Kommentar af 
David Trads

Selvfølgelig kan Thorning stadig vinde

KLUMME: Er det overhovedet realistisk, at rød blok genvinder regeringsmagten? Ja, mener David Trads. Opgaven er fortsat stor, men langt fra så umulig, som den hidtil har set ud.

Thornings popularitet er i øjeblikket stor. Fornylig besøgte hun et ebolabehandlingscenter i Port Loco uden for Sierra Leones hovedstad Freetown. Her feberscreenes hun obligatorisk inden flyvningen fra det ebolahærgede Sierra Leone til Ghana.
Thornings popularitet er i øjeblikket stor. Fornylig besøgte hun et ebolabehandlingscenter i Port Loco uden for Sierra Leones hovedstad Freetown. Her feberscreenes hun obligatorisk inden flyvningen fra det ebolahærgede Sierra Leone til Ghana.Foto: Nils Meilvang/Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Man skal altså have mikroskopet frem, men tendensen er klar nok:

Rød blok haler ind på blå blok – langsomt, temmelig langsomt, men ikke desto mindre tydeligt. De seneste par måneder er regeringsblokken gået fra at være bagud med 10,5 procentpoint i Berlingskes vejede gennemsnit af målinger til nu ’kun’ at være bagud med 8,2 procentpoint.

Det er især Socialdemokratiet, der rykker.

I weekendens Gallup-måling generobrede S positionen som landets største parti med dets bedste måling siden valget. 24,2 procent af vælgerne begynder at ligne noget – og det kan kun tolkes som en tillidserklæring til statsminister Helle Thorning-Schmidt, som har været ekstremt eksponeret de forløbne uger.

Thomas Larsen, Berlingskes politiske kommentator, hældte malurt i bægeret, da han påpegede, at 'målingen må give anledning til frustration blandt S-topfolk'. Den bemærkning fik transportminister Magnus Heunicke, som generelt har et horn i siden på Larsen, til at ironisere over, at selv den bedste måling i årevis til S kunne blive vendt til noget negativt.

Er det muligt? Tja, det nemmeste er at sige nej. Det mere realistiske, tror jeg, er imidlertid at sige ja.

David Trads
Journalist og kommentator

 

Pointen er – efter min mening – at såvel Larsen som Heunicke har ret.

Selvfølgelig glæder S-toppen sig over, at rød blok haler ind på de blå, og, rent partiegoistisk, over, at S igen ser ud til at blive størst, men det er naturligvis også frustrerende for dem at konstatere, at de fortsat ser ud til at tabe det valg, der kommer i år. 

Det er imidlertid tydeligt – meget tydeligt endda – at de socialdemokratiske ministre i dag tror mere på, at en valgsejr er mulig, end de har gjort på noget tidspunkt af de snart tre og et halvt år, de har haft magten. Intet gør politikere gladere end tendenser, som går deres vej.

Tre positive tendenser
Socialdemokratiske topfolk peger især på tre forhold, som giver dem optimisme – ikke overdrevet, for rød blok kæmper åbenlyst med ryggen mod muren, men alligevel:

For det første, at tendensen i målingerne er der. Det går den rigtige vej, gabet mellem de to blokke ser efterhånden overskueligt ud.

For det andet, at S-kampagnen, som sætter statsministeren i fokus, virker. Hun viser sig at være et stærkt kort, som danskerne bakker op om.

For det tredje, at økonomien bliver ved med at udvikle sig gunstigere.

Boligmarkedet er godt, forbrugertilliden i vækst, ledigheden fortsat lav.

Men, som en minister også siger, ja, så er det soleklart, at der er mere, som tyder på, at regeringsmagten tabes i år, end at den beholdes. Pointen er bare, at det ikke længere ser så håbløst ud. For to år siden var gabet mellem blokkene på 18 procentpoint, for et år siden på knap 14 procentpoint, nu er den altså tæt på 8 procentpoint.

Opgaven er fortsat stor:

Rød blok skal hente mindst fire procentpoint – i runde tal svarer det til godt 140.000 vælgere – fra de blå.

Ikke længere umuligt
Analysen hos S-toppen synes ret klar til, hvordan det skal kunne lykkes:

Dels skal S simpelthen tilbageerobre de godt 70.000 vælgere, de har tabt til Dansk Folkeparti siden valget. Det er derfor, at den socialdemokratiske kampagne hedder #detdanmarkdukender – og det er derfor, at partiets udlændingekurs konsekvent virker stram. Dels skal S og De Radikale tilsammen hente lige så mange vælgere fra den øvrige blå blok. Det skal ske ved at appellere til, at regeringens reformer virker.

Er det muligt?

Tja, det nemmeste er at sige nej. Det mere realistiske, tror jeg, er imidlertid at sige ja. Hvorfor?

Fordi et sted i omegnen af 35 til 40 procent af vælgerne endnu ikke har besluttet sig for, hvem de vil stemme på. Det er et rekordstort tal. Fordi Thornings egen popularitet er stor. Fordi valget i 2011 viste, at en siddende statsminister kan hente næsten fire procentpoint i et valg.

Derfor:

Selvfølgelig kan Thorning stadig vinde valget.

- - - 

David Trads skriver hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00