Ugen i dansk politik: Epidemilov, strejke og nyt til valgnørderne

Selvom Folketinget holdt afslutningsdebat for nogle uger siden, er der stadig aktivitet på Christiansborg med samråd og et enkelt møde i Salen. Få overblikket over, hvad der sker i dansk politik i denne uge.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Cecilie Gormsen

Velkommen til en ny uge i dansk politik. Mandag er det årets længste dag, onsdag er det sankthansaften, og fredag går landets folkeskoleelever på sommerferie. Og sommerfreden begynder i slutningen af denne uge også at indfinde sig på Christiansborg og i dansk politik generelt. Men først skal vi lige gennem en uge med en række samråd og arrangementer.

Mandag

Sygeplejerskerne gik natten til lørdag i strejke, og det fortsætter i denne uge. Mandag er der blandt andet demonstrationer i Randers, Vejle og Silkeborg.

Byggeriets Dag 2021 finder sted mandag, og det afholdes af DI Dansk Byggeri og DI Byg. Temaet for dagen bliver "Sammen om fremtiden", hvor deltagerne sammen vil kaste et blik på udfordringer og muligheder indenfor en samlet bygge- og anlægsbranche. På dagen taler blandt andre indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).

Mandag vil det grønlandske flag vaje både i Grønland og i Danmark. Det er nemlig Grønlands nationaldag, som siden 2016 også har været flagdag i Danmark, hvor statslige myndigheder flager med Grønlands flag.

På den anden side af Øresund kan mandag blive en meget vigtig dag. Her risikerer den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfvens mindretalsregering at blive væltet. Fire partier, som tilsammen har flertal i Riksdagen, støtter nemlig et mistillidsvotum mod regeringen, som skal til afstemning klokken 10. Krisen er udløst af Vänsterpartiet, som kræver planer om fri fastsættelse af huslejer i nybyggeri aflyst. Husleje-liberaliseringen er en del af den aftale, som Löfven har lavet med de borgerlige partier Centerpartiet og Liberalerna.

Tirsdag

Der er fem samråd i kalenderen tirsdag:

  • Erhvervsminister Simon Kollerup (S) skal i åbent samråd i Udenrigsudvalget om kommende initiativer for bæredygtig selskabsledelse.
  • Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) skal i samråd om konsekvenserne ved afskaffelse af betalingskommunefolketallet og udligningsreformen.
  • Sundhedsminister Magnus Heunicke skal i samråd udskrivning af patienter, før de er færdigbehandlede.
  • Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen skal i samråd om udfaldet af forhandlingerne om den europæiske klimalov.
  • Justitsminister Nick Hækkerup skal i samråd om IS-sympatisører.

I Frankrig ventes retssagen mod den tidligere præsident Nicolas Sarkozy afsluttet. Sagen handler om påstået ulovlig finansiering af en valgkampagne i 2012.

Onsdag

Der er to samråd på dagsordenen onsdag – et åbent og et lukket – og begge er i Finansudvalget og med fødevareminister Rasmus Prehn. Først skal Prehn i lukket samråd om minkerstatninger, mens han efterfølgende skal redegøre for, hvad status er for kompensation til de danske fiskere i forhold til Brexit-aftalen. 

Og apropos Brexit, så er onsdag femårsdagen for den store Brexit-afstemning i Storbritannien.

Torsdag

Tænketanken Europa holder konference om europæisk økonomi efter corona-krisen. På konferencen vil blandt andre udenrigsminister Jeppe Kofod og vicegeneralsekretær i OECD Ulrik Vestergaard Knudsen holde oplæg.

Torsdag kommer der også nyt til valgnørderne, når bogen Klimavalget lanceres. Med udgangspunkt i et omfangsrigt datamateriale fra Den Danske Valgundersøgelse (DNES) analyserer bogen betydningen af de politiske emner, som klima, velfærd, skat, økonomi, indvandring, landlig bevidsthed og kønspolitik ved 2019-valget.

I Folketingssalen afholdes det allersidste møde inden sommerferien. Her skal politikerne blandt andet stemme om bedre beskyttelse af whistleblowere og en ændring af epidemiloven.

Og vi skal heller ikke snydes for en række samråd torsdag, hvor ikke mindre 6 styks er i kalenderen.

  • Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil skal i samråd om læringsplatforme, der ikke øger kvaliteten i undervisningen.
  • Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye skal i samråd om de danske familiesammenføringsregler.
  • Justitsminister Nick Hækkerup skal i samråd om sikkerhed for personalet i landets fængsler.
  • Social- og ældreminister Astrid Krag skal i samråd om økonomiaftalen med kommunerne for 2022 – og nærmere bestemt den del, der handler om det specialiserede socialområde.
  • Erhvervsminister Simon Kollerup skal i samråd og redegøre for sin kritik af bankernes negative renter.
  • Sundhedsminister Magnus Heunicke skal i samråd om en folder, der er udarbejdet af de danske sundhedsmyndigheder i samarbejde med imamer om vaccination mod covid-19.

I Bruxelles mødes EU’s stats- og regeringschefer til EU-topmøde, der slutter fredag. Her er emner som corona, økonomisk genopretning, migration og forbindelser med Tyrkiet og Rusland på dagsordenen.

Fredag

Der er fredag forberedende møde om rigsretssagen mod Inger Støjberg. Sagen begynder 2. september, og der er planlagt 38 retsmøder i sagen, som ventes afsluttet inden jul.
Sagen omhandler ulovlig adskillelse af asylpar, hvor den ene part var under 18 år.

Og inden Folketinget kan gå på weekend og sommerferie, skal der også lige afholdes tre samråd fredag:

  • Udenrigsudvalget har kaldt udenrigsminister Jeppe Kofod i to samråd. Det første handler om situationen i Damaskus samt Aleppo og Hassakah, mens det andet handler om ikke-spredningstraktaten (NPT-aftalen).
  • Sundhedsminister Magnus Heunicke skal i samråd om vagtlægeordningen og akkordarbejde.

Weekenden

Lørdag kan danskere igen tage på ferie i hele EU uden at skulle fremvise test før hjemrejse eller at skulle i isolation, når ferien er slut.

Benny Engelbrecht holder søndag aften tale i forbindelse med, at det første nattog kører fra København siden 2014. Det er den private svenske operatør Snälltåget som står bag nattoget, der ankommer ved 22.30-tiden for at samle passagerer op på Københavns Hovedbanegård, der skal til Berlin.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00