Forhandlinger om planlov brudt sammen

PLANLÆGNING: Forhandlingerne mellem regering og opposition om en liberalisering af planloven er brudt sammen, og miljøminister Karen Ellemann (V) må derfor opgive at få en bred aftale. Radikale vil rulle ændringerne tilbage, hvis flertallet skifter efter valget.
En lempelse af planloven skal give bedre mulighed for at bygge i kystnærhedszonen. Men oppositionen har nu forladt forhandlingerne.
En lempelse af planloven skal give bedre mulighed for at bygge i kystnærhedszonen. Men oppositionen har nu forladt forhandlingerne. Foto: Colourbox
Anders Jerking
Der bliver ikke nogen bred aftale om en liberalisering af planloven. Efter tre møder brød forhandlinger mellem regering og opposition i sidste uge sammen, og miljøminister Karen Ellemann må nu søge at gennemføre forslaget med støtte fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Ændringerne af planloven er en del af regeringens udspil 'Danmark i balance', som skal sikre bedre vækstmuligheder i det såkaldte Udkantsdanmark. Regeringen foreslår at lempe planloven for 29 udvalgte kommuner, så de blandt andet kan bygge i kystnærhedszonen og opføre butikker uden for bymidterne.

Inden forhandlingerne i sidste uge sendte Karen Ellemann en mail til ordførerne med tre "ufravigelige krav", som partierne skulle acceptere for at være med i en aftale. Det var krav om, at loven skulle gælde for netop de 29 kommuner, og at kommunerne frem over skal give landzonetilladelse til boliger og erhverv, medmindre særlige hensyn taler afgørende imod.

Kommunalt selvstyre 
Mailen med ufravigelige krav overraskede flere ordførere.

"Jeg blev fortørnet over det. Det er ikke sådan, vi skal forhandle i Folketinget. Når man stiller ufravigelige krav, så virker det som om, at ministeren ikke vil samarbejde," siger Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen, der sammen med S, SF, Radikale, Enhedslisten og Christian H. Hansen nu har opgivet at komme med i en aftale.

0:000:00