at konvertere til Islam, mener Konservative og Dansk Folkeparti.Foto: Ritzau/Kenneth Lysbjerg Koustrup
Emma Qvirin Holst

Dagens politiske overblik byder på en gentagelse af Dansk Folkepartis modvilje mod at hjælpe regeringen med at lave topskattelettelser og et krav fra røde partier og DF om flere penge til regionerne.

Men først skal det handle om, at partierne i blå blok vil indføre en aldersgrænse for, hvornår unge må skifte religion uden deres forældres samtykke.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Hvor unge under 18 år skal have deres forældres samtykke, hvis de vil meldes ind eller ud af folkekirken, gælder der ikke samme regler for andre trossamfund i Danmark. Det vil Konservative og Dansk Folkeparti have lavet om på. En ændring skal være med til at gøre det svære for unge at konvertere til Islam.

”Jeg synes, at det er et kolossalt stort problem, at folkekirken er underlagt et regelsæt, der ikke gælder for andre trossamfund. Der burde være ligestilling, så man som medlem af folkekirken ikke er stillet på en mere rigid måde i forhold til andre trossamfund. Derfor vil jeg slå til lyd for krav om samtykke ved konversion i loven om andre end folkekirken,” siger Dansk Folkepartis kirkeordfører Christian Langballe til Kristeligt Dagblad.

Reglerne for konvertering til andre statsligt godkendte trossamfund kan ændres samtidig med den samlede regulering af trossamfundsloven, som udarbejdes for tiden. Den timing vil Venstres kirkeordfører Carl Holst vil gerne bruge til at undersøge partiernes ønske nærmere.

Enhedslisten er imod forslaget om, at unge ikke selv kan bestemme. Partiets kirkeordfører, Bruno Jerup, foreslår i stedet, at man overvejer at afskaffe folkekirkens krav om samtykke.

Dansk Folkeparti vil afskaffe licensen
Dansk Folkeparti har i disse dage sommergruppemøde i Sorø på Sjælland, og i den forbindelse er partiformanden Kristian Thulesen Dahl (DF) kommet med et forslag om DR's fremtid. Han vil afskaffe licensen og samtidig skære ned på DR.

Det siger han i et interview med Berlingske.

For fremtiden skal pengene til DR findes på finansloven, mener Thulesen.

"Vi forestiller os, at man afskaffer licensen som noget, DR opkræver direkte hos danskerne. Det er et privilegium, DR har haft i mange år, så man kan sige, at vi på den måde bare sidestiller DR med alle andre i den offentlige sektor," siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

Samtidig sender han en besked til regeringen i Jyllands-Posten om at opgive et skatteudspil, der byder på lettelser af topskatten.

"Jeg opfordrer nu regeringen til at tage spørgsmålet om topskattelettelser af bordet. I stedet bør regeringen koncentrere sig om ting, der er større sandsynlighed for, at vi kan blive enige om," siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

SF lægger pres på S
Dansk Folkeparti står også bag et andet krav i dag i Politiken, hvor partiet bakker op om SF’s pres på Socialdemokratiet for at afskaffe det såkaldte produktivitetskrav, der forpligter ansatte på landets sygehuse at være to procent mere effektive hvert år uden at få ekstra midler.

SF vil have Socialdemokratiet til at indgå i et flertal, der kan forpligte regeringen til at afskaffe produktivitetskravet inden for et år.

”S vil gerne have valget til at dreje sig om velfærd. Kronjuvelen i hele vores velfærdssystem er lige, fri og gratis adgang til et velfungerende sundhedsvæsen. Så jeg kan slet ikke se et Socialdemokratiet, der ikke deltager i en alliance for at få afskaffet det her”, siger Villy Søvndal, der er SF’s spidskandidat ved regionsvalget i Region Syddanmark, til Politiken.

De andre partier i rød blok støtter også forslaget, men fordi Socialdemokratiet tøver med sin opbakning, kan SF ikke mønstre et flertal på trods af opbakningen fra regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00