Samuelsen: Det bliver vanskeligere at finde hinanden

STØTTE: Liberal Alliance garanterer ikke længere at holde hånden under regeringen. Anders Samuelsen kalder Lars Løkke Rasmussens (V) begrundelse for at udskyde skattereform for søgt.

Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Kasper Kaasgaard

Regeringen sidder mindre sikkert, end den gjorde for få dage siden.

Efter det står klart, at der ikke bliver forhandlet om en skattereform i foråret, vil Liberal Alliance nemlig ikke garantere regeringens overlevelse.

Dermed ikke sagt, at partiet er klar med et mistillidsvotum for at vælte Lars Løkke Rasmussen. Men LA vil fremover være mindre fleksibel og samarbejdsvillig.

I efteråret gik Anders Samuelsen flere gange på kompromis, eksempelvis ved hastebehandling af asylregler og genåbningen finanslov for at redde Dansk Folkeparti. Så imødekommende vil LA-formanden ikke være i fremtiden, fordi Lars Løkke ifølge ham er løbet fra en aftale.

”Den type ting vil en regering komme ud for med jævne mellemrum. Vi går fra, at vi per automatik siger, at det finder vi ud af, til en ny situation, hvor det er vanskeligere at finde hinanden. Fordi regeringen er løbet fra en aftale,” siger Anders Samuelsen til TV2 News.

”Søgt undskyldning”
Han pointerer, at regeringen er en lille mindretalsregering, der skal vise respekt for sine støttepartier.

Det er ikke sket i forløbet med de udskudte skatteforhandlinger, mener Samuelsen. Begrundelsen er, at regeringen først vil lave en økonomisk 2025-plan, som skal ligge til grund for de skattelettelser, der bliver annonceret i regeringsgrundlaget.

Det kalder Anders Samuelsen dog for en søgt undskyldning

”Det kan ikke være rigtigt, at man har en regering med hele regeringsapparatet bag sig, der kun kan fokusere på en opgave ad gangen. Det har jeg da aldrig hørt om før,” siger han til TV2 News.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00